Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

I fremtiden vil der mangle håndværkere

mandag, 18 februar 2013 11:16 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne uge 8, 2013

Region Syddanmark har netop offentliggjort en rapport om tiltag og effekter på uddannelsesområdet i 2012. Det fremgår bl.a. af rapporten, hvor mange elever, der havde tilmeldt sig en ungdomsuddannelse, da de forlod folkeskolen. Her kommer Billund Kommune ind på en klar første plads med hele 95,9%. Det er alt sammen rigtig godt og tegner – isoleret set – godt for fremtiden. Det er imidlertid tankevækkende, at hele 75,8% vælger en gymnasial uddannelse mens kun 20,1% vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Det er samme tendens vi ser i hele regionen – ja i hele landet. Det bliver det dog ikke bedre af. I vores kommune gør det sig samtidig gældende, at der i forhold til regionen er forholdsvis flere, der vælger en gymnasial uddannelse og forholdsvis færre, der vælger en erhvervsfaglig. Det er skævt. Rigtig skævt. Vi kommer således til at mangle håndværkere i årene frem over. Det er et meget stort problem i et område som vores, der udover LEGO og DuPont, især er præget af mindre virksomheder. Virksomheder, der netop har brug for smede, elektrikere, tømrer, mekanikere mv.

Jeg tror på, at et stærkt Campus Grindsted er helt afgørende for kommunens udvikling. De ufaglærte jobs bliver der færre af, og vi skal ruste de unge til fremtiden via uddannelse. Jeg er også sikker på, at det bl.a. er Campus Grindsteds fortjeneste, at så mange unge vælger at tage en ungdomsuddannelse. Uddannelsesinstitutionerne og kommunen skal imidlertid fortsætte med at styrke Campus området. Jeg tror, det bliver en ”never ending story”. Og en af udfordringerne lige nu består i at sikre mangfoldigheden af ungdomsuddannelser netop på Tinghusgade. Kun herved kan vi sørge for, at der både bliver rigtig mange unge der vælge en gymnasial uddannelse og rigtig mange, der vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Ved Syddansk Erhvervsskoles overtagelse af 10. klasse bliver de nu en synlig part på Tinghusgade sammen med Grindsted Gymnasium og Erhvervsgymnasiet. Samtidig har vi sikret og fastholdt de erhvervsfaglige uddannelsesmuligheder i kommunen. Det tror og håber jeg, giver endnu bedre udviklingsmuligheder for de unge og kommunen. Og det var helt afgørende for, at jeg valgte at støtte aftalen med Syddansk erhvervsskole.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:   , ,
Kategorier:   Kommune | Børn og unge
Menu:   E-mail | Permalink