Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

Kovending

onsdag, 21 oktober 2009 16:52 by Gitte

Indlæg i Jyske Vestkysten, Vejleamts Folkeblad og ugeaviserne i uge 43

Pia Rose Birkegaard anklager Socialdemokraterne for at ændre standpunkt.

 

Hvis Pia tænker på madordningen i daginstitutionerne, stillede De Konservative ikke forslag, da de som en del af regeringen ikke kan stille selvstændige forslag. Regeringen stillede forslag og Socialdemokraterne stemte imod, da der ikke fulgte penge med til kommunerne. Så vores partiformand har ikke foretaget en ”kovending”.

 

Hvis Pia tænker på byrådet og der med ”partiformand” menes mig, så har De Konservative heller ikke her stillet forslag om en madordning. De Konservatives ændringsforslag til budget 2008 indeholdte ganske vist en delvis kommunal betalt madordning til folkeskoleeleverne. Ændringsforslaget kom til afstemning som en samlet pakke. Inklusiv besparelser på personale i administration og effektivitetsgevinst ved udlicitering af Park og Vej, hvilket vi stemte imod. Vores valgprogram indeholder ved dette som ved sidste valg en madordning i folkeskolen – dog ikke kommunalt betalt. Så heller ikke her er der foretaget en ”kovending”.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 4 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:  
Kategorier:   Kommune | Børn og unge | Kommunalvalg 2009
Menu:   E-mail | Permalink

Vuggestuetakster

lørdag, 3 oktober 2009 12:01 by Gitte

Indlæg Jyske Vestkysten, Vejle Amtsfolkeblad og ugeaviserne i uge 39

 

I løbet af 2009 traf byrådet to beslutninger, der får indvirkning på den takst, som forældrene kommer til at betale i kommunens vuggestuer. En af beslutningerne var, at forbedre normeringen på vuggestueområdet – altså at øge kvaliteten af pasningstilbuddet ved at reducere det antal børn, den enkelte voksne skal passe. Den anden beslutning blev taget på baggrund af et regeringspåbud om, at børn i daginstitutioner skal tilbydes et måltid mad hver dag mod, at kommunen kan hæve den andel, forældrene skal betale for en vuggestueplads fra i dag 25% til 30%. I Billund Kommune besluttede – et enigt byråd - at indføre madordningen fra 1. januar 2010 samt at hæve den andel, som forældrene skal betale til 28%.

 

I 2009 betaler forældrene 2.590 kr. om måneden for en vuggestueplads. Denne pris er anslået at  stige til 3.615 kr. i 2010. Det er mange penge – også når vi sammenligner med vores nabokommuner. Det er imidlertid et faktum, at taksterne i Billund Kommune længe har haltet bagefter taksterne i de fleste af de omkringliggende kommuner. I 2010 kommer taksterne - alene ved almindelig prisfremskrivning - således i Vejle Kommune til at ligge på 4.100 kr., i Ringkøbing-Skjern 3.507 kr., i Varde 3.265 kr.,  i Fredericia 3.223 kr., i Kolding 2.882 kr., i Herning 2.706 kr., i Esbjerg 2.701 kr. og i Vejen Kommune 2.034 kr. for et pasningstilbud på ca. 52 timer om ugen. Og disse takster er vel at mærke inden, der er indført madordning og forældrenes andel hævet fra de tidligere lovbestemte 25%.

 

Så det er ikke kun i Billund Kommune børnefamiliernes økonomi er belastet. Jeg må derfor konkludere, at flere år med skattestop har konsekvenser. Det koster på velfærden. Og kommunerne må betale sin del af prisen. Når regeringen forlods trækker kommunerne i bloktilskud, fordi der forudsættes effektivitetsgevinster pga. kommunesammenlægningen og når der overføres opgaver til kommunerne uden af pengene følger med, så er der alt andet lige færre penge, at drive velfærd for. Det havde været ønskværdigt, om det sidste års skattelettelser f.eks. kunne være brugt til at drive daginstitutioner for - frem for at blive lagt i lommen på de borgere, der i forvejen tjener mest og ikke nødvendigvis har børn, der skal i vuggestue.

 

Socialdemokraterne har – ligesom de Konservative - også ønsket at drøfte vuggestuetaksterne, da vi bestemt heller ikke er stolte af den takststigning, som der er lagt op til. Men vi fører ikke budgetforhandlinger i pressen. Vi ser imidlertid frem til den genåbning af forhandlingerne, der nu er lagt op til.     

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 5 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

S vil en anden vej

lørdag, 21 juni 2008 12:36 by Gitte

Mit indlæg på Generalforsamlingen for Fællesledelsen for Socialdemokraterne i Billund Kommune lørdag den 21. juni 2008 

Pr. 1. januar 2008 overtog jeg posten som gruppeformand fra Marlene. Og de 6 måneder der er gået siden, har jeg oplevet som turbulente, men - på trods heraf - styrkende for den socialdemokratiske gruppe. 

Vi startede året med at miste Ole til SF. En oplevelse, der indadtil rystede gruppen, ikke mindst på grund af Oles henvisning til samarbejdsproblemer i gruppen og udadtil straks fik pressens bevågenhed. Så meget, at jeg mindre end en måned efter, jeg var tiltrådt som gruppeformand fik stillet spørgsmålet, om jeg var partiets spidskandidat. Det var en overvejelse, jeg slet ikke havde gjort mig på daværende tidspunkt, men ikke desto mindre en beslutning, jeg lige nøjagtig havde et splitsekund til at træffe, da en journalist jo aldrig stiller et spørgsmål, uden prompte at forvente et svar. Jeg besluttede at sige ja. Det er min vurdering, at det ville have svækket gruppen, hvis jeg havde svaret nej eller var kommet med et uklart svar. Samtidig var det at sige ja, fuldt ud i overensstemmelse med de intentioner jeg havde, om at samle gruppen og få markeret gruppens holdninger. Men jeg har også klart meldt ud, at jeg kun er spidskandidat, hvis partiets opbakning til det er markant. Jeg er ikke masokist og kan sagtens finde andet at bruge min tid på. Selvom jeg selvfølgelig foretrækker at bruge den på det arbejde jeg er startet på og som jeg lægger rigtig mange kræfter i. 

Som det første halve år startede såvel med uro på de interne linier som med pressens bevågenhed – sådan er det også sluttet. Og med endnu et medlem, der forlader gruppen. Det er Rash, der har valgt at flytte til Herning. Og her er situationen jo en ganske anden. Rash er stadig socialdemokrat og for ham er det familiemæssige årsager, der er baggrunden for bruddet. Personligt vil jeg komme til at savne Rash, da han har været en god støtte for mig al den tid, hvor jeg har været i politik. Han vil også blive husket og manglet rent politisk – da Rash har varetaget nogle sider, som vi andre får svært ved. Men jeg ser ikke gruppen som svækket af den grund. I stedet for Rash træder Frede ind – og med det kendskab jeg har til Frede, vil vi kunne få meget glæde af ham som gruppemedlem. Du skal være velkommen Frede og jeg glæder mig meget til samarbejdet.   

Byrådsgruppens arbejde i 2008 startede i januar med internt at få diskuteret vores profil og få taget hul på de strategiske overvejelser i relation til vores byrådsarbejde. Og allerede i februar måned tog vi afsæt heri, da investeringsoversigten som en del af budget 2008 skulle behandles i byrådet. Gruppen kom således med ændringsforslag til budgettet, idet vi ønskede penge afsat til en madordning i skolerne samt til et forsøg med offentlig transport. Venstre ønskede ikke at tilgodese vores forslag og gruppen blev nedstemt.  

Allerede i april måtte byrådet efterfølgende udskyde flere af de anlægsinvesteringer, som vi lige havde vedtaget. Da vi ikke havde nået at få udført de planlagte investeringer i 2007 og derfor overført dem til 2008,  blev vi nødt til at overføre investeringer for et tilsvarende beløb fra 2008 til 2009 – ellers ville vi blive trukket i bloktilskud i 2009. Det er det, som kaldes for  ”modregningsmekanismen” og som regeringen først meldte ud til kommunerne i april måned. Der ligger i den mekanisme en høj grad af detailstyring af den kommunale økonomi fyldt med sanktionsmekanismer, hvilket låser kommunerne fast. Netop det budskab forsøgte vi at markere os på. Paradoksalt nok, endte byrådet faktisk med at skyde flere af de samme investeringer, som den socialdemokratiske gruppe tidligere havde foreslået udskudt for at skaffe finansiering til vores ændringsforslag.  

I maj kom Grindsted Værket endnu engang på alles læber. Det kom nemlig frem, at flere af medarbejderne i 60’erne og 70’erne er blevet forgiftet med kviksølv uden at være blevet gjort opmærksom på det, selvom den daværende ledelse kendte til det. I vores lokal miljø har værket altid været beskyttet af en ring af tavshed og loyalitet. Vi skal have respekt for, at værket var og er en god arbejdsplads. Men lad mig også være helt klar i mælet her: vi bliver nødt til at bryde denne ring af tavshed. Vi må presse på op ad i systemet hos regionen og staten for at få en plan for, hvad der skal til for at beskytte vores grundvand og de borgere der kan blive berørt. Og ikke mindst, så må vi gøre hvad vi kan, for at hjælpe de borgere, der er berørt af kviksølv-sagen. Vi må her skabe politisk opbakning til at forældelsesfristen på 20 år sættes ud af kraft. Efter forlydende har disse problemer fra Grindstedværket aldrig været på en dagsorden i byrådet – lad mig derfor slå fast, at så er det på tide, at de kommer det!  

Senere i maj måned skulle byrådet godkende byggeprogrammet til IKC – det nye Fritids- og Kulturcenter i Grindsted. Byrådsgruppen finder det afgørende for kommunens fremtid, at vi kan bevare vores ungdomsuddannelser i Grindsted og som følge heraf vil IKC’s sammentænkning med Campus være central. Det var også baggrunden for, at vi ønskede biblioteket med i den 1. fase. Vi blev imidlertid endnu en gang nedstemt i byrådet og der er i det godkendte byggeprogram ikke lagt op til et bibliotek i fase 1. 

 Her for en lille uges tid siden blev aftalen mellem finansministeren og KL lavet om kommunernes økonomi i 2009. Det skete under trusler fra Lars Løkke om blot at diktere kommunerne den økonomiske ramme for 2009.   Det virker derfor til, at KL har haft pistolen for panden. KL har derfor ikke haft andet valg, hvis de fortsat ønskede indflydelse på regeringens styring af den kommunale økonomi. Bundlinien i den aftale, som er indgået er uændret niveau for service og anlægsinvesteringer i 2009. Det betyder nulvækst i velfærden de kommende år. For Billund Kommune betyder det, at hvis der er områder med udgiftspres, eller områder, hvor kommunen gerne vil opprioritere, så kan det kun finansieres gennem nedskæringer og besparelser på andre af de kommunale områder. Det er den virkelighed, vi står overfor og som vil få konsekvenser for os ikke mindst i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.  

Den offentlige leverede velfærd vil sakke bagud og blive mere og mere udhulet. Ikke alene i Billund Kommune, men på landsplan. Vi vil se en langsom forandring af vores velfærdsmodel i retningen af større grad af privat leverede velfærdsydelser. Eksempler er her sundhedsforsikringer, privathospitaler samt private skoler, børnehaver og ældrecentre. Den borgerlige regering får skabt plads til disse private leverede velfærdsydelser – de finder bedre og bedre fodfæste. Og det sker netop ved, at befolkningen bliver mere og mere utilfredse med den velfærd de modtager fra den offentlige sektor. Og den utilfredshed er der desværre ingen tvivl om, at vi i stigende grad vil komme til at opleve i de kommende år. 

Den socialdemokratiske gruppe skal være bevidste om, at det er den vej udviklingen vil gå. Men vi skal også være klar til at kæmpe imod. Vi skal forbedre kvaliteten i de offentlige tilbud, hvor vi kan og forsøge at begrænse skaderne af det minimatstats-korstog, som vi for øjeblikket ser i fremdrift.  Det er det udgangspunkt jeg vil have i det fremadrettede arbejde i byrådet.

På en række områder vil vi forsøge at markere, at S vil en anden vej.  Billund Kommune trænger til forandring. Den forandring er S bedst til at stå i spidsen for. Og det håber jeg, at alle sammen med byrådsgruppen vil samle kræfterne om i den kommende valgkamp.       

Har i øjeblikket 4.8 point givet af 6 læsere

  • Currently 4,833333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Byrådsmødet den 26. februar

torsdag, 28 februar 2008 01:08 by Gitte

På byrådsmødet i tirsdags skulle investeringsoversigten for 2008 behandles. I det vedtagne budget  fra oktober 2007 indgår der nemlig alene en anlægramme for 2008  – og det var den anlægsramme, der skulle behandles på mødet. 

Venstre havde lavet et forslag, som fremgik af dagsordenspunktet. Og hertil havde den den socialdemokratiske gruppe nogle ændringsforslag, som vi fremkom med på mødet.  

For det første ønskede vi at etablere en madordning i skolerne. Vi tænkte her på forbedring af køkkenfaciliteterne. Vi mener nemlig, at det er på tide, at skolebørn i Billund kommune får mulighed for et sundt og ernæringsrigtigt måltid mad midt på dagen. Kroppen har brug for energi og andre næringsstoffer, så den kan fungere godt. 

For det andet ønskede vi at iværksætte et offentligt transport forsøg internt i Billund kommune. Konkret tænkte vi her på en forsøgsordning med en telebus – fra omegnsbyerne og ind til Billund og Grindsted. Vi forestillede os også, at forsøgsordningen kan give skoleklasser mulighed for at komme på naturskolen Søballegård og på Karensminde. 

Pengene hertil ville vi bl.a. finde ved at undlade at foretage en undersøgelse af, om der skal foretages renovering på Sdr. Omme skole – eller der skal bygges en ny skole. Gruppen har været ude og se på Sdr. Omme skole og skolen er altså ikke tjent til fortsat at blive renoveret på. Vi mente derfor, at det vil være spild af gode penge at lave undersøgelsen og det vil være endnu et udtryk for venstres syltekrukke-mentalitet. I øvrigt har venstre allerede afsat de mange mio. en ny skole koster i selve udviklingsplanen – så hvad skal vi med undersøgelsen? 

Herudover ville vi finde pengene ved at neddrosle kommunens andel af anlægudgiften til en springgrav i Billund idrætscenter til 30%. Venstre har lagt op til, at kommunen skal dække godt 60% af de faktiske udgifter til centrets springgrav. Og det er altså ikke den model vi har set anvendt andre steder i kommunen. Så oplægget fra os var altså de 30%. Det sidste sted vi ville overfører penge fra til vores projekter er fra en foreslået ombygning af plejecentret Engbo. Der forventes et påbud fra arbejdstilsynet, men vi finder det naturligt, at afvente påbudet, hvilket altså ville frigive beløbet i 2008.

Desværre faldt vores forslag - efter en meget heftig debat - til jorden, da Venstre stemt deres eget forslag igennem. Og endnu engang måtte vi sande, at det er meget, meget svært, at få noget igennem i denne byrådsperiode.

Har i øjeblikket 4.8 point givet af 5 læsere

  • Currently 4,8/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5