Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

Et helt fantastisk budget

lørdag, 12 september 2015 06:36 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 38 2015

Fra Socialdemokraternes side er vi rigtig glade og stolte af det budgetforlig, vi netop har indgået med V og DF i Billund Kommune. Det er et godt budget, fordi det giver mere service til borgerne. Primært indenfor børne-, skole- og ældreområdet. Det er også et modigt budget, fordi vi som forligsparter viser, at vi tør efterleve vores visioner. Det er derfor ganske betydelige beløb, der afsættes til både dagtilbud og skole. Vi har fra S’side ofte sagt, at visionen om at være Børnenes Hovedstad forpligtiger. At afsætte flere midler til børn og skole har været en kamp, vi altid har kæmpet. Med de midler dagtilbudsområdet tilføres er det nu muligt, at forbedre normeringen i børnehaver og vuggestuer. Ligesom det er muligt, at sikre virkardækningen i folkeskolerne, når personalet er på kursus. Hvis det er det, personalet ønsker. For det helt afgørende er, at personalet får indflydelse på, hvad pengene konkret skal bruges til. Vi er glade for, at der fortsat ydes Cafe Jydepotten et betydeligt kommunalt tilskud. Det er en stor opgave, der løftes til gavn for nogle af vores aller svageste borgere. Og hvor er det godt, at det kan fortsætte. Når der forhandles budget drejer det sig altid om at give og tage. Der kan være ting, der ikke blev plads til og andet, man ikke kom igennem med. Det er betingelserne for alle parter. Et valg imellem serviceudvidelse og skattelettelse vil for S altid falde på serviceudvidelse. I dette års budget har vi imidlertid været i den heldige situation, at der var plads til begge dele. Derfor griber vi muligheden for indflydelse – det skylder vi borgerne.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Endelig valg!

onsdag, 27 maj 2015 06:23 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 22/23 2015

Vi har ventet længe. Og som gruppeformand og byrådsmedlem venter jeg med spænding på resultatet. Fordi jeg ved, at valget bliver helt afgørende for vores fremtid. Hvis regeringsmagten tilfalder de partier, der ønsker nulvækst, så ved jeg nemlig godt, hvad det vil betyde for din og min virkelighed. Nulvækst er således en økonomisk spændetrøje, som år for år vil kræve nedskæringer i den offentlige sektor – besparelser i Billund Kommune. Jeg mener, at det er den forkerte vej. Vi har ikke brug for dårligere, men bedre velfærd. Vi skal ikke eksperimentere med færre hænder til vores ældre, syge, handicappede og børn. Det er vigtigt at tænke på den 18. juni, når krydset skal sættes. Jeg kan derfor kun opfordre til at stemme socialdemokratisk. Jeg vil samtidig anbefale, at sætte krydset personligt ved Troels Ravn – så har vi også en lokal mand på tinget efter valget. En socialdemokrat, der brænder og kæmper for vores område og de udfordringer, vi står overfor.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Har Penge følelser?

torsdag, 14 november 2013 11:00 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 47, 2013

”Pengene har det bedst i borgernes lomme” – sådan lyder det ofte fra borgerlige politikere. Sikke noget vrøvl – penge kan ikke have det godt – penge er en død ting uden følelser. Desuden er det jo ikke pengene, men netop borgerne der skal have det godt. Derfor går Socialdemokraterne i Billund Kommune ikke til valg på løfter om skattelettelser – vi siger nej til skattelettelser, men ja til kommunal velfærd.

Socialdemokraterne er garant for en fortsat udvikling med et menneskeligt ansigt. Vi vil have reel borgerindflydelse. I ældreplejen vil vi sikre indflydelse på eget liv. Og generelt vil vi indføre tilfredshedsundersøgelser på de kommunale serviceområder. Vi ønsker også indflydelse på eget arbejde. Derfor vil vi decentralisere beslutninger til de led, hvor arbejdet udføres. Endvidere vil vi genetablere specialklasserne og hæve personalenormeringen i daginstitutionerne. I Billund Kommune skal pengene ikke have det godt, det skal borgerne.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Ældre hægtes af

tirsdag, 12 november 2013 03:27 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne uge 46/47 2013

Mange ældre føler sig hægtet af, fordi de ikke kan bruge en computer – og det bliver kun værre. For ved udgangen af 2015 skal al kommunikation med det offentlige være digital. Den digitale verden skaber stor frustration og usikkerhed hos de ældre.  Men også andre risikere at blive hægtet af - f.eks. udviklingshæmmede, hjerneskadede, sindslidende og demente. Mange af disse kommer aldrig på nettet. 

Det er uetisk, at samfundet i fremskridtets navn ”hægter af”, når vi i stedet burde tage i hånden og hjælpe. Så hvordan får vi ældre og andre borgere uden it-kendskab på nettet? Og hvad vi gør for dem, der aldrig bliver i stand til det?

Socialdemokraterne vil arbejde for, at der ydes hjælp og vejledning i biblioteksafdelinger og på aktivitetscentre. At der ansættes en it-support medarbejder, der online kan hjælpe ved behov. At der fortsat skal være papirløs og ansigt til ansigt hjælp i borgerservice. Og at det være muligt fortsat at kunne modtage ikke-digital post fra kommunen.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:  
Kategorier:   De ældre | Kommunalvalg 2013
Menu:   E-mail | Permalink

Minuttyranniet lever fortsat

tirsdag, 22 oktober 2013 14:02 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 43

 

Når Ruth Lauridsen i sit læserbrev skriver, at minuttyranniet stort set allerede er afskaffet på plejecentrene siger vi bare: ”Ja, sådan kan det jo godt fortolkes”. Virkeligheden er bare, at pakketildelingerne som borgerne i dag tildeles efter funktionsniveau indeholder så få timer, at det dagligt er et stort puslespil for personalet, at få tid til at varetage de grundlæggende behov hos borgerne. Dette betyder også, at det frie valg i forhold til hvilken hjælp borgerne ønsker, er meget begrænset i dagligdagen.

Ser vi på udeområdet, er tidsydelserne også meget små. Hvor mange af os ”velfungerende” bruger f.eks. kun 9 min på et bad? I løbet af de 9 min. skal personalet også hjælpe med at tørre, smøre creme på kroppen og få tøj både af og på.

Ruth skriver, at hjemmeplejen er et plejeorgan og ikke en vicevært funktion. Det er ganske rigtigt, og det er der heller ingen i hjemmeplejen, der regner med. Men personalet ønsker at varetage de behov, som de med deres faglige viden og deres empati kan se borgerne har behov for, og dette er ofte meget svært pga. minuttyranniet og de stramme tildelinger.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:  
Kategorier:   De ældre | Kommunalvalg 2013
Menu:   E-mail | Permalink

Hvad vil Socialdemokraterne?

onsdag, 16 oktober 2013 13:56 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 42 2013

Når Kai Bayer i et læserbrev spørger, om vi ved, hvad vi vil på ældreområdet, er svaret: ”Ja. Det ved vi godt.”  Vi vil først og fremmest give de ældre mere indflydelse på deres eget liv. Vi ønsker således et opgør med den kommunale styringsmodel og at minuttyranniet afskaffes. Der skal bruges mindre tid på dokumentation og dobbeltregistreringer. Ledere og medarbejdere skal have mere frihed. Og helt centralt skal medarbejdere og borgere i dagligdagen kunne aftale, hvad der er mest behov for. Det skal ikke længere være centralt udarbejdede planer og skemaer der fortæller, hvilken pleje og omsorg den ældre har krav på. Der skal lyttes til de ældres ønsker og behov, som helt naturligt kan skifte fra dag til dag.

Det er korrekt, at Socialdemokraterne ikke - som Kai Bayer - har insisteret på, at der skal bygges nye plejeboliger. Årsagen er den simple, at der ikke er behov for flere plejeboliger i Billund Kommune. Skal der bygges nye plejeboliger skal der derfor nedlægges andre, og det er ikke det, vi går til valg på. Derfor har vi ikke kæmpet for at afsætte midler til nybyggeri i budgettet.    

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Enighed om budget

fredag, 13 september 2013 11:14 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 38/39 2013

Torsdag den 12. september blev der indgået budgetforlig for Billund kommune. Det er glædeligt, at valgkampen ikke fik lov til at stå i vejen for et fælles resultat, som alle partier kunne stå bag. Ligesom det for os er glædeligt, at der er rigtig mange socialdemokratiske fingreaftryk.  

Inklusionsopgaven fylder rigtig meget i skolerne, og området har haft vores bevågenhed, siden et flertal i byrådet besluttede, at nedlægge specialklasserne. For os er det derfor en grundsten i budgettet, at der afsat et betydeligt beløb til fagligt, at klæde skolernes lærere og pædagoger bedre på, til at løfte inklusionsopgaven. Konkret er der afsat 1,2 mio. kr. om året i 4 år. Herudover er flere af direktionens besparelsesforslag blevet trukket ud af budgettet igen. Områder, som vi allerede til 1. behandling af budgettet fremførte, vi ikke kunne acceptere, er således udtaget. De helt små børn skal ikke tidligere i børnehave, der kommer ikke turbo på de ældres toiletbesøg, besparelsen ved at hjemtage borgere er fjernet og Ungdomsskolen bevares som selvstændig institution.

Også flere nye tiltag, har fundet vej til budgettet. Bl.a. et forslag fra S om en bosætningskoordinator. Herudover bliver det iværksætterhus, S gik til valg på for 4 år siden, nu en realitet. Der afsættes en pulje på fritidsområdet til bl.a. leder- og træneruddannelse, der afsættes 1 mio. kr. om året til at forbedre den kollektive transport til ungdomsuddannelserne og der afsættes det hidtil største beløb i kommunens historie til udbygning af cykelstier. Alt i alt et godt resultat, som grundlag for kommunens arbejde de kommende år.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Syv millioner kroner til ekstra busser

onsdag, 7 august 2013 10:53 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 33 2013

I Region Syddanmark har vi to trafikselskaber – nemlig Sydtrafik og Fynbus. Her 8 år efter kommunalreformen og etableringen af Region Syddanmark har man stadig ikke kunnet finde ud af, at sammenlægge disse til et fælles selskab. Alene ved at sammenlægge de administrative funktioner vil selskaberne kunne spare 7 mio. kr. Dette fremgår af en rapport, Region Syddanmark har fået udarbejdet. Tænk hvad pengene i stedet kunne blive brugt til. Nemlig flere busser og flere afgange bl.a. i vores lokalområder.

Den kollektive trafik i Billund Kommune er ikke noget at råbe hurra for. Bor man i f.eks. Sdr. Omme, Hejnsvig eller Vorbasse, så kører den sidste bus til Grindsted sidst på eftermiddagen. Og det er endda kun på skoledage. Fremkommeligheden er svær. Ældre, der ikke selv har bil har svært ved at komme nogle steder. Og de unge kan kun deltage i fritidsaktiviteter og socialt samvær uden for deres nærområde i det omfang, far eller mor kan køre. Vi er mange ”landforældre”, der kan skrive under på, at har man børn, så er man også privatpraktiserende taxachauffør.

Jeg er helt sikker på, at de 7 millioner kunne gøre mere gavn for borgerne ved at blive brugt på nye ruter og afgange frem for på administration.

Sydtrafik siger ja til en sammenlægning, Fynbus siger nej. Nu er det heldigvis ikke trafikselskaberne, der selv skal afgøre det. Ejerne, som er regionen og kommunerne, kan nemlig forlange, af deres repræsentantskabsmedlemmer, at de skal gå ind for en sammenlægning. Derfor må byrådene og ikke mindst borgmestrene træde i karakter. Jeg håber og tror, at de jyske byråd kan bakke op omkring Sydtrafiks indstilling. Her ud over mener jeg, at de sydjyske borgmestre i Sydtrafiks område har en stor og væsentlig opgave i at forsøge at påvirke de fynske borgmestre til at være positive overfor en sammenlægning. Hvis ikke vores egen borgmester allerede har taget sagen op i Kommunekontaktrådet, vil jeg derfor opfordre ham kraftigt til at gøre det. I regionens kommunekontaktråd mødes borgmestrene netop for at drøfte, fastsætte fælles linjer og koordinere kommunernes regionalpolitiske indsats. Så det ville være oplagt at drøfte en sammenlægning af trafikselskabernes administration her.      

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Hvor skal vi spare - Anni?

lørdag, 20 juli 2013 04:27 by Gitte
Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 30, 2013

I et tidligere læserindlæg har jeg forholdt mig kritisk til Venstres forslag om nulvækst i den offentlige sektor. Som lokalpolitiker ved jeg, at kommunerne også fremover skal tænke anderledes og selvfølgelig skal vi spare, hvor vi kan. Men nulvækst i 7 år kan ikke undgå, at medføre store nedskæringer på områder, der er helt afgørende for vores velfærdssamfund.

Anni Matthiesen (V) skriver som svar herpå, at det ikke længere er muligt i den offentlige sektor, bare at dele ud til højre og venstre og, at det skal kunne betale sig, at drive virksomhed i Danmark. Disse synspunkter er jeg på ingen måde uenig i. Jeg påpeger alene, at nulvækst vil kunne mærkes og at nulvækst ikke ville kunne lade sig gøre uden at skære i kernevelfærden. Anni Matthiesen påpeger videre, at tingene sagtens kan gøres lidt mere effektivt i mange styrelser og ministerier. Jeg skal ikke kunne sige, om dette er rigtigt, hertil er mit kendskab til de forskellige arbejdsgange i styrelser og ministerier for ringe. Det kan dog konstateres, at i 10 år med borgerligt styre gik omkostningerne kun en vej – nemlig opad. Jeg forholder mig alene til, at de 46 mio. kr. vi i givet fald ville skulle spare i Billund kommune er voldsomt.

Jeg bliver derfor nødt til at spørge dig, Anni, om du virkelig ikke mener, at 46 mio. kr. ville kunne mærkes i vores kommune? Det kunne være interessant at høre, hvor vil du foreslå, at nedskæringerne skal foretages. I vores daginstitutioner, hvor udgifterne pr. barn i forvejen er lavere end gennemsnittet i regionen? Eller på folkeskoleområdet, hvor der allerede er sparet meget de senere år? Eller er det udgifterne til vores allersvageste borgere du forestiller dig, at skære i – f.eks. indenfor ældre-  eller handicapområdet? Du har jo været ansat i kommunen og er tæt på borgmesteren, så det kan du sikkert svare på.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Nulvækst vil forringe velfærden - også i Billund kommune

fredag, 12 juli 2013 04:20 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 29, 2013

I den seneste tid er Venstres forslag om nulvækst fra 2014-2020 blevet debatteret heftigt i medierne. Venstre mener ikke, det vil kunne mærkes. Venstre mener blot, vi skal effektivisere i kommunerne.  Nu viser en undersøgelse fra Arbejdebevægelsens Erhvervsråd imidlertid, at alene i Billund Kommune vil vi skulle spare 46 mio. kr. og fyre 70 medarbejdere.

Efter at have siddet i byrådet i snart 8 år, været med til 7 budgetforhandlinger og talt med rigtig mange forældre, ældre, pårørende, medarbejdere, foreningsbestyrelser, frivillige, virksomheder og mange andre, ja så ved jeg, at en besparelse på 46 mio. kr. vil kunne mærkes. Nulvækst vil betyde, at vi bliver nødt til, at skære i vores kernevelfærd. At folkeskolen og ældreplejen – endnu engang – må stå for skud. Derfor tager jeg skarpt afstand fra Venstres forslag. Og jeg kan slet ikke forstå, at man ikke kan tænke større tanker efter at tilbragt over et år i en hængekøje.

Det er aldrig nemt, at effektivisere i den offentlige sektor. Det viser de seneste års smalhals. Og det kan sjældent gøres på en måde, som ikke for nogle vil opleves, som en forringelse af velfærden. Vi skal selvfølgelig fortsat blive bedre til at gøre tingene anderledes. Tænke nyt og spare, hvor vi kan. Det nødvendiggør den demografiske udfordring vi står over for. Men tingene skal siges som de er – også af Venstre. Og vil man have nulvækst – ikke bare i et, men i syv år – ja, så skal der altså andre og endnu voldsommere nedskæringer til, end dem vi hidtil har set. 

Venstres udgangspunkt er, at den offentlige sektor er en bremse for privat vækst. Jeg mener, det er en fejlslutning, at se sådan på det. Den offentlige og den private sektor er en forudsætning for hinanden. Lokalt er bosætningen - og dermed arbejdskraft til virksomhederne - afhængig af, at vi har gode børnehaver, gode skoler, gode fritidsfaciliteter mv.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5