Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

Hvor skal vi spare - Anni?

lørdag, 20 juli 2013 04:27 by Gitte
Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 30, 2013

I et tidligere læserindlæg har jeg forholdt mig kritisk til Venstres forslag om nulvækst i den offentlige sektor. Som lokalpolitiker ved jeg, at kommunerne også fremover skal tænke anderledes og selvfølgelig skal vi spare, hvor vi kan. Men nulvækst i 7 år kan ikke undgå, at medføre store nedskæringer på områder, der er helt afgørende for vores velfærdssamfund.

Anni Matthiesen (V) skriver som svar herpå, at det ikke længere er muligt i den offentlige sektor, bare at dele ud til højre og venstre og, at det skal kunne betale sig, at drive virksomhed i Danmark. Disse synspunkter er jeg på ingen måde uenig i. Jeg påpeger alene, at nulvækst vil kunne mærkes og at nulvækst ikke ville kunne lade sig gøre uden at skære i kernevelfærden. Anni Matthiesen påpeger videre, at tingene sagtens kan gøres lidt mere effektivt i mange styrelser og ministerier. Jeg skal ikke kunne sige, om dette er rigtigt, hertil er mit kendskab til de forskellige arbejdsgange i styrelser og ministerier for ringe. Det kan dog konstateres, at i 10 år med borgerligt styre gik omkostningerne kun en vej – nemlig opad. Jeg forholder mig alene til, at de 46 mio. kr. vi i givet fald ville skulle spare i Billund kommune er voldsomt.

Jeg bliver derfor nødt til at spørge dig, Anni, om du virkelig ikke mener, at 46 mio. kr. ville kunne mærkes i vores kommune? Det kunne være interessant at høre, hvor vil du foreslå, at nedskæringerne skal foretages. I vores daginstitutioner, hvor udgifterne pr. barn i forvejen er lavere end gennemsnittet i regionen? Eller på folkeskoleområdet, hvor der allerede er sparet meget de senere år? Eller er det udgifterne til vores allersvageste borgere du forestiller dig, at skære i – f.eks. indenfor ældre-  eller handicapområdet? Du har jo været ansat i kommunen og er tæt på borgmesteren, så det kan du sikkert svare på.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Min 1. maj tale på Engen 2013

torsdag, 2 maj 2013 11:25 by Gitte

Kære alle sammen. Tak for ordret. Tak for, at jeg må stå her i dag. Og tak til fagbevægelsen fordi I igen i år, laver det her arrangement.

At den 1. maj er et symbol på arbejderklassens kamp for bedre levevilkår, ved vi alle. Fremtidens kamp bliver måske at fastholde de vilkår vi har.

Vi ved nemlig, at der er grænser for den offentlige sektors vækst. Fordi, der er for få til at forsørge de mange. Hverdagen er derfor besparelser, nedskæringer og serviceforringelser. I kender selv ordene. I kender selv betydningen.

Heldigvis bliver vi også kreative i kommunerne. Finder nye løsninger. Inspireres af tanker om ”mere for mindre” og at ”køre lidt længere på literen”.   

Jeg husker i den forbindelse tydeligt, en søndag morgen, hvor jeg sad med min avis og en portion havregryn. Børnene og manden var ikke hjemme – ellers havde vi selvfølgelig fået rundstykker. Jeg var helt alene med min havregryn - bortset fra en kat der ville ud og en hund, der ville ind. Det var der, det stod, at den offentlige sektor ”skal køre længere på literen”. Først var jeg ved at få havregrynen galt i halsen. For når hverdagen ofte er, at vi svigter, der hvor det gør ondt – så virker bemærkningen nærmest ”dumsmart”. Bagefter tyggede jeg dog lidt længere - både på havregrynen og ordene. Billedligt talt betyder det jo bare, at vi skal bruge midlerne bedre.

Den virkelighed vi står midt i er, at flere vil have mere samtidig med, at alle har en forventning om, at de skal betale mindre. Derfor bliver enderne altså uhyre vanskelige at få til at nå sammen. Og derfor – tror jeg - fremtiden vil medføre, at vi kommer til at gribe dybt ned i rettigheder, der af alle opfattes som velerhvervede. Rettighederne der har eksisteret, så længe vi kan huske. Fordi vi har betalt vores skat gennem livet, har vi også fået adgangsbillet til ydelserne.

Måske I husker Karl Marx – marxismens fader - og hans berømte ord: Yde efter evne og nyde efter behov. Sådan fungerer velfærdsstaten imidlertid ikke. Fordi de fleste af os tager, hvad vi har ret til, uanset om vi har behov eller ej. For vi har jo betalt vores skat.

Vi bliver derfor nødt til at hente solidariteten frem igen. Fagbevægelsens gode gamle dyder om, at de brede skuldre skal bære de tungeste læs. Alle skal vi ønske at bidrage til fællesskabet uden selv – nødvendigvis - at få del i ydelserne. Jeg ser en velfærdsstat som fremad målrettes efter behov og ikke efter rettigheder – som i dag. SU, børnecheck, hjemmehjælp – nogle har behov og kan få – andre må betale selv, fordi de godt kan. Til gengæld får vi også fremover råd til gode børnehaver, gode skoler. Og mulighed for fortsat at tage os af hinanden, når beskæftigelsesmulighederne svigter på grund af sygdom, alder, handicap eller ledighed. Mulighed for at hjælpe og værne om vores allersvageste medborgere.

Når nu enderne er så svære at få til at hænge sammen. Så kan vi vel benytte os af frivillig arbejdskraft, ville I måske sige. Jeg siger nej. Den danske velfærdsstat må aldrig basere sig på frivilligt arbejde. Det frivillige skal kun være et supplement og bygge ovenpå velfærdsstaten. Derfor tager jeg også afstand fra Fredericia kommunes tanker om, at lade forældrene passe børn i daginstitutionernes ydertimer. Og jeg betragter med gru den udvikling der er i England, hvor flere og flere frivillige varetager decidere plejeopgaver.

Frivillige skal udføre arbejde, der ellers ikke ville blive gjort. Og de skal gøre det, fordi de har lyst. Som på Karensminde – f.eks. – og biblioteksfilialerne i Vorbasse og Sdr. Omme og på plejecentrene. Når blot vi respekterer grænsen, skal vi hilse det frivillige arbejde velkommen. For et samfund uden frivillige er et fattigt samfund. Det handler det om samfundsansvar og om, at være der for andre.  Både de frivillige og de der får hjælp af de frivillige, har nemlig glæde af fællesskabet.  

I disse år taler man meget om den inkluderende skole. Hvilket jo også handler også om fællesskaber.  

Dette var baggrunden for, at et flertal i byrådet i bestemte, at der ikke længere skal være specialklasser i Billund Kommune. At alle børn skal inkluderes i almindelige klasser. Den dag beslutningen blev taget var en sorgens dag. Det er børnene, der tages som gidsler i kampen på at nå en urealistisk drøm. Både de børn der er i vanskeligheder og de andre børn i klassen.

Ikke fordi skolen ikke skal være inkluderende. Men fordi der på trods af gode hensigter, altså er grænser for inklusion.

Rigtig mange børn kan deltage i en almindelig klasse. Men rigtig mange er ikke alle. Nogle børn kan ikke. De vil i bedste fald bare være på ”tålt” ophold. Og i værste fald vil de opleve, at blive ekskluderet frem for inkluderet.

 

Beslutningen var forkert. Derfor stemte jeg og mine imod. Og derfor gør vi, hvad vi kan for at tilbagerulle beslutningen. Den ekspertise vi har på Sdr. Skole - de lærerkræfter  - skal i spil igen.

 

Kvalificerede og dybt engagerede lærere kendetegner vores kommune. Efter overenskomstforhandlinger, lockout og regeringsindgreb kommer der også en hverdag. Engagementet skal tændes – igen. Tændes ved medindflydelse.

Til november skal I bestemme, hvem der skal træffe beslutningerne i byrådet de næste 4 år. Og jeg vil gerne i al fortrolighed hviske jer i øret, at den siddende borgmester, er ved at blive lidt metaltræt.  Nogen i kommunen – nok mest hans egne – synes at han har gjort det udmærket. Andre er ikke enige. Men jeg vil gerne slå fast- at bliver det til 4 år mere, så bliver det også til 4 år af det samme. Og et kryds, ved en anden venstre kandidat, er altså også et kryds ved Ib Kristensen.

Så sæt jeres kryds med omhu. Lev jeres liv med omhu. For kun sammen er vi stærke. Enighed gør stærk. Husk det.

Rigtig god 1. maj.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Min 1. maj tale på Engen 2012

tirsdag, 1 maj 2012 05:27 by Gitte

Kære 1. Maj- entusiaster, kære drenge, kære piger, kære mænd, kære kvinder – hvor er det dejligt at se jer.

1.maj signalerer rigtig mange ting for alle os, der er til stede her i dag. Historien fortæller os, at dagen er en kampdag og en festdag. Dagen har sat dybe spor i det danske såvel som i det internationale samfund. Og dagen markerer, at når mennesker virkelig vil, så kan der opnås resultater. Derfor er 1. Maj også en dag til eftertænksomhed. Det er tid til at stoppe op. Til at spørge os selv om, hvor vi er på vej hen, og hvad der sker omkring os.

Og rigtig meget tyder på, at verden er i gennemgribende forandring. At den verden vi vil se i morgen vil være en ganske anden, end den vi ser i dag. Og hvorfor er det så interessant?, tænker I måske. Det er det, fordi det vil få markant betydning for vores velfærdssamfund og for den nære service, som vi står for i kommunerne. Store forandringer er altid svære at begribe og det gør os sårbare, når vi ikke helt kan overskue konsekvenserne.

De sidste par uger har vi i medierne kunnet følge retssagen mod Anders Behring Breivik. Dag for dag har vi fået et kik ind i den forskruede hjerne, der stod bag de forfærdelige handlinger, der fandt sted på Utøja sidste sommer. Og hver gang har det mindet os om, hvor hurtigt verden og den virkelighed vi befinder os i, kan forandre sig. Hvordan tæppet hårdt og brutalt kan blive revet væk under os. Hvordan vi kan miste det fundament, som vi har bygget vores liv op omkring. Vi oplever det, når vi mister nogen vi holder af. Og vi oplever det, når noget forfærdeligt sker, som i Utøja. Når overgangen sker hurtigt og pludseligt. Men vi oplever det også, når der hen over tid, sker en udvikling i vores samfund, som vender op og ned på de værdier, vi har baseret vores liv på. Sådan var det i 2008, hvor vi havde haft høj økonomisk vækst, og alle troede, træerne voksede ind i himlen. Mange husker sikkert Thor Pedersens berømte ord om, at snart ville vi – altså danskerne - eje hele verden. Det var som bekendt ikke sådan, det gik. Pludselig vendte udviklingen nemlig. Ledigheden er siden steget, og mange kan ikke længere finde en plads på arbejdsmarkedet. Banker er gået konkurs og husejere har måttet indse, at deres huse ikke kan sælges.

Også i 80’erne oplevede vi en udvikling, der fik stor betydning for mange. Vi havde en ungdomsarbejdsløshed, der bare steg og steg, til den i 1983 nåede sit hidtil højeste niveau på 19%. I dag ved vi – desværre - , at mange af de unge, der dengang ikke kunne få job, aldrig siden blev en del af arbejdsmarkedet. I dag har vi tilsvarende en alarmerende høj ungdomsarbejdsløshed. 12% af de unge kan ikke få lov til at komme ind på arbejdsmarkedet. Det er himmelråbende grotesk, at det er blandt de unge, ledigheden er størst. De unge står på springbrættet til deres voksenliv, og de er det råstof hvorpå vi skal bygge Danmarks fremtid. Og desværre venter der for mange af dem, et liv på passiv forsørgelse med alt for stor risiko for at hænge fast. For den barske sandhed er: At jo længere tid en person har været væk fra arbejdslivet, jo længere er vejen tilbage. Jeg er oprigtig bekymret for, at vi igen er ved at tabe en generation af unge på gulvet. 

I en tid med arbejdsløshed og virksomheder, der skærer ned kan det være svært, at forestille sig, at der igen kommer til at mangle arbejdskraft. Men vi ved, at det vil ske. Selvom vi ikke ved, hvornår. En økonomisk krise er altid midlertidig. På et tidspunkt vender det, og virksomhederne får igen gang i hjulene.Og når det sker, vil der mangle hænder. Alt for mange går i disse og i de kommende år ud af arbejdsmarkedet – det er de store årgange, der siger farvel. Og desværre er de årgange, der siger goddag, væsentlig mindre. Det gælder både de unge, der nu er på vej ind på arbejdsmarkedet og børnene, der senere kommer til. Det betyder, at danske virksomheder måske aldrig kan få rigtig gang i hjulene igen, fordi de vil mangle arbejdskraft. I hvert fald så langt øjet rækker. Og det betyder, at den offentlige velfærd kommer voldsomt under pres, fordi de få skal betale til de mange.

Allerede nu er ca. halvdelen af befolkningen udenfor arbejdsstyrken. Hvilket betyder, at den ene halvdel af befolkningen skal forsørges af den anden halvdel. Forandringens vinde vil derfor blæse. Fordi vi bliver for få til at betale til de mange. Og fordi, den tidligere regering ikke formåede, at ruste Danmark til den fremtid, vi står overfor. Rettidig omhu, var ikke et begreb, der optrådte i hverken Anders Fogh eller Lars Løkkes bevidsthed. Og faktum er, at de kørte Danmark i sænk og efterlod et kæmpe hul i statskassen på 100 mia. De formåede med andre ord ikke at lægge til side i de gode år – tværtimod deltog de i forbrugsfesten med vores penge.

Den nuværende Regering har nok at gøre med at vende skuden. Efter 10 år med den borgerlige Regering er der sår, der skal heles, plastre, der skal sættes på – og reformer, der skal gennemføres. I kommunerne mærker vi store som små tiltag fra Christiansborg. Det gjorde vi før og det gør vi nu. Årsagen er jo, at det er os, der står for den nære service til borgerne. Det er os, der står med fødderne solidt plantet i daginstitutionerne og folkeskolerne.

Vi oplever folkeskolelærer, hvis hverdag er ved at bryde sammen, fordi de skal rumme flere børn med flere behov. Inklusion er det nye mantra. Samtidig oplever vi pårørende til handicappede og ældre, der fortæller, at nu synes de, det er ved at være nok.Virkeligheden er, at det er ganske svært, at levere mere og bedre service, samtidig med, at pengene bliver mindre. For det er her i vores kommune de bor, de flere ældre, der kommer til. Og der er her de bor, børnene med de stadig flere diagnoser. Det er vores borgere der får nye og stigende behov. Vi får ganske vist færre børn, men når antallet af pædagoger og lærere reduceres så er det altså svært, ikke også at opfatte det som en servicenedgang.Jeg vedgår gerne, at jeg ”piver”. Det gør jeg fordi jeg kan se, hvordan det er nu og fordi jeg ved, at det – økonomisk - ikke vil blive meget bedre. Forandringens vinde blæser. Vi må indstille os på, at velfærden kommer under pres. Fordi der helt basalt er grænser for, hvad halvdelen af befolkningen har mulighed for at betale, til den anden halvdel.

Men når forandringens vinde blæser kommer det ikke kun til at handle om økonomi. Det kommer også til at handle om værdier. Vi er tilbage ved det helt grundlæggende, nemlig fordelingen af den velstand vi har. Spørgsmålet er f.eks., om man fremadrettet skal tildeles goder efter alder eller efter behov. Efter hvor mange børn man har – eller efter økonomisk formåen. Jeg tilstår gerne, at jeg hører til dem, der mener, vi først og fremmest skal tilgodese dem, der ikke har ressourcerne selv. Det må være behovet, der er det afgørende. Så må de, der har råd, til gengæld bidrage lidt mere. Vi skal have et sikkerhedsnet, der samler de borgere op, som der af den ene eller anden grund ikke er plads til ved samfundets bord. Og det sikkerhedsnet skal bl.a. bruges til at gelejde dem tilbage til en plads ved bordet. For mig er det selve kernen i den danske velfærdmodel, at vi alle skal være en del af fællesskabet. Et fællesskab der indebærer rettigheder til at modtage, når man har behov og pligter til at bidrage, i det omfang og med de ressourcer, man kan.De overordnede rammer skabes på Christiansborg. Det er jeg helt på det rene med. Men når besparelserne skal effektueres lokalt, rundt om i kommunerne, skal vi have fokus på værdierne. Derfor skal vi værne om hinanden i et fællesskab. Det handler både om, at tage hånd om de svageste og det handler om at sørge for, at vi får alle med. I det øjeblik vi holder op med at tro på, at alle har noget at give, giver vi slip på hinanden. Og vi er først for alvor et fattigt samfund, hvis holder op med at bekymre os om hinanden. 

Forandringens vinde blæser og vi vil se reformer. Det er nødvendigt for at takle de udfordringer, Danmark står over for. Og der er ingen lette løsninger. Men vi skal lokalt passe på, at det ikke kun kommer til at handle om at forringe, skære væk og spare. At velfærdssamfundet og fællesskabet ikke bliver pillet fra hinanden. Det gør vi som politikere ved at have fokus på forandringer frem for forringelser. Og det gør vi som borgere ved at give en hånd med hos dem, der af den ene eller anden grund ikke kan løfte det hele selv. Pligter og rettigheder, som vi synger i arbejdersangene. Vær der for andre, som de skal være der for dig – engager dig i samfundet.  Vi kommer til at gøre os umage, vi kommer til at anstrenge os. For det er os, der sammen skal bære Danmark igennem forandringens vinde. Det skal vi gøre, så vi fortsat kan bevare troen på, at ethvert lille barn, der kommer til verden har en chance – en chance for omsorg, uddannelse og job. Og troen på, at alle, også i den sidste måske svære tid, får muligheden for at leve et værdigt liv. Et samfund, hvor de mange får chancen for at udvikle sig. Fordi vi værner om frihed, lighed og fællesskab. Og derfor er der stadig noget at kæmpe for.

Tak for ordet og fortsat rigtig god 1. Maj.

 

Har i øjeblikket 3.3 point givet af 6 læsere

  • Currently 3,333333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

S vil en anden vej

lørdag, 21 juni 2008 12:36 by Gitte

Mit indlæg på Generalforsamlingen for Fællesledelsen for Socialdemokraterne i Billund Kommune lørdag den 21. juni 2008 

Pr. 1. januar 2008 overtog jeg posten som gruppeformand fra Marlene. Og de 6 måneder der er gået siden, har jeg oplevet som turbulente, men - på trods heraf - styrkende for den socialdemokratiske gruppe. 

Vi startede året med at miste Ole til SF. En oplevelse, der indadtil rystede gruppen, ikke mindst på grund af Oles henvisning til samarbejdsproblemer i gruppen og udadtil straks fik pressens bevågenhed. Så meget, at jeg mindre end en måned efter, jeg var tiltrådt som gruppeformand fik stillet spørgsmålet, om jeg var partiets spidskandidat. Det var en overvejelse, jeg slet ikke havde gjort mig på daværende tidspunkt, men ikke desto mindre en beslutning, jeg lige nøjagtig havde et splitsekund til at træffe, da en journalist jo aldrig stiller et spørgsmål, uden prompte at forvente et svar. Jeg besluttede at sige ja. Det er min vurdering, at det ville have svækket gruppen, hvis jeg havde svaret nej eller var kommet med et uklart svar. Samtidig var det at sige ja, fuldt ud i overensstemmelse med de intentioner jeg havde, om at samle gruppen og få markeret gruppens holdninger. Men jeg har også klart meldt ud, at jeg kun er spidskandidat, hvis partiets opbakning til det er markant. Jeg er ikke masokist og kan sagtens finde andet at bruge min tid på. Selvom jeg selvfølgelig foretrækker at bruge den på det arbejde jeg er startet på og som jeg lægger rigtig mange kræfter i. 

Som det første halve år startede såvel med uro på de interne linier som med pressens bevågenhed – sådan er det også sluttet. Og med endnu et medlem, der forlader gruppen. Det er Rash, der har valgt at flytte til Herning. Og her er situationen jo en ganske anden. Rash er stadig socialdemokrat og for ham er det familiemæssige årsager, der er baggrunden for bruddet. Personligt vil jeg komme til at savne Rash, da han har været en god støtte for mig al den tid, hvor jeg har været i politik. Han vil også blive husket og manglet rent politisk – da Rash har varetaget nogle sider, som vi andre får svært ved. Men jeg ser ikke gruppen som svækket af den grund. I stedet for Rash træder Frede ind – og med det kendskab jeg har til Frede, vil vi kunne få meget glæde af ham som gruppemedlem. Du skal være velkommen Frede og jeg glæder mig meget til samarbejdet.   

Byrådsgruppens arbejde i 2008 startede i januar med internt at få diskuteret vores profil og få taget hul på de strategiske overvejelser i relation til vores byrådsarbejde. Og allerede i februar måned tog vi afsæt heri, da investeringsoversigten som en del af budget 2008 skulle behandles i byrådet. Gruppen kom således med ændringsforslag til budgettet, idet vi ønskede penge afsat til en madordning i skolerne samt til et forsøg med offentlig transport. Venstre ønskede ikke at tilgodese vores forslag og gruppen blev nedstemt.  

Allerede i april måtte byrådet efterfølgende udskyde flere af de anlægsinvesteringer, som vi lige havde vedtaget. Da vi ikke havde nået at få udført de planlagte investeringer i 2007 og derfor overført dem til 2008,  blev vi nødt til at overføre investeringer for et tilsvarende beløb fra 2008 til 2009 – ellers ville vi blive trukket i bloktilskud i 2009. Det er det, som kaldes for  ”modregningsmekanismen” og som regeringen først meldte ud til kommunerne i april måned. Der ligger i den mekanisme en høj grad af detailstyring af den kommunale økonomi fyldt med sanktionsmekanismer, hvilket låser kommunerne fast. Netop det budskab forsøgte vi at markere os på. Paradoksalt nok, endte byrådet faktisk med at skyde flere af de samme investeringer, som den socialdemokratiske gruppe tidligere havde foreslået udskudt for at skaffe finansiering til vores ændringsforslag.  

I maj kom Grindsted Værket endnu engang på alles læber. Det kom nemlig frem, at flere af medarbejderne i 60’erne og 70’erne er blevet forgiftet med kviksølv uden at være blevet gjort opmærksom på det, selvom den daværende ledelse kendte til det. I vores lokal miljø har værket altid været beskyttet af en ring af tavshed og loyalitet. Vi skal have respekt for, at værket var og er en god arbejdsplads. Men lad mig også være helt klar i mælet her: vi bliver nødt til at bryde denne ring af tavshed. Vi må presse på op ad i systemet hos regionen og staten for at få en plan for, hvad der skal til for at beskytte vores grundvand og de borgere der kan blive berørt. Og ikke mindst, så må vi gøre hvad vi kan, for at hjælpe de borgere, der er berørt af kviksølv-sagen. Vi må her skabe politisk opbakning til at forældelsesfristen på 20 år sættes ud af kraft. Efter forlydende har disse problemer fra Grindstedværket aldrig været på en dagsorden i byrådet – lad mig derfor slå fast, at så er det på tide, at de kommer det!  

Senere i maj måned skulle byrådet godkende byggeprogrammet til IKC – det nye Fritids- og Kulturcenter i Grindsted. Byrådsgruppen finder det afgørende for kommunens fremtid, at vi kan bevare vores ungdomsuddannelser i Grindsted og som følge heraf vil IKC’s sammentænkning med Campus være central. Det var også baggrunden for, at vi ønskede biblioteket med i den 1. fase. Vi blev imidlertid endnu en gang nedstemt i byrådet og der er i det godkendte byggeprogram ikke lagt op til et bibliotek i fase 1. 

 Her for en lille uges tid siden blev aftalen mellem finansministeren og KL lavet om kommunernes økonomi i 2009. Det skete under trusler fra Lars Løkke om blot at diktere kommunerne den økonomiske ramme for 2009.   Det virker derfor til, at KL har haft pistolen for panden. KL har derfor ikke haft andet valg, hvis de fortsat ønskede indflydelse på regeringens styring af den kommunale økonomi. Bundlinien i den aftale, som er indgået er uændret niveau for service og anlægsinvesteringer i 2009. Det betyder nulvækst i velfærden de kommende år. For Billund Kommune betyder det, at hvis der er områder med udgiftspres, eller områder, hvor kommunen gerne vil opprioritere, så kan det kun finansieres gennem nedskæringer og besparelser på andre af de kommunale områder. Det er den virkelighed, vi står overfor og som vil få konsekvenser for os ikke mindst i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.  

Den offentlige leverede velfærd vil sakke bagud og blive mere og mere udhulet. Ikke alene i Billund Kommune, men på landsplan. Vi vil se en langsom forandring af vores velfærdsmodel i retningen af større grad af privat leverede velfærdsydelser. Eksempler er her sundhedsforsikringer, privathospitaler samt private skoler, børnehaver og ældrecentre. Den borgerlige regering får skabt plads til disse private leverede velfærdsydelser – de finder bedre og bedre fodfæste. Og det sker netop ved, at befolkningen bliver mere og mere utilfredse med den velfærd de modtager fra den offentlige sektor. Og den utilfredshed er der desværre ingen tvivl om, at vi i stigende grad vil komme til at opleve i de kommende år. 

Den socialdemokratiske gruppe skal være bevidste om, at det er den vej udviklingen vil gå. Men vi skal også være klar til at kæmpe imod. Vi skal forbedre kvaliteten i de offentlige tilbud, hvor vi kan og forsøge at begrænse skaderne af det minimatstats-korstog, som vi for øjeblikket ser i fremdrift.  Det er det udgangspunkt jeg vil have i det fremadrettede arbejde i byrådet.

På en række områder vil vi forsøge at markere, at S vil en anden vej.  Billund Kommune trænger til forandring. Den forandring er S bedst til at stå i spidsen for. Og det håber jeg, at alle sammen med byrådsgruppen vil samle kræfterne om i den kommende valgkamp.       

Har i øjeblikket 4.8 point givet af 6 læsere

  • Currently 4,833333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Min 1. maj tale på Engen i Grindsted 2008

torsdag, 1 maj 2008 21:46 by Gitte

1 maj 2008 

1 maj handler for mig om værdier – og om viljen til at kæmpe for de værdier. Det er især værdier som lighed og fællesskab, der har været bærende. 

Disse værdier har også været med til at skabe det samfund, som vi har i dag. Et samfund, der betegnes som et velfærdssamfund. Det velfærdssamfund er primært fagbevægelsens og socialdemokraternes projekt. Og det er et projekt, som vi kan være stolte af. Vi har skabt et samfund, der understøtter den enkelte, når han eller hun rammes af ledighed, sygdom eller andre sociale begivenheder. Et samfund, hvor der er skolegang til alle og hvor der tages hånd om de ældre og de svage. Det har kostet blod, sved og tårer. Det har krævet kampgejst og styrke. Det skal vi også huske hinanden på i dag – den 1. maj. 

Men vores visionen om øget lighed – ja den må vi i disse år se nedskudt. Her må vi erkende, at regeringen vil en anden vej. Det er uomtvisteligt, at forskellen mellem rig og fattig er vokset under Fogh’s regime. Magten og velstanden i Danmark 1. maj 2008 er uretfærdig og ulige fordelt.  

Fattigdomsproblemet har således været stigende siden 2001, hvor VK kom til magten. I Danmark er der pt. 196.000 fattige, hvor fattigdom defineres som det at leve for under 50 % af en normal (gennemsnitlig) indtægt. Og af de 196.000 fattige er den andel, der er fattige i mere end 3 år, steget fra 28.000 personer i 1997 til 46.000 i 2007. 

Samtidig lever flere børn i dag under fattigdomsgrænsen. I alt 60.000 børn lever i dag i fattigdom, hvor der var ca. 48.000 i 2001. De lever i familier, der ikke har råd til f.eks. sund mad og deltagelse i fritidsaktiviteter, ligesom deres kammerater. I tusindvis af børn vokser altså op med dårligere muligheder end deres kammerater. Dårligere muligheder for udvikle sociale netværk, arbejde med computer, få ernæringsrigtig mad mv. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt! 

Tager vi flygtninge på starthjælp, så lider de og deres børn sociale og materielle afsavn, i en sådan grad, at det skader deres integration markant. Deres behov for tilstrækkelig og sund mad kan slet ikke kan blive opfyldt. Dårlig integration på arbejdsmarkedet og asociale tiltag som starthjælpen har betydet, at vi har fået en ny underklasse i Danmark - defineret alene ved sin etniske baggrund.  

Ydermere har en række udsatte grupper i det danske samfund i dag en tilværelse præget af livsvilkår, som almindelige danskere har svært ved at forestille sig. Det gælder eksempelvis hjemløse, alkoholikere, narkomaner og prostituerede. 

Er det den vej vi vil? Og er det noget vi kan være stolte af? Nej vel! 

Det danske samfund har udviklet sig til et af de rigeste samfund i verden. De seneste år har vi haft økonomisk opsving samt et overskud på ca. 70 milliarder kroner om året i statskassen. Men rigdom er jo ikke nok. Og vi må altså konstatere, at den borgerlige regering har brugt syv år ved magten til at øge uligheden i samfundet markant. Det er ikke Socialdemokratisk politik. Og vi må klart tage afstand fra det.

Op til valget i november 2007 struttede regeringen af økonomisk selvtillid og lovede, at der var plads til både velfærd og skattelettelser.  Inden valget  fik danskerne at vide, at den danske økonomi gik ufatteligt godt med bl.a. historisk lav arbejdsløshed, høje lønstigninger på det private arbejdsmarked og løfter om mere velfærd. Den daværende finansminister Thor Pedersen udtalte endda, "at snart kan vi købe hele verden." . Efter valget – blev der dannet ny regering og vi fik en ny Finansminister. Men det var bestemt ikke Løkken. Nu brugte regeringen i stedet ord som ”overophedning” og ”ansvarlighed”. Ord der slet ikke var nye for hverken Socialdemokrater eller andre danskere, vi havde nemlig hørt, hvad Nationalbankdirektøren sagde, da han i efteråret 2007 var ude og advare mod skattelettelser. Det var også derfor vi sagde, at man ikke både kan få velfærd og skattelettelser. Men vi skulle åbenbart først på den anden side af valget – før regeringen forstod, hvad nationalbankdirektøren og vi havde sagt.

Venstre kalder sig jo et ansvarligt parti. Regeringen har derfor også brugt de første måneder af 2008 på deres korstog mod uansvarligheden. Nu skal der oprettes ro og orden – efter at regeringen selv har været med til at øge overophedning ved at gennemføre skattelettelser – primært til gavn for de bedrestillede selvfølgelig. Korstoget er derfor sat ind overfor kommunerne og de offentligt ansatte.

Kommunalreformen har flyttet opgaver fra de tidligere amter til kommunerne og der har været en voldsom underfinansiering af de nye opgaver kommunerne har overtaget. Når kommunerne så oveni reformen skal leve med både skattestop og grænser for servicevækst, så er det svære betingelser, vi stilles over for. Samtidig har Finansministeren indført sanktioner overfor kommunerne efter parolen: Kan I ikke få de midler til at slå til, som vi stiller til rådighed for jer – ja så får I bare færre næste år.  

Det er da pædagogik, der er til at forstå! Og på den måde holder regeringen kommunerne i en spændetrøje og gør det hele tiden  vanskeligere og vanskeligere, at få det hele til at hænge sammen. Det kommunale selvstyre sættes under pres - samtidig med, at kommunerne tvinges til at gøre det beskidte arbejde med at foretage serviceforringelser og effektiviseringer. Ydermere kontrolleres kommunerne snart ihjel. Kære Anders, kære Lars: Lad kommunerne få fred. Lad medarbejderne få fred. 

I Danmark er vi heldige, fordi vi har offentlig ansatte, der er idealistiske, fagligt dygtige og gerne vil gøre en forskel. Vi ved imidlertid, at det i fremtiden vil blive svært, at få hænder nok. Når flere i de kommende år går ud af arbejdsmarkedet og færre kommer derind – ja så bliver en offentlig medarbejder en mangelvare. Samtidig er flugten fra jobs i den offentlige sektor ved at være at være mærkbar. Hvordan kan vi i det hele taget skabe en bedre velfærd, hvis der i fremtiden ikke er nogen, der vil arbejde med at levere den?.  

Den offentlige medarbejder er med i hele vores livsforløb – nærmest fra vugge til grav. Det er medarbejdere i den offentlige sektor, der passer os, når vi er små, underviser os, når vi skal i skole, tager sig af os, når vi bliver syge og passer os, når vi bliver gamle. Hvis vi synes, at vores liv er så meget værd, hvorfor vil vi så ikke give de mennesker, der følger os livet igennem nogle ordentlige arbejdsbetingelser? 

Vi er ganske simpelthen nødt til at forbedre arbejdsmiljøet i den offentlige sektor – ellers ender vi med slet ikke at have nogen offentlig sektor. Velfærd og arbejdsmiljø er i øvrigt ikke et spørgsmål om det ene på bekostning af det andet. Vi får den bedste hverdag for børnene, for de syge og for de ældre, ved at skabe et bedre arbejdsliv. Så lad os tage fat der. 

Et bedre arbejdsmiljø vil gøre det mere attraktivt at arbejde i den offentlige sektor. Men vi er altså også nødt til at se på lønnen. En lønstigning på 12,8 % over 3 år er historisk høj – er der blevet sagt. Jeg vil kalde det peanuts. Det retter IKKE op på forskellen mellem det private og det offentlige arbejdsmarked. Men det afhjælper, at forskellen ikke bliver uddybet.  I den private sektor steg lønnen alene 4,3 pct. fra fjerde kvartal 2006 til fjerde kvartal 2007.  

Så det er forståeligt, at FOA medlemmerne og andre i den offentlige omsorg i øjeblikket kæmper for bedre løn og bedre ansættelsesvilkår. Vi har i den forbindelse hørt i medierne, at den konservative Mads Lebæk forhandlingsleder fra KL til gengæld har svært ved at forstå, hvorfor FOA er i konflikt, når nu SOSU-assistenterne rent faktisk var blevet tilbudt 15% over 3 år. Urimeligheden heri er imidlertid indlysende for os andre – for hvem var det lige, der skulle betale? Pædagoger og dagplejemødre! 

Nej. Pengene må komme fra den Finansminister, der har holdt kommuner og regioner i et jerngreb i 7 år. Jeg vil derfor ønske de aktionerende al mulig held og lykke med det pres, de har lagt på de offentlige arbejdsgivere. Og jeg håber, at FOA’s forsøg i går på at få dialog i gang må lykkes. 

Danmark er et rigt land. Vi har råd – ikke bare til at bevare – men også til at udbygge velfærdssamfundet. Det er det, vi skal minde hinanden om i dag. 

Vi skal også minde hinanden om, at selvom rammerne er stramme, er der forskel på, om der lokalt sidder en IB eller en Socialdemokratisk borgmester, som vil gøre en forskel. 

Der er således stadig masser at kæmpe for. Så op på barrikaderne – og hold fanen højt hævet. Det her er vores dag.   

Rigtig god 1. maj.

Har i øjeblikket 4.8 point givet af 6 læsere

  • Currently 4,833333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5