Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

Et helt fantastisk budget

lørdag, 12 september 2015 06:36 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 38 2015

Fra Socialdemokraternes side er vi rigtig glade og stolte af det budgetforlig, vi netop har indgået med V og DF i Billund Kommune. Det er et godt budget, fordi det giver mere service til borgerne. Primært indenfor børne-, skole- og ældreområdet. Det er også et modigt budget, fordi vi som forligsparter viser, at vi tør efterleve vores visioner. Det er derfor ganske betydelige beløb, der afsættes til både dagtilbud og skole. Vi har fra S’side ofte sagt, at visionen om at være Børnenes Hovedstad forpligtiger. At afsætte flere midler til børn og skole har været en kamp, vi altid har kæmpet. Med de midler dagtilbudsområdet tilføres er det nu muligt, at forbedre normeringen i børnehaver og vuggestuer. Ligesom det er muligt, at sikre virkardækningen i folkeskolerne, når personalet er på kursus. Hvis det er det, personalet ønsker. For det helt afgørende er, at personalet får indflydelse på, hvad pengene konkret skal bruges til. Vi er glade for, at der fortsat ydes Cafe Jydepotten et betydeligt kommunalt tilskud. Det er en stor opgave, der løftes til gavn for nogle af vores aller svageste borgere. Og hvor er det godt, at det kan fortsætte. Når der forhandles budget drejer det sig altid om at give og tage. Der kan være ting, der ikke blev plads til og andet, man ikke kom igennem med. Det er betingelserne for alle parter. Et valg imellem serviceudvidelse og skattelettelse vil for S altid falde på serviceudvidelse. I dette års budget har vi imidlertid været i den heldige situation, at der var plads til begge dele. Derfor griber vi muligheden for indflydelse – det skylder vi borgerne.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Budget 2015 opruster på beskæftigelsesområdet

fredag, 10 oktober 2014 05:36 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 42 2014

I det budget, som byrådet netop har vedtaget, er der en klar oprustning på beskæftigelsesområdet. Det ses bl.a. ved, at der er afsat ressourcer til en styrkelse af den virksomhedsrettede indsats. Dialogen og samarbejdet med vores lokale virksomheder er nemlig helt afgørende, når vi skal skaffe job til ledige på enten dagpenge eller kontanthjælp. Det er også vejen frem, når vi skal fremskaffe den arbejdskraft, virksomhederne fremadrettet har behov for. Det handler dels om synliggørelse af jobåbninger, til gavn for både ledige og virksomheder, og det handler om, at uddanne og præge de unge i retningen af fremtidens arbejdsmarked.

Når den virksomhedsrettede indsats styrkes er det samtidig målet, at kunne få etableret flere virksomhedscentre på virksomhederne. Virksomhedscentrene er primært til gavn for de mest udsatte af vores borgere, der således vil indgå i opgaveløsninger på de konkrete virksomheder. Hensigten er, at skaffe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet beskæftigelse gennem et praktikforløb, hvor der er en mentor tilknyttet.

I budget 2015 er der også afsat midler til yderligere 10 kommunalt finansierede EGU-praktikpladser. EGU-elever tager deres skoleophold på Produktionsskolen, mens praktikdelen finder sted på en privat eller offentlig arbejdsplads.  

Oprustningen på beskæftigelsesområdet hænger sammen med den Beskæftigelsesplan, byrådet godkendte i september måned. De mange intentioner i Beskæftigelsesplan 2015 ville således vanskeligt kunne gennemføres, hvis ikke Byrådet havde godkendt styrkelsen af især den virksomhedsrettede indsats. Så det er dejligt, at budgettet nu er faldet endeligt på plads med godkendelse af V, DF og S.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Budget 2015 investerer i børnene

fredag, 10 oktober 2014 05:32 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 42 2014

Byrådet har netop godkendt budgettet for 2015. Det er et godt budget, hvor vi har valgt, at investere i børnene og Billund Kommunes fremtid. I mange kommuner, har økonomien været så presset, at sparekniven er blevet svunget over både folkeskole- og dagtilbudsområdet. I Billund Kommune har vi imidlertid holdt fanen højt og har tilført ikke færre, men flere penge. Der er afsat midler til at styrke normeringen i daginstitutionerne, der tilføres flere midler til folkeskolen og til et kvalitetsmæssigt løft af de pædagogiske miljøer i både folkeskole og dagtilbud. Herudover er der tilført midler til ungdomsuddannelsesvejledningen og til renovering af eksisterende bygninger. Samlet er området tilført tæt på 100 mio. kr. over de næste 4 år. Den Socialdemokratiske gruppes udgangspunkt for efterårets budgetforhandlinger var, at vi ønskede, at styrke vores folkeskoler og daginstitutioner. Sådan er det også gået, for det er jo ved forhandlingsbordet, man har indflydelse. Jeg er helt klar over, at man i det daglige arbejde med børnene kunne ønske sig endnu mere. Men der er blevet taget et ganske stort skridt i næste års budget, og så må vi med udgangspunkt heri se på muligheder og udfordringer.        

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:   , ,
Kategorier:   Kommune | Børn og unge | Økonomi | Budget
Menu:   E-mail | Permalink

Bedre livskvalitet for senhjerneskadede

fredag, 29 august 2014 05:25 by Gitte

Læserbrev skrevet sammen med Ruth Lauridsen den 29/8-2014

I en artikel i Jydske Vestkysten søndag den 24. august fortæller avisen om et nyt og forbedret tilbud til senhjerneskadede som er en del af budgetforslaget.

Vi er rigtig glade for forslaget, der fremadrettet vil give en mere sammenhængende, koordineret og forbedret indsats for de senhjerneskadede i Billund Kommune.

I artiklen i JV kommer det desværre til at fremstå, som om det nye tilbud også indeholder et nyt botilbud til de borgere, der i dag bor på Sydtoftens Plejecenter eller i eksterne tilbud, men det er ikke oplægget.

Det nye tilbud handler om en ny, forbedret og tidlig indsats for de senhjerneskadede i Billund Kommune, og der vil fortsat være brug for eksterne genoptræningstilbud til borgere, som er moderat til svært hjerneskadede.       

Forskellen på det nye tilbud og det tilbud kommunen har i dag, vil primært bestå i, at medarbejderne opkvalificeres, således at vi i Billund Kommune kan udvikle et tilbud med kompetencer, som matcher de senhjerneskadedes behov.

Vi tror og håber på, at det nye tilbud fremadrettet kan sikre et kvalitativt og effektivt tilbud som kan være med til at løfte den enkelte borgers udvikling, og dermed sikre bedre livskvalitet for borgere og pårørende.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:   , ,
Kategorier:   Kommune | De ældre
Menu:   E-mail | Permalink

Min 1. maj tale på Engen 2014

torsdag, 1 maj 2014 11:29 by Gitte

Kære alle sammen. Tak for ordret. Tak for, at jeg, som gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe, må stå her i dag. Og tak til fagbevægelsen fordi I igen i år, laver det her arrangement.

1.maj signalerer rigtig mange ting for alle os, der er til stede her i dag. Historien fortæller os, at dagen er en kampdag og en festdag. Og dagen markerer, at når mennesker virkelig vil, så kan der opnås resultater. Derfor er 1. Maj også en dag til eftertænksomhed. Det er tid til et servicetjek af de normer og værdier, vi basere vores samfund på.

Jeg vil derfor gerne bringe kampen for større lighed i spil. Den kamp har altid været en socialdemokratisk kamp, det har været venstrefløjens kamp og fagbevægelsens kamp. Men kampen har haft svære ods i de seneste år. Det er nemlig gået den forkerte vej.

Fra perioden 2005 til 2012 er Danmark således det vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest. Fra at have positionen som verdens mest lige land, så er vi i dag kun det 14. mest lige land i Europa.

Antallet af fattige er steget – og ikke mindst er antallet af fattige børn steget. Uligheden kommer også til udtryk i vores levealder. Der er i dag næsten 10 års forskel på, hvor gamle vi kan forvente at blive, alt efter om vi kan betegnes som nogen af de rigeste, eller nogen af de fattigste i Danmark. Faktisk er postnummeret helt afgørende for, hvor gamle vi bliver.

Så det må være på sin plads, at bringe kampen mod ulighed op på en 1. maj. Det er imidlertid en kamp, der ikke alene afgøres af kroner og øre. Vejen frem handler også om, at føre værdikamp mod de normer og holdninger, der retfærdiggør og fordrer uligheden. Jeg har i dag valgt at hæfte mig ved: Eksklusion, middelmådighed og snæversyn.

Eksklusion. Når danske arbejdspladser ikke i tilstrækkelig grad tør åbne op for arbejdskraft, der er anderledes. For mennesker der har et handicap, en anden hudfarve eller bare ikke er, ligesom vi andre. Når man ikke tør tage et socialt ansvar og sige, at mangfoldighed er en styrke. Så ekskluderer vi. Mennesker sættes i bås ud fra devisen: du er ikke god nok. Og jo længere tid, et menneske ekskluderes og holdes ude, jo længere er vejen ind på arbejdsmarkedet. At kunne hjælpe sine børn på rette vej er alt andet lige lettere, når man selv er en del af et arbejdsfællesskab. Derfor er kampen mod eksklusion en del af kampen mod ulighed.

Middelmådighed. Når mennesker ikke formår, at stræbe efter noget, der er bedre. Når de unge ikke synes, det er nødvendigt, at nå længere end far og mor. Når tankerne på vestjysk vis, bestandig kredser om, hvorvidt det kan svare sig. Ja, så bliver kampen mod ulighed en kamp, vi aldrig kan vinde. Det der gennem årtier har drevet menneskeheden. Har gjort, at vi generation efter generation hele tiden har oplevet, at være bedre uddannet end den forrige. Det, der har udviklet Danmark. Ja, det har været kampen for et bedre liv. Vi ved, at uddannelse rykker, når vi skal bryde den sociale arv. At uddannelse er helt afgørende. Men man kan ikke uddanne folk, der ikke selv vil det. En uddannelse er ikke noget man får, det er noget man tager. Og det kræver blod sved og tårer. Derfor er det nødvendigt, at ville det. Og derfor er kampen mod middelmådighed også en del af kampen mod uligheden.

Snæversyn. Når vores syn på andre mennesker begrænses af vores egne normer og værdier. Når vi ikke ser mennesket bag etiketten ”ledig”, ”kontanthjælpsmodtager”, ”førtidspensionist”, ”plejehjemsbeboer” eller andet. Når vi dømmer folk ude, som i x-factor eller reality-programmerne med betegnelsen: ”du’r ikke”. Ja så får vi slet ikke set de ressourcer, det enkelte menneske har. Vi stirrer os blind på begrænsningerne og piller folk ned, frem for at bygge dem op. Vi betragter de ledige, som dovne arbejdsløse. Derfor er kampen mod snæversyn også en del, af kampen mod uligheden.

Måske synes I, at jeg er kontroversiel. At provokationerne er lige skrappe nok til en 1. maj, hvor vi jo lige skulle have det så rart. Men, der er altså meget, der ikke er rart i disse dage. I kommunerne væltes vi over ende af reformer, der har store konsekvenser for vores borgere. Samtidig har vi økonomiske udfordringer, der holder os i en spændetrøje. Ja. Er det ikke svært, at være socialdemokrat?, er der mange, der spørger. Det skal jeg bestemt ikke lægge skjul på, at det er. Men jeg ved, at det også ville have været svært, under en VK-regering. De nødvendige reformer ville stadig skulle gennemføres, og det ville stadig være vores borgere, det gjorde ondt på. Samtidig føler jeg mig overbevist om, at indholdet i reformerne ville skubbe uligheden endnu mere i den forkerte retning.

Og de økonomiske udfordringer, ja de ville have været endnu større, fordi vi ikke kunne nøjes med en vækst i de offentlige udgifter på 0,6% men måtte leve med en 0-vækst.

Det redder jo heller ikke meget, at sætte sig i et hjørne, og begræde den situation man er i. Som byråd er vores opgave altid at administrere indenfor de rammer Regeringen stikker ud – og sådan er det, uanset Regeringens farve.

Foran os venter de kommende budgetforhandlinger. Og der skal vi for alvor administrer indenfor de udstukne rammer. Vi går som bekendt ind i forhandlingerne med en blå borgmester ved roret. Det gør vi fordi vælgerne ville det sådan. Fordi de belønnede den siddende borgmester for, at det går så godt i Billund Kommune. Går det virkelig så godt?, kan man måske spørge. På mange måder gør det. Vi oplever år, hvor  LEGO’s mange millioner luner i kassen og kan bruges til gode anlæg i kommunen. Er det så borgmesterens fortjeneste? Næppe.  Og det går jo heller ikke godt på alle måder. Faktisk er vi piv-fattige, når vi ser på, hvad vi får ind i indkomstskatter. Årsagen er, at vores lønindkomster ikke er så høje i kommunen. Er det så borgmesterens skyld? Nej. Selvom vi gerne ville, så kan vi ikke gøre ham ansvarlig for de problemer.

Men det er det set-up der er, og udfordringerne er store.  Som jeg sagde, så er meget svært i disse dage. Og kampen mod uligheden er vores allesammens kamp. Kampen skal finde sted i byrådet, på Christiansborg og i de danske hjem. For udviklingen kommer ikke af sig selv, hvis vi vil bryde den negative sociale arv. Det handler om at ændre de nuværende værdier i den retning, vi ønsker verden skal bevæge sig i.

Vores børn vil måle os på, om vi gjorde det godt nok. Den tanke skal altid være i vores hoveder. Vi kommer til at gøre os umage, vi kommer til at anstrenge os. For det er os, der sammen skal bære Danmark videre.

Tak for ordet og fortsat rigtig god 1. Maj.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

BUPL's valgmøde

fredag, 25 oktober 2013 14:07 by Gitte
Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 43/44 2013

Jeg svarer gerne på spørgsmål fra Venstrekandidat Lars Hansen, som var til stede ved BUPL’s valgmøde.

Jeg sad denne aften i panel og svarede derfor på de spørgsmål jeg blev stillet. Og som du kunne have hørt, var det ofte forskellige spørgsmål vi fik. Spørgsmålene var formuleret fra salen og suppleret af Kaare R. Skou. Jeg rettede derfor ikke de af mine meddebattører, som omtalte Børnenes Hovedstad som et reklamestunt. De sagde jo også mange andre ting, som jeg ikke var enig i.

I budgetforhandlingerne var Socialdemokraternes fokus for de mindste børn, at undgå en skjult nednormering ved at nedsætte alderen for start i børnehave. Det var ikke en kamp, der forløb let. Men det var det, der var muligt her og nu. Når man indgår i budgetforhandlinger er man nødt til, at få det hele til at hænge sammen inden for den økonomiske ramme der er. Det vil du lære – hvis du bliver valgt.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Hvad vil Socialdemokraterne?

onsdag, 16 oktober 2013 13:56 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 42 2013

Når Kai Bayer i et læserbrev spørger, om vi ved, hvad vi vil på ældreområdet, er svaret: ”Ja. Det ved vi godt.”  Vi vil først og fremmest give de ældre mere indflydelse på deres eget liv. Vi ønsker således et opgør med den kommunale styringsmodel og at minuttyranniet afskaffes. Der skal bruges mindre tid på dokumentation og dobbeltregistreringer. Ledere og medarbejdere skal have mere frihed. Og helt centralt skal medarbejdere og borgere i dagligdagen kunne aftale, hvad der er mest behov for. Det skal ikke længere være centralt udarbejdede planer og skemaer der fortæller, hvilken pleje og omsorg den ældre har krav på. Der skal lyttes til de ældres ønsker og behov, som helt naturligt kan skifte fra dag til dag.

Det er korrekt, at Socialdemokraterne ikke - som Kai Bayer - har insisteret på, at der skal bygges nye plejeboliger. Årsagen er den simple, at der ikke er behov for flere plejeboliger i Billund Kommune. Skal der bygges nye plejeboliger skal der derfor nedlægges andre, og det er ikke det, vi går til valg på. Derfor har vi ikke kæmpet for at afsætte midler til nybyggeri i budgettet.    

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Enighed om budget

fredag, 13 september 2013 11:14 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 38/39 2013

Torsdag den 12. september blev der indgået budgetforlig for Billund kommune. Det er glædeligt, at valgkampen ikke fik lov til at stå i vejen for et fælles resultat, som alle partier kunne stå bag. Ligesom det for os er glædeligt, at der er rigtig mange socialdemokratiske fingreaftryk.  

Inklusionsopgaven fylder rigtig meget i skolerne, og området har haft vores bevågenhed, siden et flertal i byrådet besluttede, at nedlægge specialklasserne. For os er det derfor en grundsten i budgettet, at der afsat et betydeligt beløb til fagligt, at klæde skolernes lærere og pædagoger bedre på, til at løfte inklusionsopgaven. Konkret er der afsat 1,2 mio. kr. om året i 4 år. Herudover er flere af direktionens besparelsesforslag blevet trukket ud af budgettet igen. Områder, som vi allerede til 1. behandling af budgettet fremførte, vi ikke kunne acceptere, er således udtaget. De helt små børn skal ikke tidligere i børnehave, der kommer ikke turbo på de ældres toiletbesøg, besparelsen ved at hjemtage borgere er fjernet og Ungdomsskolen bevares som selvstændig institution.

Også flere nye tiltag, har fundet vej til budgettet. Bl.a. et forslag fra S om en bosætningskoordinator. Herudover bliver det iværksætterhus, S gik til valg på for 4 år siden, nu en realitet. Der afsættes en pulje på fritidsområdet til bl.a. leder- og træneruddannelse, der afsættes 1 mio. kr. om året til at forbedre den kollektive transport til ungdomsuddannelserne og der afsættes det hidtil største beløb i kommunens historie til udbygning af cykelstier. Alt i alt et godt resultat, som grundlag for kommunens arbejde de kommende år.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Finansministeren tog Ib's skattelettelser

onsdag, 4 september 2013 11:12 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 38/39 2013

I november 2012 lovede borgmesteren skattelettelser, hvis Venstre vel at mærke valgte HAM som spidskandidat. Her – for ud for budgetforhandlingerne – meddeler borgmesteren så, at der alligevel ikke er råd til skattelettelser, fordi pengene allerede er taget af Bjarne Corydon i form af en nedsættelse af selskabsskatten. Når man nu tilhører et parti, der prioritere skattelettelser frem for velfærd, burde det jo være helt OK! Og når man nu ved, at indkomstskatterne dækker vores drift, mens selskabsskatterne primært går til anlæg, så bliver undskyldningen rigtig søgt.

I det fremlagte budgetforslag for 2014-17 er der indlagt besparelser, fordi kommunen er begrænset af den serviceramme, kommuneaftalen pålægger os at overholde. Overskridelser vil medføre økonomiske sanktioner i form af mistet bloktilskud. Besparelser er altså nødvendige for at overholde servicerammen. Desværre er besparelser ofte at ligestille med serviceforringelser. I det konkret forslag skal børn f.eks. tidligere i børnehave og toiletbesøg skal overstås hurtigere af de ældre. Besparelser, vi fra den socialdemokratiske gruppe klart er imod.

Billund Kommunes indtægtsgrundlag i form af indkomstskatter er lavt i forhold til landets øvrige kommuner. Årsagen er, at vi ikke har så høje indkomster. Var borgmesteren kommet igennem med sine skattelettelser kunne vi være kommet i den situation, at vi ikke havde haft indtægter nok til at dække den serviceramme vi er tildelt. Hvilket ville have betydet yderligere besparelser på driften. Så uanset hvem, der har taget pengene fra borgmesteren, så kan vi i hvert fald være glade for, at skattelettelserne ikke bliver en realitet, selvom det var borgmesterens valgløfte.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Venstre fordrejer sandheden

tirsdag, 7 december 2010 08:27 by Gitte

Indlæg i Jyske Vestkysten, Vejle Amtsfolkeblad og ugeaviserne i uge 49

Den 14. Oktober 2010 blev budgettet vedtaget for 2011. Det budget står S – såvel som SF, R og V bag. Borgmesteren og Preben Jensen har i medierne fremført,  at det vedtagne budget indeholder et forlig på specialundervisningsområdet. Det er imidlertid ikke korrekt. Det vedtagne budget indeholder heller ikke en tekst om, at der skal  ”ske en decentralisering af specialklasserne til distriktsskolerne, idet specialklasserne på Søndre Skole nedlægges 31. Juli 2011”.  Fakta er nemlig, at den nævnte tekst slet ikke er politisk behandlet. Teksten er udformet af borgmesteren og hans embedsmænd – efter budgettets vedtagelse. Derfor kan hverken jeg eller for den sag skyld resten af byrådet stå til ansvar herfor. Det handler således ikke om, at S løber fra en aftale, men om, at borgmesteren henviser til en aftale, der aldrig er indgået. Det er at fordreje sandheden og det er ikke rent trav.  Når jeg på det foreliggende grundlag ikke ønsker, at flytte specialklasserne tilbage til de enkelte skoler er det fordi, jeg frygter, at børnene bliver ”tabt”. Det er sårbare børn med forskellige former for indlæringsvanskeligheder og det er vigtigt, at det er deres behov der bliver tilgodeset og ikke skolens økonomi. Høringssvarene udtrykker stor bekymring for, at nedlæggelse af specialklasserne på Søndre Skole kan få vidtrækkende konsekvenser for børnenes udvikling. Det er den bekymring, jeg har lyttet til. Jeg er samtidig dybt forundret over, at V på forhånd kan beslutte, at høringssvar ikke er noget, man vil forholde sig til. Er det ikke netop meningen med at sende noget i høring?

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 3 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5