Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

Et helt fantastisk budget

lørdag, 12 september 2015 06:36 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 38 2015

Fra Socialdemokraternes side er vi rigtig glade og stolte af det budgetforlig, vi netop har indgået med V og DF i Billund Kommune. Det er et godt budget, fordi det giver mere service til borgerne. Primært indenfor børne-, skole- og ældreområdet. Det er også et modigt budget, fordi vi som forligsparter viser, at vi tør efterleve vores visioner. Det er derfor ganske betydelige beløb, der afsættes til både dagtilbud og skole. Vi har fra S’side ofte sagt, at visionen om at være Børnenes Hovedstad forpligtiger. At afsætte flere midler til børn og skole har været en kamp, vi altid har kæmpet. Med de midler dagtilbudsområdet tilføres er det nu muligt, at forbedre normeringen i børnehaver og vuggestuer. Ligesom det er muligt, at sikre virkardækningen i folkeskolerne, når personalet er på kursus. Hvis det er det, personalet ønsker. For det helt afgørende er, at personalet får indflydelse på, hvad pengene konkret skal bruges til. Vi er glade for, at der fortsat ydes Cafe Jydepotten et betydeligt kommunalt tilskud. Det er en stor opgave, der løftes til gavn for nogle af vores aller svageste borgere. Og hvor er det godt, at det kan fortsætte. Når der forhandles budget drejer det sig altid om at give og tage. Der kan være ting, der ikke blev plads til og andet, man ikke kom igennem med. Det er betingelserne for alle parter. Et valg imellem serviceudvidelse og skattelettelse vil for S altid falde på serviceudvidelse. I dette års budget har vi imidlertid været i den heldige situation, at der var plads til begge dele. Derfor griber vi muligheden for indflydelse – det skylder vi borgerne.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Folketingsvalget

onsdag, 17 juni 2015 06:27 by Gitte

Den 15. september er der valg til Folketinget. Kapløbet mellem Rød og Blå blok er tæt. Det kan blive marginaler, der kommer til at afgøre valget – derfor er din stemme afgørende.Som socialdemokratisk gruppeformand peger jeg selvfølgelig på Socialdemokraterne. Du skal sætte dit kryds der, hvis du ønsker forandring. Ønsker, at der skabes vækst og nye job i Danmark og at skattelettelser til de rigeste ikke længere skal finansieres af de svageste. Hvis du ønsker en ny Regering.Socialdemokraternes lokale kandidat er Troels Ravn. Min anbefaling vil være, at du sætter dit kryds ved Troels. Herved kan vi få en repræsentant i folketinget, der har forståelse for de lokale problematikker og som kan rejse de lokale spørgsmål i folketingssalen. Et lokalt medlem, der bor og lever i vores del af landet - og kender de muligheder og udfordringer, netop Billund Kommune står overfor. 

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Endelig valg!

onsdag, 27 maj 2015 06:23 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 22/23 2015

Vi har ventet længe. Og som gruppeformand og byrådsmedlem venter jeg med spænding på resultatet. Fordi jeg ved, at valget bliver helt afgørende for vores fremtid. Hvis regeringsmagten tilfalder de partier, der ønsker nulvækst, så ved jeg nemlig godt, hvad det vil betyde for din og min virkelighed. Nulvækst er således en økonomisk spændetrøje, som år for år vil kræve nedskæringer i den offentlige sektor – besparelser i Billund Kommune. Jeg mener, at det er den forkerte vej. Vi har ikke brug for dårligere, men bedre velfærd. Vi skal ikke eksperimentere med færre hænder til vores ældre, syge, handicappede og børn. Det er vigtigt at tænke på den 18. juni, når krydset skal sættes. Jeg kan derfor kun opfordre til at stemme socialdemokratisk. Jeg vil samtidig anbefale, at sætte krydset personligt ved Troels Ravn – så har vi også en lokal mand på tinget efter valget. En socialdemokrat, der brænder og kæmper for vores område og de udfordringer, vi står overfor.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Min 1. maj tale på Engen 2015

fredag, 1 maj 2015 06:18 by Gitte

Kære alle sammen. Tak for ordret. Tak for, at jeg, som gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe, må stå her i dag. Og tak til fagbevægelsen fordi I igen i år, laver det her arrangement.

Det er en dejlig dag. Solen skinner, det er forår og tallene viser, at det går den rigtige vej - med Danmark. Selvom vejen for nogle har været hård, må vi alligevel godt have lov til at glæde os. For glæden rummer en erkendelse af, at livet er godt, at det er værd at leve - og en positiv forventning om fremtiden.

En fremtid, som vi alle har ansvar for at forme.

På landsplan, hvor valget nærmer sig med raske skridt, er det derfor vigtigt at kæmpe for at bevare regeringsmagten. Vi ved jo, at alternativet er, at overlade ansvaret for Danmarks ve og vel - og økonomi - til en mand, der ikke engang kan styre sin egen økonomi. Jeg må indrømme, at når jeg ser Lars Løkkes nye kampagnevideo på FB: ”Har du tre minutter – så kig med”, ja så kan jeg ikke lade være med at tænke på Faktas mangeårige slogans: ”Det tager kun 5 minutter, men vi vil så gerne, at du bliver lidt længere”. Det var en kampagne, der skulle fortælle, at den fortravlede familie hurtigt kunne få sine indkøb overstået i Fakta. Desværre tror jeg ikke, at der er ret meget vi hurtigt får overstået med lille Lars for bordenden.

Mit perspektiv er selvfølgelig kommunalt. Jeg ser på, hvad det vil betyde for os helt lokalt. Og her kan jeg ikke lade være med at frygte konsekvenserne af Venstres bebudede nulvækst. Det er jo ikke fordi, vi ikke har det svært allerede i dag. Svært ved at få råd til den nære velfærd.

Men nulvækst er en økonomisk spændetrøje, som år for år vil kræve nedskæringer i den offentlige sektor – besparelser i vores kommune. Jeg mener, at det er den forkerte vej. Vi har ikke brug for dårligere, men bedre velfærd. Vi skal ikke eksperimentere med færre hænder til vores ældre, syge, handicappede og børn. Jeg vil i dagens anledning derfor gerne citere vores statsminister, som til KL’s topmøde i marts udtalte: ”Hvis I synes det har været stramt med S ved roret - så bliver det meget værre med Lars Løkke”. Det håber jeg, at I alle tænker på, den dag krydset skal sættes. Og hvor jeg kun kan opfordre til, at I sætter det personligt og ved Troels Ravn.

Så for at bruge endnu et slogan, nemlig Danske Banks, så vil jeg gerne komme med endnu en opfordring – nemlig til Lars Løkke. Kære Lars, gør du nu det, du er bedst til, bliv du bare i hængekøjen.

Har I tre minutter, vil I i kampagnevideoen også se, at Venstre gerne vil byde udlændinge, der VIL Danmark velkommen. Men at de vil lukke af for udlændinge, der ikke vil. Den holdning, den formulering leder mig over til mit næste emne, nemlig begrebet næstekærlighed.

Et stort antal flygtninge banker i disse år på Danmarks dør og beder os om at lukke op. Millioner er på flugt fra krigszoner eller humanitære katastrofer. Især i Syrien, Irak og Sydsudan flygter folk fra overgreb og borgerkrig. Europa står over for det, der er betegnet som den største flygtningekatastrofe siden anden verdenskrig.

Hvad vil næstekærlighed være i den forbindelse? Ja, det vil være, at hjælpe mennesker i nød.

Næsten er vores nabo, mennesker vi mere eller mindre tilfældigt møder på vores vej, og som trænger til hjælp. Næstekærlighed er omsorg for andre mennesker – ansvarlighed for vores medmennesker. r vores næste i en verden, hvor, solidariteten skrumper og egoismen vokser?

Bortset fra enkelte radikaliserede elementer, så VIL alle som udgangspunkt Danmark – både herboende danskere og fremmede, som kommer hertil. Det er jeg overbevist om. Men det gælder for alle, at der kan ske noget i løbet af livet, som farver vores indstilling. Under alle omstændigheder betyder en god start, den rigtige forståelse for den kultur og det fællesskab man er en del af rigtig meget, når man skal integreres i et fremmed land. Derfor har vi også en særlig forpligtigelse til at tage godt imod de mange flygtninge, der i disse år kommer til Danmark. At udvise næstekærlighed. Det er vores ansvar og vores opgave at vise dem til rette. At fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert - i Danmark.

Desværre tales der mest om fejlslagen integration og negative konsekvenser ved at modtage flygtninge. Danskerne udviser faktisk langt mindre gæstfrihed over for mennesker på flugt end vores naboer i Sverige – selvom svenskerne tager imod seks gange så mange flygtninge som os.

Lad os prøve i stedet at tale om gevinster ved indvandringen. Det gode, det gør ved os, at hjælpe andre mennesker, at hjælpe folk på flugt. Den arbejdskraft vi snart kommer til at mangle i Danmark, de mange hænder der i disse år kommer hertil. Det er ikke bare munde, der skal mættes, men også hænder, der kan tage fat. Hvis vi tager vel imod. Hjælper tilrette og viser vejen.

Det er okay, at være bekymret. Men lad os passe på, at debatten ikke bliver fordrejet.

Kommuner er under pres. Og også i Billund Kommune, er det ikke uden problemer, at finde steder, hvor de nye flygtninge kan bo.

Det er også en opgave, at skaffe kontaktfamilier til de mange flygtninge. Helt almindelige mennesker, helt almindelige familier, der siger ja, til at hjælpe vores nye venner til rette. I 80’erne var det så populært, at være kontaktfamilie, at der her i Grindsted faktisk manglede flygtninge til de mange, der rakte hænderne frem. Tænk, hvis det kunne blive sådan igen.

Og tænkt, hvis ansvaret for hinanden det var noget vi udøvede i alle livets forhold. På arbejdspladser, i skoler, i sportsklubber. At hjælpe hinanden og at arbejde sammen er med til at skabe og styrke fællesskabet.

For når vi betragter alle som ”gode nok”. Når ingen er mere værd end andre. Og når indfaldsvinklen er, at der er plads til alle - så ser vi på menneskers ressourcer - fremfor begrænsninger. Og så er der - altid - en vej frem. Så bygger vi op, fremfor at bryde ned.

Tak for ordret og rigtig god 1. maj. 

 

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Finansministeren tog Ib's skattelettelser

onsdag, 4 september 2013 11:12 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 38/39 2013

I november 2012 lovede borgmesteren skattelettelser, hvis Venstre vel at mærke valgte HAM som spidskandidat. Her – for ud for budgetforhandlingerne – meddeler borgmesteren så, at der alligevel ikke er råd til skattelettelser, fordi pengene allerede er taget af Bjarne Corydon i form af en nedsættelse af selskabsskatten. Når man nu tilhører et parti, der prioritere skattelettelser frem for velfærd, burde det jo være helt OK! Og når man nu ved, at indkomstskatterne dækker vores drift, mens selskabsskatterne primært går til anlæg, så bliver undskyldningen rigtig søgt.

I det fremlagte budgetforslag for 2014-17 er der indlagt besparelser, fordi kommunen er begrænset af den serviceramme, kommuneaftalen pålægger os at overholde. Overskridelser vil medføre økonomiske sanktioner i form af mistet bloktilskud. Besparelser er altså nødvendige for at overholde servicerammen. Desværre er besparelser ofte at ligestille med serviceforringelser. I det konkret forslag skal børn f.eks. tidligere i børnehave og toiletbesøg skal overstås hurtigere af de ældre. Besparelser, vi fra den socialdemokratiske gruppe klart er imod.

Billund Kommunes indtægtsgrundlag i form af indkomstskatter er lavt i forhold til landets øvrige kommuner. Årsagen er, at vi ikke har så høje indkomster. Var borgmesteren kommet igennem med sine skattelettelser kunne vi være kommet i den situation, at vi ikke havde haft indtægter nok til at dække den serviceramme vi er tildelt. Hvilket ville have betydet yderligere besparelser på driften. Så uanset hvem, der har taget pengene fra borgmesteren, så kan vi i hvert fald være glade for, at skattelettelserne ikke bliver en realitet, selvom det var borgmesterens valgløfte.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Hvor skal vi spare - Anni?

lørdag, 20 juli 2013 04:27 by Gitte
Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 30, 2013

I et tidligere læserindlæg har jeg forholdt mig kritisk til Venstres forslag om nulvækst i den offentlige sektor. Som lokalpolitiker ved jeg, at kommunerne også fremover skal tænke anderledes og selvfølgelig skal vi spare, hvor vi kan. Men nulvækst i 7 år kan ikke undgå, at medføre store nedskæringer på områder, der er helt afgørende for vores velfærdssamfund.

Anni Matthiesen (V) skriver som svar herpå, at det ikke længere er muligt i den offentlige sektor, bare at dele ud til højre og venstre og, at det skal kunne betale sig, at drive virksomhed i Danmark. Disse synspunkter er jeg på ingen måde uenig i. Jeg påpeger alene, at nulvækst vil kunne mærkes og at nulvækst ikke ville kunne lade sig gøre uden at skære i kernevelfærden. Anni Matthiesen påpeger videre, at tingene sagtens kan gøres lidt mere effektivt i mange styrelser og ministerier. Jeg skal ikke kunne sige, om dette er rigtigt, hertil er mit kendskab til de forskellige arbejdsgange i styrelser og ministerier for ringe. Det kan dog konstateres, at i 10 år med borgerligt styre gik omkostningerne kun en vej – nemlig opad. Jeg forholder mig alene til, at de 46 mio. kr. vi i givet fald ville skulle spare i Billund kommune er voldsomt.

Jeg bliver derfor nødt til at spørge dig, Anni, om du virkelig ikke mener, at 46 mio. kr. ville kunne mærkes i vores kommune? Det kunne være interessant at høre, hvor vil du foreslå, at nedskæringerne skal foretages. I vores daginstitutioner, hvor udgifterne pr. barn i forvejen er lavere end gennemsnittet i regionen? Eller på folkeskoleområdet, hvor der allerede er sparet meget de senere år? Eller er det udgifterne til vores allersvageste borgere du forestiller dig, at skære i – f.eks. indenfor ældre-  eller handicapområdet? Du har jo været ansat i kommunen og er tæt på borgmesteren, så det kan du sikkert svare på.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Nulvækst vil forringe velfærden - også i Billund kommune

fredag, 12 juli 2013 04:20 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 29, 2013

I den seneste tid er Venstres forslag om nulvækst fra 2014-2020 blevet debatteret heftigt i medierne. Venstre mener ikke, det vil kunne mærkes. Venstre mener blot, vi skal effektivisere i kommunerne.  Nu viser en undersøgelse fra Arbejdebevægelsens Erhvervsråd imidlertid, at alene i Billund Kommune vil vi skulle spare 46 mio. kr. og fyre 70 medarbejdere.

Efter at have siddet i byrådet i snart 8 år, været med til 7 budgetforhandlinger og talt med rigtig mange forældre, ældre, pårørende, medarbejdere, foreningsbestyrelser, frivillige, virksomheder og mange andre, ja så ved jeg, at en besparelse på 46 mio. kr. vil kunne mærkes. Nulvækst vil betyde, at vi bliver nødt til, at skære i vores kernevelfærd. At folkeskolen og ældreplejen – endnu engang – må stå for skud. Derfor tager jeg skarpt afstand fra Venstres forslag. Og jeg kan slet ikke forstå, at man ikke kan tænke større tanker efter at tilbragt over et år i en hængekøje.

Det er aldrig nemt, at effektivisere i den offentlige sektor. Det viser de seneste års smalhals. Og det kan sjældent gøres på en måde, som ikke for nogle vil opleves, som en forringelse af velfærden. Vi skal selvfølgelig fortsat blive bedre til at gøre tingene anderledes. Tænke nyt og spare, hvor vi kan. Det nødvendiggør den demografiske udfordring vi står over for. Men tingene skal siges som de er – også af Venstre. Og vil man have nulvækst – ikke bare i et, men i syv år – ja, så skal der altså andre og endnu voldsommere nedskæringer til, end dem vi hidtil har set. 

Venstres udgangspunkt er, at den offentlige sektor er en bremse for privat vækst. Jeg mener, det er en fejlslutning, at se sådan på det. Den offentlige og den private sektor er en forudsætning for hinanden. Lokalt er bosætningen - og dermed arbejdskraft til virksomhederne - afhængig af, at vi har gode børnehaver, gode skoler, gode fritidsfaciliteter mv.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Min 1. maj tale på Engen 2013

torsdag, 2 maj 2013 11:25 by Gitte

Kære alle sammen. Tak for ordret. Tak for, at jeg må stå her i dag. Og tak til fagbevægelsen fordi I igen i år, laver det her arrangement.

At den 1. maj er et symbol på arbejderklassens kamp for bedre levevilkår, ved vi alle. Fremtidens kamp bliver måske at fastholde de vilkår vi har.

Vi ved nemlig, at der er grænser for den offentlige sektors vækst. Fordi, der er for få til at forsørge de mange. Hverdagen er derfor besparelser, nedskæringer og serviceforringelser. I kender selv ordene. I kender selv betydningen.

Heldigvis bliver vi også kreative i kommunerne. Finder nye løsninger. Inspireres af tanker om ”mere for mindre” og at ”køre lidt længere på literen”.   

Jeg husker i den forbindelse tydeligt, en søndag morgen, hvor jeg sad med min avis og en portion havregryn. Børnene og manden var ikke hjemme – ellers havde vi selvfølgelig fået rundstykker. Jeg var helt alene med min havregryn - bortset fra en kat der ville ud og en hund, der ville ind. Det var der, det stod, at den offentlige sektor ”skal køre længere på literen”. Først var jeg ved at få havregrynen galt i halsen. For når hverdagen ofte er, at vi svigter, der hvor det gør ondt – så virker bemærkningen nærmest ”dumsmart”. Bagefter tyggede jeg dog lidt længere - både på havregrynen og ordene. Billedligt talt betyder det jo bare, at vi skal bruge midlerne bedre.

Den virkelighed vi står midt i er, at flere vil have mere samtidig med, at alle har en forventning om, at de skal betale mindre. Derfor bliver enderne altså uhyre vanskelige at få til at nå sammen. Og derfor – tror jeg - fremtiden vil medføre, at vi kommer til at gribe dybt ned i rettigheder, der af alle opfattes som velerhvervede. Rettighederne der har eksisteret, så længe vi kan huske. Fordi vi har betalt vores skat gennem livet, har vi også fået adgangsbillet til ydelserne.

Måske I husker Karl Marx – marxismens fader - og hans berømte ord: Yde efter evne og nyde efter behov. Sådan fungerer velfærdsstaten imidlertid ikke. Fordi de fleste af os tager, hvad vi har ret til, uanset om vi har behov eller ej. For vi har jo betalt vores skat.

Vi bliver derfor nødt til at hente solidariteten frem igen. Fagbevægelsens gode gamle dyder om, at de brede skuldre skal bære de tungeste læs. Alle skal vi ønske at bidrage til fællesskabet uden selv – nødvendigvis - at få del i ydelserne. Jeg ser en velfærdsstat som fremad målrettes efter behov og ikke efter rettigheder – som i dag. SU, børnecheck, hjemmehjælp – nogle har behov og kan få – andre må betale selv, fordi de godt kan. Til gengæld får vi også fremover råd til gode børnehaver, gode skoler. Og mulighed for fortsat at tage os af hinanden, når beskæftigelsesmulighederne svigter på grund af sygdom, alder, handicap eller ledighed. Mulighed for at hjælpe og værne om vores allersvageste medborgere.

Når nu enderne er så svære at få til at hænge sammen. Så kan vi vel benytte os af frivillig arbejdskraft, ville I måske sige. Jeg siger nej. Den danske velfærdsstat må aldrig basere sig på frivilligt arbejde. Det frivillige skal kun være et supplement og bygge ovenpå velfærdsstaten. Derfor tager jeg også afstand fra Fredericia kommunes tanker om, at lade forældrene passe børn i daginstitutionernes ydertimer. Og jeg betragter med gru den udvikling der er i England, hvor flere og flere frivillige varetager decidere plejeopgaver.

Frivillige skal udføre arbejde, der ellers ikke ville blive gjort. Og de skal gøre det, fordi de har lyst. Som på Karensminde – f.eks. – og biblioteksfilialerne i Vorbasse og Sdr. Omme og på plejecentrene. Når blot vi respekterer grænsen, skal vi hilse det frivillige arbejde velkommen. For et samfund uden frivillige er et fattigt samfund. Det handler det om samfundsansvar og om, at være der for andre.  Både de frivillige og de der får hjælp af de frivillige, har nemlig glæde af fællesskabet.  

I disse år taler man meget om den inkluderende skole. Hvilket jo også handler også om fællesskaber.  

Dette var baggrunden for, at et flertal i byrådet i bestemte, at der ikke længere skal være specialklasser i Billund Kommune. At alle børn skal inkluderes i almindelige klasser. Den dag beslutningen blev taget var en sorgens dag. Det er børnene, der tages som gidsler i kampen på at nå en urealistisk drøm. Både de børn der er i vanskeligheder og de andre børn i klassen.

Ikke fordi skolen ikke skal være inkluderende. Men fordi der på trods af gode hensigter, altså er grænser for inklusion.

Rigtig mange børn kan deltage i en almindelig klasse. Men rigtig mange er ikke alle. Nogle børn kan ikke. De vil i bedste fald bare være på ”tålt” ophold. Og i værste fald vil de opleve, at blive ekskluderet frem for inkluderet.

 

Beslutningen var forkert. Derfor stemte jeg og mine imod. Og derfor gør vi, hvad vi kan for at tilbagerulle beslutningen. Den ekspertise vi har på Sdr. Skole - de lærerkræfter  - skal i spil igen.

 

Kvalificerede og dybt engagerede lærere kendetegner vores kommune. Efter overenskomstforhandlinger, lockout og regeringsindgreb kommer der også en hverdag. Engagementet skal tændes – igen. Tændes ved medindflydelse.

Til november skal I bestemme, hvem der skal træffe beslutningerne i byrådet de næste 4 år. Og jeg vil gerne i al fortrolighed hviske jer i øret, at den siddende borgmester, er ved at blive lidt metaltræt.  Nogen i kommunen – nok mest hans egne – synes at han har gjort det udmærket. Andre er ikke enige. Men jeg vil gerne slå fast- at bliver det til 4 år mere, så bliver det også til 4 år af det samme. Og et kryds, ved en anden venstre kandidat, er altså også et kryds ved Ib Kristensen.

Så sæt jeres kryds med omhu. Lev jeres liv med omhu. For kun sammen er vi stærke. Enighed gør stærk. Husk det.

Rigtig god 1. maj.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Bevar kvalitet på plejecentrene

lørdag, 7 april 2012 05:14 by Gitte

Indlæg i Jyske Vestkysten, Vejle Amts Folkeblad og ugeaviserne i uge 15

Den 2. april udløb høringsfristen for Bolighandlingsplanen. Planen har været genstand for en del debat – ikke mindst fordi den lægger op til lukning af plejecentre. På trods heraf er det begrænset, hvad der er indkommet af høringssvar. Årsagen er måske, at Venstre har været ude med et oplæg om, at bevare alle plejecentre?

Fra den socialdemokratiske gruppe frygter vi de serviceforringelser, der vil blive resultatet, hvis vi ingen strukturomlægninger foretager. Der skal findes besparelser på 5 mio. kr. om året. Venstre lægger op til, at fjerne nattevagten i Hejnsvig og Stenderup/Kroager. Det er en kvalitetsforringelse, der kun henter en meget begrænset del af den nødvendige besparelse, og som vi tager afstand fra. Der er begrænsede muligheder for at installere overvågningssystemer på ældre plejecentre. Der er således intet, der tyder på, at moderne teknologi vil kunne give samme tryghed og sikkerhed som en nattevagt.

Kvalitet i ældreplejen med fokus på livskvaliteten er for os helt centralt. Det betyder også, at vi med interesse har lyttet til den borgergruppe, der peger på en midtby placering af et fremtidigt ældrecenter i Grindsted. Et værested der kan indeholde plejeboliger, ældreboliger, møde- & undervisningslokaler, værksteder, fitness, cafeteria, liberale erhverv mv.  Når Venstre mener, Mødestedet skal fastholdes, som det er i dag, så er det noget ganske andet, end det borgergruppen peger på. Der er ingen fremtid, ingen vision i at bevare Mødestedet, som i dag, og udbygningsmulighederne er begrænsede. Men der vil være en vision i at etablere et ældrecenter i Grindsted midtby. Kvicklygrunden har været nævnt som en mulighed – der kunne også være andre. Vi vil meget gerne være med til at se på en central placering, og gerne i samarbejde med en privat investor.

Har i øjeblikket 3.3 point givet af 6 læsere

  • Currently 3,333333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Min 1. maj tale på Engen 2011

tirsdag, 3 maj 2011 14:12 by Gitte

Kære 1. Maj- entusiaster, kære drenge, kære piger, kære mænd, kære kvinder – hvor er det dejligt at se jer.

Det er altid en speciel følelse at stå her 1. Maj. Historiens vingesus kan ikke undgå at påvirke, for vi ved alle, at 1. Maj  - udover at være en festdag – også er,  og altid har været, en kampdag. Og i et valgår er det rigtig godt, at markere sådan en kampdag. Vi må nemlig godt minde hinanden om, at det er nu, der skal kæmpes. For det er nu, vi har chancen - for et regeringsskifte. Og et regeringsskifte kommer ikke af sig selv. Vi skal ville det. Danmark skal turde det. Danskerne skal turde gå nye veje – finde nye løsninger på nutidens og fremtidens udfordringer.

Set med kommunale briller skal det nemlig ingen hemmelighed være, at jeg er ved at være godt og grundig træt af den siddende Regering. Træt af den dobbeltmoral, der gang på gang får minister efter minister til at råbe op og komme med højlydte trusler om økonomiske lussinger til kommunerne, hvis vi ikke gennemfører besparelser, effektiviseringer, afbureaukratiseringer, øget service og innovation. Når fakta er, at det er den Regering, som de selv sidder i, der har pålagt kommunerne den ene administrative byrde efter den anden. Der har indført et bureaukrati af regler og restriktioner og dermed været skyld i, at kommunerne har måttet overføre ressourcer fra varme hænder til kolde hænder. F.eks. har frit valg mellem offentlig og privat hjemmepleje både gjort det langt dyrere og administrativt langt mere besværligt at give de ældre hjælp. Tilsvarende har kommunerne brugt millioner af kroner og forvaltningstimer på at overholde loven om et obligatorisk måltid mad i daginstitutionerne  – for efterfølgende, da loven blev lavet om, at bruge yderligere timer på at administrere, at det nu er frivilligt. For slet ikke at tale om,  at der er investeret i køkkener, der slet ikke er brug for, fordi den enkelte institution, har valgt ordningen fra. Det er samtidig den samme Regering, der har gjort det nødvendigt at skære så hårdt i den offentlige service. Og det det er den Regering, der ikke på nogen måde har bidraget med noget, der kan løse de kommunale udfordringer. Udfordringer, der især følger af, at befolkningsmassen gradvis bliver ældre og at det specialiserede socialområde vokser. 

Regeringen har introduceret en såkaldt 0-vækst hos kommunerne. Det er den, der har ført til de omfattende forringelser, nedskæringer og fyringer rundt om i kommunerne. I virkeligheden er den såkaldte 0-vækst nemlig en minusvækst. Årsagen er, at den demografiske udvikling hele tiden øger behovet for velfærdsydelser, samtidig med, at kommunerne hele tiden får nye opgaver.

Også i Billund kommune har vi måttet finde besparelser. Mange af jer har allerede mærket det på jeres egen krop. Og de der ikke har, vil sandsynligvis komme til det. For der er ingen nemme løsninger, når indtægterne falder og udgiftsbehovet stiger. Og holder vi ikke budgettet, så får vi bare endnu færre penge at gøre med næste år. Så skæres der i bloktilskuddet. Det er en del af den sanktionslovgivning, som Folketinget har vedtaget. Og bag Finansministeren står Kristian Truelsen Dahl jo som bekendt parat med sin pumpgun. Så kommunerne må makke ret. Det er en bunden opgave vi har fået.

I Billund kommune har vi tænkt i reformer for at undgå at skære for meget i servicen. Det drejer sig om daginstitutionsområdet, skoleområdet og ældreområdet. Og det handler primært om at etablere større og mere rentable enheder. Jeg er helt klar over, at stort ikke nødvendigvis godt. Nej. Men det er heller ikke nødvendigvis skidt. Og hvor vi beholder de små enheder, må vi i hvert fald alle gøre os klart, at det er de andre områder, der kommer til at betale hertil.

Hvor der kommer reformer, vil der også komme forandringsprocesser. Og vi ved alle, at der kan være tale om rigtig store forandringer for både borgere og medarbejdere. Medinddragelse og medejerskab er for mig elementære elementer i enhver forandring. Det er det, der gør, at alle trækker i samme retning, og det er det, der skaber tryghed lige netop der, hvor det ellers kan gøre ondt. Tro mig – jeg arbejder for det. Jeg arbejder for medinddragelse og medejerskab. Også lokalt skal vi nemlig lytte til helt almindelige menneskers behov for en god og tryg hverdag. Og det er noget af det, kommunen skal være langt bedre til.

Men hvordan har det kunnet gå så galt? Hvad er det der gør, at det velfærdssamfund, som vi alle kender, er under forandring og nedbrydning? Jeg ser ikke anden forklaring end at den siddende Regering ikke har udvist rettidig omhu.

Da Regeringen kom til i 2001 overtog de nemlig et Danmark i økonomisk balance. Der var et pænt overskud på statsfinanserne. Og det fortsatte faktisk med at gå rigtig godt frem til 2009. Summer vi alle år med overskud sammen svarer det til knap 400 mia. kr. 400 mia. kr. – det er da også en sjat penge. Og det er da lidt af en bedrift at få vendt et overskud på i gennemsnit 50 mia. kr. om året til et underskud på 80 mia. kr. Nu ved vi selvfølgelig, at det ikke er de skrappeste regnedrenge Regeringen har fundet sig, og at den nuværende finansminister for en månedstid siden indrømmede en regnefejl på 45 mia. Men alligevel – der har været penge i det her – der har været penge i Danmark. Og jeg tror, at vi alle godt have brugt bare 10-20 mio. af dem i Billund Kommune. Tænk hvad vi kunne have fået for de penge.

Fakta er i hvert fald, at pengene nu er væk. De er blevet formøblet og brugt til skattelettelser til dem, der i forvejen har så rigeligt – derfor har de heller ikke formået at sætte gang i væksten, for hvordan skal dem, der allerede bruger mest, overhovedet være i stand til at bruge mere?

Pengene er i hvert fald slet ikke blevet brugt til det de burde, nemlig til at investere i fremtiden. Vi står i en situation, hvor vi stadig ikke er i stand til at takle de demografiske udfordringer vi står over for, når vi om føje år vil opleve, at for hver gang 5 forlader arbejdsmarkedet, ja så er der kun 4, der bevæger sig derind. Og vi står i en situation, hvor væksten i Danmark er en af de laveste i Europa – og forsat vil være det, så langt øjet rækker. Danmark er fanget i lavvækst. Forskning, udvikling og uddannelse er nogle af de værktøjer man kunne have brugt. Men dansk erhvervsliv har stort set ikke udviklet sig de sidste 10 år – produktiviteten er overhovedet ikke steget. Og vi er heller ikke blevet bedre uddannet. Jeg er ked af at sige det, men Danmark halter bagefter. Og når Danmark halter bagefter, så er også vores velfærdssamfund i krise. For hvor skal pengene komme fra?  

Efter 10 år med VK og et Danmark, der bløder kan man med rette spørge: Hvor er reformerne blevet af? Hvorfor er der ikke udviklet teknologi, så kommunerne i sundhedssektoren og ældreplejen kan håndtere den faldende arbejdsstyrke og det stigende behov? Hvorfor er danske virksomheders produktivitet igennem de fede år – og efter nedsættelse af selskabsskatten - ikke steget? Og sidst men ikke mindst: Hvorfor er der ikke flere, men færre unge, der tager en ungdomsuddannelse?

Blandt en af Regeringens allerstørste fadæser er, at den er ved at tabe en hel generation på gulvet. I dag får hver femte, der forlader folkeskolen ikke en ungdomsuddannelse. Samtidig er det de unge, der bliver hårdest ramt af krisen, og der bliver slet ikke gjort nok for at skaffe praktikpladser.

Udviklingstendenserne på beskæftigelsesområdet er også deprimerende for de unge. Det kan godt være, eksperterne vurderer, at ledigheden er ved at være toppet. Men fakta er, at langtidsledigheden stiger, og tilgangen til permanente ydelser stiger. Og netop en meget stor gruppe af de unge er på permanent forsørgelse. Desværre har Billund Kommune suverænt den største stigning i Regionen i antallet af netop unge på offentlig forsørgelse. Stigningen på over 5%.

Vi ikke tabe en hel generation på gulvet. Vi vil ikke have 70’ernes og 80’ernes ungdomsarbejdsløshed tilbage. Der skal gøres noget. Derfor kan vi heller ikke bruge den nuværende Regering længere. De har jo haft chancen. Men har ikke løst problemet.

Vi skal spare siger Regeringen. Det er argumentet for, hvorfor de ikke løser de udfordringer Danmark står overfor. Det er argumentet for, hvorfor kommunerne skal skære i velfærden. Men det er jo lige præcist det, vi ikke skal. Der spares alt for meget, og der forbruges og efterspørges alt for lidt. Frygten for arbejdsløshed gør forbrugerne forsigtige, så de holder på pengene. Derfor falder de private virksomheders omsætning – og de må fyre medarbejdere. Vi har tværtimod brug for investeringer og aktiviteter, der kan hjælpe os ud af krisen og som kan løse fremtidens udfordringer. Jeg ser derfor et Danmark, der har brug for forandring, hvis vi skal genskabe en fremtid for helt almindelige mennesker.

En Regering, der efter 10 år ikke har vist sig voksen til opgaven kan man nemlig ikke betro sit land. Mit håb er derfor, at I sammen med mig vil AFSÆTTE den siddende regering ved det kommende valg.

Tak for ordet og fortsat rigtig god 1. Maj.

Har i øjeblikket 4.0 point givet af 4 læsere

  • Currently 4/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5