Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

Hvem vil betale?

tirsdag, 21 oktober 2014 05:42 by Gitte

Når en oprensning af Engsøen interesserer borgerne - og medierne – så er det forståeligt. De rekreative muligheder er indlysende – for tænk, hvis vi kunne bade i søen og spise fiskene. Og tænkt, hvis vi kunne blive bekymringerne for kviksølvsforureningen kvit. Derfor er tanken også nærliggende: Er der overhovedet mulighed for at rense den sø?

Før vi har fundet nogen, der er villig til at betale for en oprensning, tror jeg imidlertid, man skal være varsom med at bruge penge på endnu en undersøgelse, som foreslået af Borgerlisten og DF. Hvis det var så let at sige, hvad en oprensning koster, så kunne man jo have gjort det for mange år siden, på baggrund af de mange undersøgelser, der allerede er lavet.  

 

En pris for oprensningen løser stadig ikke spørgsmålet om, hvem der skal betale. Vil staten? Vil regionen? Vil vi selv bidrage? Og hvordan vil vi stille os kommunalt, hvis valget kommer til at stå mellem lukning af et plejehjem – eller en skole – og så at oprense Engsøen? Det er altid en prioritering, hvordan vi bruger pengene. Der er således mange overvejelser og drøftelser, der bør foretages, inden vi kaster penge efter sådan en undersøgelse.

 

På trods af, at Grindstedværket hældte sit forurenede spildevand ud med statens godkendelse, så har staten endnu ikke vedkendt sig det økonomiske ansvar. Selvom det er samme fabrik, samme tilladelser og samme giftstoffer, som ved giftdepotet i Kærgaard Plantage. Det rigtige er derfor at få undersøgt, om nogen vil betale for en oprensning, inden der gøres andet.

 

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Nu må der ryddes op!

mandag, 6 december 2010 11:47 by Gitte
Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 48/49 2010

I Banegravsdepotet ved Grindsted ligger foruroligende mange ton kviksølv, tungmetaller, insektbekæmpelsesmidler og andre miljøfremmende stoffer begravet. Det viser en undersøgelse fra Regionen, der netop er offentliggjort. Det er ikke første gang, Banegravsdepotet undersøges. Og det er ikke første gang, at analyseresultaterne er skræmmende. Alligevel må vi konstatere, at der heller ikke nu er optakt til handling. Det vurderes således som sandsynligt, at regionen vil dække området med jord og tornebuske.

Hvor er vi lige henne, hvis så stor en forureningssag forsøges gemt af vejen på den måde? Er det den strudsepolitik man vil følge?   Det er på tide, at der tages ansvar. Ansvar for de synder der er begået i fortiden, men som desværre ligger som en tikkende bombe under den fremtid, vores børn skal være en del af. Risikomomentet er, at forureningen kan begynde, at sprede sig yderligere, ligesom vi ved, at der kontinuerligt sker en udvaskning til omgivelserne.

En forurening af den størrelsesorden SKAL samfundet have råd til at gøre noget ved. Fra den Socialdemokratiske gruppe mener vi simpelthen ikke, vi har råd til at lade være. Derfor skal der ryddes op og ikke anlægges botaniske haver. Der er tale om en opgave, der er for stor til at kommunen og Regionen kan klare den selv – derfor må staten på banen.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:  
Kategorier:   Kommune
Menu:   E-mail | Permalink

S vil en anden vej

lørdag, 21 juni 2008 12:36 by Gitte

Mit indlæg på Generalforsamlingen for Fællesledelsen for Socialdemokraterne i Billund Kommune lørdag den 21. juni 2008 

Pr. 1. januar 2008 overtog jeg posten som gruppeformand fra Marlene. Og de 6 måneder der er gået siden, har jeg oplevet som turbulente, men - på trods heraf - styrkende for den socialdemokratiske gruppe. 

Vi startede året med at miste Ole til SF. En oplevelse, der indadtil rystede gruppen, ikke mindst på grund af Oles henvisning til samarbejdsproblemer i gruppen og udadtil straks fik pressens bevågenhed. Så meget, at jeg mindre end en måned efter, jeg var tiltrådt som gruppeformand fik stillet spørgsmålet, om jeg var partiets spidskandidat. Det var en overvejelse, jeg slet ikke havde gjort mig på daværende tidspunkt, men ikke desto mindre en beslutning, jeg lige nøjagtig havde et splitsekund til at træffe, da en journalist jo aldrig stiller et spørgsmål, uden prompte at forvente et svar. Jeg besluttede at sige ja. Det er min vurdering, at det ville have svækket gruppen, hvis jeg havde svaret nej eller var kommet med et uklart svar. Samtidig var det at sige ja, fuldt ud i overensstemmelse med de intentioner jeg havde, om at samle gruppen og få markeret gruppens holdninger. Men jeg har også klart meldt ud, at jeg kun er spidskandidat, hvis partiets opbakning til det er markant. Jeg er ikke masokist og kan sagtens finde andet at bruge min tid på. Selvom jeg selvfølgelig foretrækker at bruge den på det arbejde jeg er startet på og som jeg lægger rigtig mange kræfter i. 

Som det første halve år startede såvel med uro på de interne linier som med pressens bevågenhed – sådan er det også sluttet. Og med endnu et medlem, der forlader gruppen. Det er Rash, der har valgt at flytte til Herning. Og her er situationen jo en ganske anden. Rash er stadig socialdemokrat og for ham er det familiemæssige årsager, der er baggrunden for bruddet. Personligt vil jeg komme til at savne Rash, da han har været en god støtte for mig al den tid, hvor jeg har været i politik. Han vil også blive husket og manglet rent politisk – da Rash har varetaget nogle sider, som vi andre får svært ved. Men jeg ser ikke gruppen som svækket af den grund. I stedet for Rash træder Frede ind – og med det kendskab jeg har til Frede, vil vi kunne få meget glæde af ham som gruppemedlem. Du skal være velkommen Frede og jeg glæder mig meget til samarbejdet.   

Byrådsgruppens arbejde i 2008 startede i januar med internt at få diskuteret vores profil og få taget hul på de strategiske overvejelser i relation til vores byrådsarbejde. Og allerede i februar måned tog vi afsæt heri, da investeringsoversigten som en del af budget 2008 skulle behandles i byrådet. Gruppen kom således med ændringsforslag til budgettet, idet vi ønskede penge afsat til en madordning i skolerne samt til et forsøg med offentlig transport. Venstre ønskede ikke at tilgodese vores forslag og gruppen blev nedstemt.  

Allerede i april måtte byrådet efterfølgende udskyde flere af de anlægsinvesteringer, som vi lige havde vedtaget. Da vi ikke havde nået at få udført de planlagte investeringer i 2007 og derfor overført dem til 2008,  blev vi nødt til at overføre investeringer for et tilsvarende beløb fra 2008 til 2009 – ellers ville vi blive trukket i bloktilskud i 2009. Det er det, som kaldes for  ”modregningsmekanismen” og som regeringen først meldte ud til kommunerne i april måned. Der ligger i den mekanisme en høj grad af detailstyring af den kommunale økonomi fyldt med sanktionsmekanismer, hvilket låser kommunerne fast. Netop det budskab forsøgte vi at markere os på. Paradoksalt nok, endte byrådet faktisk med at skyde flere af de samme investeringer, som den socialdemokratiske gruppe tidligere havde foreslået udskudt for at skaffe finansiering til vores ændringsforslag.  

I maj kom Grindsted Værket endnu engang på alles læber. Det kom nemlig frem, at flere af medarbejderne i 60’erne og 70’erne er blevet forgiftet med kviksølv uden at være blevet gjort opmærksom på det, selvom den daværende ledelse kendte til det. I vores lokal miljø har værket altid været beskyttet af en ring af tavshed og loyalitet. Vi skal have respekt for, at værket var og er en god arbejdsplads. Men lad mig også være helt klar i mælet her: vi bliver nødt til at bryde denne ring af tavshed. Vi må presse på op ad i systemet hos regionen og staten for at få en plan for, hvad der skal til for at beskytte vores grundvand og de borgere der kan blive berørt. Og ikke mindst, så må vi gøre hvad vi kan, for at hjælpe de borgere, der er berørt af kviksølv-sagen. Vi må her skabe politisk opbakning til at forældelsesfristen på 20 år sættes ud af kraft. Efter forlydende har disse problemer fra Grindstedværket aldrig været på en dagsorden i byrådet – lad mig derfor slå fast, at så er det på tide, at de kommer det!  

Senere i maj måned skulle byrådet godkende byggeprogrammet til IKC – det nye Fritids- og Kulturcenter i Grindsted. Byrådsgruppen finder det afgørende for kommunens fremtid, at vi kan bevare vores ungdomsuddannelser i Grindsted og som følge heraf vil IKC’s sammentænkning med Campus være central. Det var også baggrunden for, at vi ønskede biblioteket med i den 1. fase. Vi blev imidlertid endnu en gang nedstemt i byrådet og der er i det godkendte byggeprogram ikke lagt op til et bibliotek i fase 1. 

 Her for en lille uges tid siden blev aftalen mellem finansministeren og KL lavet om kommunernes økonomi i 2009. Det skete under trusler fra Lars Løkke om blot at diktere kommunerne den økonomiske ramme for 2009.   Det virker derfor til, at KL har haft pistolen for panden. KL har derfor ikke haft andet valg, hvis de fortsat ønskede indflydelse på regeringens styring af den kommunale økonomi. Bundlinien i den aftale, som er indgået er uændret niveau for service og anlægsinvesteringer i 2009. Det betyder nulvækst i velfærden de kommende år. For Billund Kommune betyder det, at hvis der er områder med udgiftspres, eller områder, hvor kommunen gerne vil opprioritere, så kan det kun finansieres gennem nedskæringer og besparelser på andre af de kommunale områder. Det er den virkelighed, vi står overfor og som vil få konsekvenser for os ikke mindst i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.  

Den offentlige leverede velfærd vil sakke bagud og blive mere og mere udhulet. Ikke alene i Billund Kommune, men på landsplan. Vi vil se en langsom forandring af vores velfærdsmodel i retningen af større grad af privat leverede velfærdsydelser. Eksempler er her sundhedsforsikringer, privathospitaler samt private skoler, børnehaver og ældrecentre. Den borgerlige regering får skabt plads til disse private leverede velfærdsydelser – de finder bedre og bedre fodfæste. Og det sker netop ved, at befolkningen bliver mere og mere utilfredse med den velfærd de modtager fra den offentlige sektor. Og den utilfredshed er der desværre ingen tvivl om, at vi i stigende grad vil komme til at opleve i de kommende år. 

Den socialdemokratiske gruppe skal være bevidste om, at det er den vej udviklingen vil gå. Men vi skal også være klar til at kæmpe imod. Vi skal forbedre kvaliteten i de offentlige tilbud, hvor vi kan og forsøge at begrænse skaderne af det minimatstats-korstog, som vi for øjeblikket ser i fremdrift.  Det er det udgangspunkt jeg vil have i det fremadrettede arbejde i byrådet.

På en række områder vil vi forsøge at markere, at S vil en anden vej.  Billund Kommune trænger til forandring. Den forandring er S bedst til at stå i spidsen for. Og det håber jeg, at alle sammen med byrådsgruppen vil samle kræfterne om i den kommende valgkamp.       

Har i øjeblikket 4.8 point givet af 6 læsere

  • Currently 4,833333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Fortidens syndere

torsdag, 4 august 2005 18:07 by Gitte

Fortidens syndere

Jyske Vestkysten torsdag den 4. august 2005

Giftige dampe, der trænger op i husene. Spor af forurening i grundvandet. En forurening, der breder sig under Grindsted by og er langt værre end oprindeligt antaget. Og en større udsivning af forurening til Grindsted Å end antaget. Det er alt sammen realiteter, der forståeligt nok kan gøre borgerne usikre og bestemt ikke øger Grindsteds image udadtil og mulighederne for at tiltrække nye virksomheder og borgere.

Forureningssagen kan betragtes som en af fortidens syndere. Ansvaret er ikke Grindstedværkets eller kommunens, da værket havde statens tilladelse til i perioden 1956-73 at dumpe det forurenede spildevand og kemikalieaffaldet. Men det er ikke rimeligt fra kommunalt hold bare at sidde med hænderne i skødet. Når vores borgmester i JyskeVestkysten den 2. august udtaler, at vi ikke kan gøre andet, end at ”sørge for, at amt og stat ikke glemmer sagen” ved at følge op med telefonopringninger og brevudveksling er jeg bestemt ikke enig. Ib Kristensen udtaler jo selv i samme artikel, at det ”bliver sundhedsfarligt på et tidspunkt”. Skal vi passivt vente på, at tidspunktet indtræffer? Borgernes velfærd trues på sigt. Og selvom ansvaret klart er statens og der ikke bør være tvivl om, hvor regningen ender, kan resultatet let blive, at borgerne kommer til at betale en uforholdsmæssig stor del af denne regning i form af reduceret velfærd. Man kan spørge sig selv, om det er rimeligt, at en sådan regning sendes videre til vores børn – hvilket jo bliver tilfældet, hvis der ikke gribes ind. Vi må presse amtet. Og vi må gøre det nu. Jeg støtter Kai Byer i, at emnet skal rejses på et byrådsmøde med invitation af særlige gæster.

Det forlyder, at der endnu mangler en undersøgelse og en kortlægning af forureningen. Jammen så få da den undersøgelse og kortlægning lavet!

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:  
Kategorier:   Kommune
Menu:   E-mail | Permalink