Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune
Gitte Ottosen

Partnerskabsaftalen gør det ikke alene

torsdag, 20 november 2014 05:47 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 48 2014

En partnerskabsaftale lægger op til dialog og samarbejde. Sådan er det også med den aftale, der er indgået mellem Billund Kommune, Dansk Byggeri og Syddansk Erhvervsskole. Den er således et godt grundlag, når vi i kommunen gerne vil sikre, at flere unge får en håndværksmæssig uddannelse og at flere unge kan få en praktikplads. Men partnerskabsaftalen gør det ikke alene.

Som udgangspunkt bliver vi alle nødt til at bakke op lokalt. Vi skal lokalt igangsætte aktiviteter, der skal få de unge til at interessere sig for håndværksfagene. Og vi skal have fat i både de enkelte virksomheder og flere erhvervsorganisationer end blot Dansk Byggeri. Herudover skal vi styrke vores lokale erhvervsskole (SDE), for skolen er grundstenen. Det er nemlig helt afgørende, at der lokalt fortsat kan tilbydes grundforløbet på en håndværksuddannelse. Et realistisk mål er endvidere at kunne tilbyde hele håndværksuddannelser i Grindsted -  f.eks. tømmer uddannelsen. Er der elever nok, kan der også oprettes hold. Det er derfor ærgerligt, at vi i Billund Kommune har så mange virksomheder, der sender deres lærlinge på en anden skole end SDE - pt. er der tale om 23 tømrerlærlinge. Flere af disse virksomheder er i øvrigt medlem af Dansk Byggeri. Jeg synes derfor, at Dansk Byggeri med partnerskabsaftalen i hånden skal besøge deres medlemsvirksomheder. Disse bør opfordres til at bakke op om vores lokale skole og den aftale, der er indgået.

Problemstillingen med flere praktikpladser til de unge er kompleks. Men den bør have højeste prioritet. Og vi løser den kun i fællesskab - virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommune. Det er fint, at Billund Kommune er erhvervsvenlig, men vores erhvervsudvikling er afhængig af, at vi fortsat har håndværkere.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:   , ,
Kategorier:   Kommune | Børn og unge
Menu:   E-mail | Permalink

Jeg glæder mig over en RØD finanslov

fredag, 14 november 2014 05:57 by Gitte

Jeg glæder mig over en rød finanslov. Fordi Regeringen herved får mulighed for at hjælpe nogen af dem, der trænger aller mest. Og fordi der nu bliver ryddet op i nogen af de problemer, Kontanthjælpsreformen har ført med sig. Det har været rigtig godt, at følge forhandlingsforløbet i pressen.

Jeg hæfter mig især ved, at der kommer en Kontantydelse til de personer, der står til at falde ud af dagpengesystemet og ved, at den gensidige forsørgerpligt for kontanthjælpsmodtagere afskaffes. Der er rigtig mange, der kom i klemme med implementeringen af Kontanthjælpsreformen og indførelsen af den gensidige forsørgelsespligt for samlevende kontanthjælpsmodtagere. Der kan selvfølgelig argumenteres for, at ægtefæller og samboende bør stilles lige. Men så længe, der ikke er lighed i forhold til sambeskatning, så klinger det hult, og resultatet er, at vi tager fra dem, der har aller mindst.

Jeg er også glad for, de målrettede forbedringer for unge kontanthjælpsmodtagere, den styrkede indsats mod social dumping, og at der er afsat midler til mere personale i dagtilbuddene. Det er helt afgørende for det daglige arbejde med børnene i daginstitutioner og dagpleje, at der er hænder nok. Derfor falder finanslovens pædagog-millioner på et tørt sted i Billund Kommunen. Jeg tænker også, at det er helt i orden, at kommunerne skal dokumentere, at pengene rent faktisk bliver brugt på børnene.

Øget fradrag for fagforeningskontingent og penge til kommunerne til modtagelse af flygtninge er også værd at bemærke.

Så alt i alt en god finanslov. Tak til S, R, SF og Ø for et godt og seriøst forhandlingsforløb.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Hvem vil betale?

tirsdag, 21 oktober 2014 05:42 by Gitte

Når en oprensning af Engsøen interesserer borgerne - og medierne – så er det forståeligt. De rekreative muligheder er indlysende – for tænk, hvis vi kunne bade i søen og spise fiskene. Og tænkt, hvis vi kunne blive bekymringerne for kviksølvsforureningen kvit. Derfor er tanken også nærliggende: Er der overhovedet mulighed for at rense den sø?

Før vi har fundet nogen, der er villig til at betale for en oprensning, tror jeg imidlertid, man skal være varsom med at bruge penge på endnu en undersøgelse, som foreslået af Borgerlisten og DF. Hvis det var så let at sige, hvad en oprensning koster, så kunne man jo have gjort det for mange år siden, på baggrund af de mange undersøgelser, der allerede er lavet.  

 

En pris for oprensningen løser stadig ikke spørgsmålet om, hvem der skal betale. Vil staten? Vil regionen? Vil vi selv bidrage? Og hvordan vil vi stille os kommunalt, hvis valget kommer til at stå mellem lukning af et plejehjem – eller en skole – og så at oprense Engsøen? Det er altid en prioritering, hvordan vi bruger pengene. Der er således mange overvejelser og drøftelser, der bør foretages, inden vi kaster penge efter sådan en undersøgelse.

 

På trods af, at Grindstedværket hældte sit forurenede spildevand ud med statens godkendelse, så har staten endnu ikke vedkendt sig det økonomiske ansvar. Selvom det er samme fabrik, samme tilladelser og samme giftstoffer, som ved giftdepotet i Kærgaard Plantage. Det rigtige er derfor at få undersøgt, om nogen vil betale for en oprensning, inden der gøres andet.

 

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Budget 2015 opruster på beskæftigelsesområdet

fredag, 10 oktober 2014 05:36 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 42 2014

I det budget, som byrådet netop har vedtaget, er der en klar oprustning på beskæftigelsesområdet. Det ses bl.a. ved, at der er afsat ressourcer til en styrkelse af den virksomhedsrettede indsats. Dialogen og samarbejdet med vores lokale virksomheder er nemlig helt afgørende, når vi skal skaffe job til ledige på enten dagpenge eller kontanthjælp. Det er også vejen frem, når vi skal fremskaffe den arbejdskraft, virksomhederne fremadrettet har behov for. Det handler dels om synliggørelse af jobåbninger, til gavn for både ledige og virksomheder, og det handler om, at uddanne og præge de unge i retningen af fremtidens arbejdsmarked.

Når den virksomhedsrettede indsats styrkes er det samtidig målet, at kunne få etableret flere virksomhedscentre på virksomhederne. Virksomhedscentrene er primært til gavn for de mest udsatte af vores borgere, der således vil indgå i opgaveløsninger på de konkrete virksomheder. Hensigten er, at skaffe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet beskæftigelse gennem et praktikforløb, hvor der er en mentor tilknyttet.

I budget 2015 er der også afsat midler til yderligere 10 kommunalt finansierede EGU-praktikpladser. EGU-elever tager deres skoleophold på Produktionsskolen, mens praktikdelen finder sted på en privat eller offentlig arbejdsplads.  

Oprustningen på beskæftigelsesområdet hænger sammen med den Beskæftigelsesplan, byrådet godkendte i september måned. De mange intentioner i Beskæftigelsesplan 2015 ville således vanskeligt kunne gennemføres, hvis ikke Byrådet havde godkendt styrkelsen af især den virksomhedsrettede indsats. Så det er dejligt, at budgettet nu er faldet endeligt på plads med godkendelse af V, DF og S.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Budget 2015 investerer i børnene

fredag, 10 oktober 2014 05:32 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 42 2014

Byrådet har netop godkendt budgettet for 2015. Det er et godt budget, hvor vi har valgt, at investere i børnene og Billund Kommunes fremtid. I mange kommuner, har økonomien været så presset, at sparekniven er blevet svunget over både folkeskole- og dagtilbudsområdet. I Billund Kommune har vi imidlertid holdt fanen højt og har tilført ikke færre, men flere penge. Der er afsat midler til at styrke normeringen i daginstitutionerne, der tilføres flere midler til folkeskolen og til et kvalitetsmæssigt løft af de pædagogiske miljøer i både folkeskole og dagtilbud. Herudover er der tilført midler til ungdomsuddannelsesvejledningen og til renovering af eksisterende bygninger. Samlet er området tilført tæt på 100 mio. kr. over de næste 4 år. Den Socialdemokratiske gruppes udgangspunkt for efterårets budgetforhandlinger var, at vi ønskede, at styrke vores folkeskoler og daginstitutioner. Sådan er det også gået, for det er jo ved forhandlingsbordet, man har indflydelse. Jeg er helt klar over, at man i det daglige arbejde med børnene kunne ønske sig endnu mere. Men der er blevet taget et ganske stort skridt i næste års budget, og så må vi med udgangspunkt heri se på muligheder og udfordringer.        

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:   , ,
Kategorier:   Kommune | Børn og unge | Økonomi | Budget
Menu:   E-mail | Permalink

Bedre livskvalitet for senhjerneskadede

fredag, 29 august 2014 05:25 by Gitte

Læserbrev skrevet sammen med Ruth Lauridsen den 29/8-2014

I en artikel i Jydske Vestkysten søndag den 24. august fortæller avisen om et nyt og forbedret tilbud til senhjerneskadede som er en del af budgetforslaget.

Vi er rigtig glade for forslaget, der fremadrettet vil give en mere sammenhængende, koordineret og forbedret indsats for de senhjerneskadede i Billund Kommune.

I artiklen i JV kommer det desværre til at fremstå, som om det nye tilbud også indeholder et nyt botilbud til de borgere, der i dag bor på Sydtoftens Plejecenter eller i eksterne tilbud, men det er ikke oplægget.

Det nye tilbud handler om en ny, forbedret og tidlig indsats for de senhjerneskadede i Billund Kommune, og der vil fortsat være brug for eksterne genoptræningstilbud til borgere, som er moderat til svært hjerneskadede.       

Forskellen på det nye tilbud og det tilbud kommunen har i dag, vil primært bestå i, at medarbejderne opkvalificeres, således at vi i Billund Kommune kan udvikle et tilbud med kompetencer, som matcher de senhjerneskadedes behov.

Vi tror og håber på, at det nye tilbud fremadrettet kan sikre et kvalitativt og effektivt tilbud som kan være med til at løfte den enkelte borgers udvikling, og dermed sikre bedre livskvalitet for borgere og pårørende.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:   , ,
Kategorier:   Kommune | De ældre
Menu:   E-mail | Permalink

Partnerskab

fredag, 30 maj 2014 05:20 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 23 2014

Billund Kommune har netop underskrevet en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri og Syddansk Erhvervsskole. Formålet med aftalen er at sikre, at flere unge får en praktikplads indenfor bygge- og anlæg.  Det er en god aftale – både for de unge og for vores lokale erhvervsliv. For vi skal have flere unge til at tage en håndværksuddannelse. Det kan der ikke herske tvivl om, og det er en af fremtidens helt store udfordringer. Aftalen er samtidig et udtryk for, at dialogens vej prioriteres. Dette er også Beskæftigelsesudvalgets udgangspunkt. Vi ønsker at samarbejde med vores virksomheder og uddannelsesinstitutioner - både når det gælder praktikpladser og uddannelse/omskoling af ledige til fremtidens behov. Vi har her en fælles opgave, og den kan kun løses, hvis vi løfter i flok – og det kan vi som bekendt netop, hvis vi er mange nok. Opgaven med at gøre vores arbejdsmarked endnu mere rummeligeligt er også en central opgave for Billund Kommune og ligger i naturlig forlængelse af det nyetablerede kompetencecenter. Flere arbejdsmarkedsrettede aktiviteter vil allerede efter sommerferien foregå i kompetencecentrets regi. Jeg håber, at arbejdet med at hjælpe de svageste af vores borgere i gang på arbejdsmarkedet kan følges op af bilaterale aftaler med de enkelte virksomheder. Som Beskæftigelsesudvalg går vi gerne forrest.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Mens vi venter på en aftale

onsdag, 21 maj 2014 05:12 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 21/22 2014 

I disse dage forhandles der på højtryk på Christiansborg. Målet er en beskæftigelsespolitisk aftale inden sommerferien. Nytteindsatsen, som er en del af den nye kontanthjælpsreform, har været en del i medierne og er blevet udskældt af mange. Som jeg ser det, er det imidlertid et af de bedre reformelementer, og den kan sagtens vise sig både at være en gevinst for samfundet og den enkelte. Nytteindsatsen er rettet mod de mest ressourcestærke ledige. Hensigten er, at nytteindsatsen skal holde den ledige aktiv, indtil personen kan starte i job eller uddannelse. Vi taler her om ledige uden andre problemer, end at de ikke er i job. Har de ledige andre problemstillinger, så er det i Billund Kommune ikke en nytteindsats, de tilbydes. De kontanthjælpsmålgrupper det drejer sig om, er således de jobparate og åbenlyst uddannelsesparate. At have været aktiv og en del af et arbejdsfællesskab forud for uddannelses- eller jobstart gør det meget lettere at indgå i det nye fællesskab og leve op til de krav, der stilles på uddannelsesinstitutionen eller den nye arbejdspladsen. Derfor kan nytteindsatsen være en hjælp på vejen ud af ledigheden. Arbejdsopgaverne er samfundsnyttige opgaver ved kommunen. I Billund Kommune vil de primært bestå i, at vedligeholde kommunale institutioner og anlæg, gå til hånde indenfor kommunale servicetilbud og udøve servicearbejde for borgere, der ikke selv er i stand til det på grund af fysiske og psykiske begrænsninger. Vedligeholdelse af legepladser og hjertestier er eksempler på konkrete opgaver. Hvis arbejdet er nyttigt for samfundet, så nytter det også noget for den enkelte.     

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:   ,
Kategorier:   Kommune | Børn og unge | Beskæftigelsesindsats
Menu:   E-mail | Permalink

Min 1. maj tale på Engen 2014

torsdag, 1 maj 2014 11:29 by Gitte

Kære alle sammen. Tak for ordret. Tak for, at jeg, som gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe, må stå her i dag. Og tak til fagbevægelsen fordi I igen i år, laver det her arrangement.

1.maj signalerer rigtig mange ting for alle os, der er til stede her i dag. Historien fortæller os, at dagen er en kampdag og en festdag. Og dagen markerer, at når mennesker virkelig vil, så kan der opnås resultater. Derfor er 1. Maj også en dag til eftertænksomhed. Det er tid til et servicetjek af de normer og værdier, vi basere vores samfund på.

Jeg vil derfor gerne bringe kampen for større lighed i spil. Den kamp har altid været en socialdemokratisk kamp, det har været venstrefløjens kamp og fagbevægelsens kamp. Men kampen har haft svære ods i de seneste år. Det er nemlig gået den forkerte vej.

Fra perioden 2005 til 2012 er Danmark således det vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest. Fra at have positionen som verdens mest lige land, så er vi i dag kun det 14. mest lige land i Europa.

Antallet af fattige er steget – og ikke mindst er antallet af fattige børn steget. Uligheden kommer også til udtryk i vores levealder. Der er i dag næsten 10 års forskel på, hvor gamle vi kan forvente at blive, alt efter om vi kan betegnes som nogen af de rigeste, eller nogen af de fattigste i Danmark. Faktisk er postnummeret helt afgørende for, hvor gamle vi bliver.

Så det må være på sin plads, at bringe kampen mod ulighed op på en 1. maj. Det er imidlertid en kamp, der ikke alene afgøres af kroner og øre. Vejen frem handler også om, at føre værdikamp mod de normer og holdninger, der retfærdiggør og fordrer uligheden. Jeg har i dag valgt at hæfte mig ved: Eksklusion, middelmådighed og snæversyn.

Eksklusion. Når danske arbejdspladser ikke i tilstrækkelig grad tør åbne op for arbejdskraft, der er anderledes. For mennesker der har et handicap, en anden hudfarve eller bare ikke er, ligesom vi andre. Når man ikke tør tage et socialt ansvar og sige, at mangfoldighed er en styrke. Så ekskluderer vi. Mennesker sættes i bås ud fra devisen: du er ikke god nok. Og jo længere tid, et menneske ekskluderes og holdes ude, jo længere er vejen ind på arbejdsmarkedet. At kunne hjælpe sine børn på rette vej er alt andet lige lettere, når man selv er en del af et arbejdsfællesskab. Derfor er kampen mod eksklusion en del af kampen mod ulighed.

Middelmådighed. Når mennesker ikke formår, at stræbe efter noget, der er bedre. Når de unge ikke synes, det er nødvendigt, at nå længere end far og mor. Når tankerne på vestjysk vis, bestandig kredser om, hvorvidt det kan svare sig. Ja, så bliver kampen mod ulighed en kamp, vi aldrig kan vinde. Det der gennem årtier har drevet menneskeheden. Har gjort, at vi generation efter generation hele tiden har oplevet, at være bedre uddannet end den forrige. Det, der har udviklet Danmark. Ja, det har været kampen for et bedre liv. Vi ved, at uddannelse rykker, når vi skal bryde den sociale arv. At uddannelse er helt afgørende. Men man kan ikke uddanne folk, der ikke selv vil det. En uddannelse er ikke noget man får, det er noget man tager. Og det kræver blod sved og tårer. Derfor er det nødvendigt, at ville det. Og derfor er kampen mod middelmådighed også en del af kampen mod uligheden.

Snæversyn. Når vores syn på andre mennesker begrænses af vores egne normer og værdier. Når vi ikke ser mennesket bag etiketten ”ledig”, ”kontanthjælpsmodtager”, ”førtidspensionist”, ”plejehjemsbeboer” eller andet. Når vi dømmer folk ude, som i x-factor eller reality-programmerne med betegnelsen: ”du’r ikke”. Ja så får vi slet ikke set de ressourcer, det enkelte menneske har. Vi stirrer os blind på begrænsningerne og piller folk ned, frem for at bygge dem op. Vi betragter de ledige, som dovne arbejdsløse. Derfor er kampen mod snæversyn også en del, af kampen mod uligheden.

Måske synes I, at jeg er kontroversiel. At provokationerne er lige skrappe nok til en 1. maj, hvor vi jo lige skulle have det så rart. Men, der er altså meget, der ikke er rart i disse dage. I kommunerne væltes vi over ende af reformer, der har store konsekvenser for vores borgere. Samtidig har vi økonomiske udfordringer, der holder os i en spændetrøje. Ja. Er det ikke svært, at være socialdemokrat?, er der mange, der spørger. Det skal jeg bestemt ikke lægge skjul på, at det er. Men jeg ved, at det også ville have været svært, under en VK-regering. De nødvendige reformer ville stadig skulle gennemføres, og det ville stadig være vores borgere, det gjorde ondt på. Samtidig føler jeg mig overbevist om, at indholdet i reformerne ville skubbe uligheden endnu mere i den forkerte retning.

Og de økonomiske udfordringer, ja de ville have været endnu større, fordi vi ikke kunne nøjes med en vækst i de offentlige udgifter på 0,6% men måtte leve med en 0-vækst.

Det redder jo heller ikke meget, at sætte sig i et hjørne, og begræde den situation man er i. Som byråd er vores opgave altid at administrere indenfor de rammer Regeringen stikker ud – og sådan er det, uanset Regeringens farve.

Foran os venter de kommende budgetforhandlinger. Og der skal vi for alvor administrer indenfor de udstukne rammer. Vi går som bekendt ind i forhandlingerne med en blå borgmester ved roret. Det gør vi fordi vælgerne ville det sådan. Fordi de belønnede den siddende borgmester for, at det går så godt i Billund Kommune. Går det virkelig så godt?, kan man måske spørge. På mange måder gør det. Vi oplever år, hvor  LEGO’s mange millioner luner i kassen og kan bruges til gode anlæg i kommunen. Er det så borgmesterens fortjeneste? Næppe.  Og det går jo heller ikke godt på alle måder. Faktisk er vi piv-fattige, når vi ser på, hvad vi får ind i indkomstskatter. Årsagen er, at vores lønindkomster ikke er så høje i kommunen. Er det så borgmesterens skyld? Nej. Selvom vi gerne ville, så kan vi ikke gøre ham ansvarlig for de problemer.

Men det er det set-up der er, og udfordringerne er store.  Som jeg sagde, så er meget svært i disse dage. Og kampen mod uligheden er vores allesammens kamp. Kampen skal finde sted i byrådet, på Christiansborg og i de danske hjem. For udviklingen kommer ikke af sig selv, hvis vi vil bryde den negative sociale arv. Det handler om at ændre de nuværende værdier i den retning, vi ønsker verden skal bevæge sig i.

Vores børn vil måle os på, om vi gjorde det godt nok. Den tanke skal altid være i vores hoveder. Vi kommer til at gøre os umage, vi kommer til at anstrenge os. For det er os, der sammen skal bære Danmark videre.

Tak for ordet og fortsat rigtig god 1. Maj.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Demokratisk føl på tværs

tirsdag, 29 april 2014 11:26 by Gitte

Tirsdag kastede jeg mig som sædvanlig forventningsfuld over avisen til min eftermiddagskaffe. Denne gang var det ugeaviserne, der havde fundet vej til min postkasse og mit køkkenbord. På midtersiderne fandt jeg vanen tro ”Information fra Billund Kommune”. En af rubrikkerne omhandlede et EU-valgmøde den 8. maj, der afholdes af Billund Bibliotekerne og Jyske Vestkysten. Alle tiders med et valgmøde op til EP-valget og med et samarbejde mellem JV og biblioteket, tænkte jeg. Men så var det også slut med mine varme tanker. For det viste sig, at kandidaten for Socialdemokraterne slet ikke er opstillet i Region Syddanmark, men i region Hovedstaden. Et havde måske været på sin plads, at kontakte de lokale partiforeninger. Samtidig kunne jeg se, at panelet meget ensidigt kun repræsenterede partier, der støtter EU. Selvom jeg bestemt ikke er enig med DF, må det siges, at være et demokratisk problem, at et af landets største partier ikke deltager på et vælgermøde arrangeret af kommunen og JV. Især når borgerne opfordres til at komme for ”at blive klogere på det kommende EU-valg”. Og det var så her mit demokratiske føl satte sig på tværs.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Kategorier:   Private tanker
Menu:   E-mail | Permalink