Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

Min 1. maj tale på Engen 2014

torsdag, 1 maj 2014 11:29 by Gitte

Kære alle sammen. Tak for ordret. Tak for, at jeg, som gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe, må stå her i dag. Og tak til fagbevægelsen fordi I igen i år, laver det her arrangement.

1.maj signalerer rigtig mange ting for alle os, der er til stede her i dag. Historien fortæller os, at dagen er en kampdag og en festdag. Og dagen markerer, at når mennesker virkelig vil, så kan der opnås resultater. Derfor er 1. Maj også en dag til eftertænksomhed. Det er tid til et servicetjek af de normer og værdier, vi basere vores samfund på.

Jeg vil derfor gerne bringe kampen for større lighed i spil. Den kamp har altid været en socialdemokratisk kamp, det har været venstrefløjens kamp og fagbevægelsens kamp. Men kampen har haft svære ods i de seneste år. Det er nemlig gået den forkerte vej.

Fra perioden 2005 til 2012 er Danmark således det vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest. Fra at have positionen som verdens mest lige land, så er vi i dag kun det 14. mest lige land i Europa.

Antallet af fattige er steget – og ikke mindst er antallet af fattige børn steget. Uligheden kommer også til udtryk i vores levealder. Der er i dag næsten 10 års forskel på, hvor gamle vi kan forvente at blive, alt efter om vi kan betegnes som nogen af de rigeste, eller nogen af de fattigste i Danmark. Faktisk er postnummeret helt afgørende for, hvor gamle vi bliver.

Så det må være på sin plads, at bringe kampen mod ulighed op på en 1. maj. Det er imidlertid en kamp, der ikke alene afgøres af kroner og øre. Vejen frem handler også om, at føre værdikamp mod de normer og holdninger, der retfærdiggør og fordrer uligheden. Jeg har i dag valgt at hæfte mig ved: Eksklusion, middelmådighed og snæversyn.

Eksklusion. Når danske arbejdspladser ikke i tilstrækkelig grad tør åbne op for arbejdskraft, der er anderledes. For mennesker der har et handicap, en anden hudfarve eller bare ikke er, ligesom vi andre. Når man ikke tør tage et socialt ansvar og sige, at mangfoldighed er en styrke. Så ekskluderer vi. Mennesker sættes i bås ud fra devisen: du er ikke god nok. Og jo længere tid, et menneske ekskluderes og holdes ude, jo længere er vejen ind på arbejdsmarkedet. At kunne hjælpe sine børn på rette vej er alt andet lige lettere, når man selv er en del af et arbejdsfællesskab. Derfor er kampen mod eksklusion en del af kampen mod ulighed.

Middelmådighed. Når mennesker ikke formår, at stræbe efter noget, der er bedre. Når de unge ikke synes, det er nødvendigt, at nå længere end far og mor. Når tankerne på vestjysk vis, bestandig kredser om, hvorvidt det kan svare sig. Ja, så bliver kampen mod ulighed en kamp, vi aldrig kan vinde. Det der gennem årtier har drevet menneskeheden. Har gjort, at vi generation efter generation hele tiden har oplevet, at være bedre uddannet end den forrige. Det, der har udviklet Danmark. Ja, det har været kampen for et bedre liv. Vi ved, at uddannelse rykker, når vi skal bryde den sociale arv. At uddannelse er helt afgørende. Men man kan ikke uddanne folk, der ikke selv vil det. En uddannelse er ikke noget man får, det er noget man tager. Og det kræver blod sved og tårer. Derfor er det nødvendigt, at ville det. Og derfor er kampen mod middelmådighed også en del af kampen mod uligheden.

Snæversyn. Når vores syn på andre mennesker begrænses af vores egne normer og værdier. Når vi ikke ser mennesket bag etiketten ”ledig”, ”kontanthjælpsmodtager”, ”førtidspensionist”, ”plejehjemsbeboer” eller andet. Når vi dømmer folk ude, som i x-factor eller reality-programmerne med betegnelsen: ”du’r ikke”. Ja så får vi slet ikke set de ressourcer, det enkelte menneske har. Vi stirrer os blind på begrænsningerne og piller folk ned, frem for at bygge dem op. Vi betragter de ledige, som dovne arbejdsløse. Derfor er kampen mod snæversyn også en del, af kampen mod uligheden.

Måske synes I, at jeg er kontroversiel. At provokationerne er lige skrappe nok til en 1. maj, hvor vi jo lige skulle have det så rart. Men, der er altså meget, der ikke er rart i disse dage. I kommunerne væltes vi over ende af reformer, der har store konsekvenser for vores borgere. Samtidig har vi økonomiske udfordringer, der holder os i en spændetrøje. Ja. Er det ikke svært, at være socialdemokrat?, er der mange, der spørger. Det skal jeg bestemt ikke lægge skjul på, at det er. Men jeg ved, at det også ville have været svært, under en VK-regering. De nødvendige reformer ville stadig skulle gennemføres, og det ville stadig være vores borgere, det gjorde ondt på. Samtidig føler jeg mig overbevist om, at indholdet i reformerne ville skubbe uligheden endnu mere i den forkerte retning.

Og de økonomiske udfordringer, ja de ville have været endnu større, fordi vi ikke kunne nøjes med en vækst i de offentlige udgifter på 0,6% men måtte leve med en 0-vækst.

Det redder jo heller ikke meget, at sætte sig i et hjørne, og begræde den situation man er i. Som byråd er vores opgave altid at administrere indenfor de rammer Regeringen stikker ud – og sådan er det, uanset Regeringens farve.

Foran os venter de kommende budgetforhandlinger. Og der skal vi for alvor administrer indenfor de udstukne rammer. Vi går som bekendt ind i forhandlingerne med en blå borgmester ved roret. Det gør vi fordi vælgerne ville det sådan. Fordi de belønnede den siddende borgmester for, at det går så godt i Billund Kommune. Går det virkelig så godt?, kan man måske spørge. På mange måder gør det. Vi oplever år, hvor  LEGO’s mange millioner luner i kassen og kan bruges til gode anlæg i kommunen. Er det så borgmesterens fortjeneste? Næppe.  Og det går jo heller ikke godt på alle måder. Faktisk er vi piv-fattige, når vi ser på, hvad vi får ind i indkomstskatter. Årsagen er, at vores lønindkomster ikke er så høje i kommunen. Er det så borgmesterens skyld? Nej. Selvom vi gerne ville, så kan vi ikke gøre ham ansvarlig for de problemer.

Men det er det set-up der er, og udfordringerne er store.  Som jeg sagde, så er meget svært i disse dage. Og kampen mod uligheden er vores allesammens kamp. Kampen skal finde sted i byrådet, på Christiansborg og i de danske hjem. For udviklingen kommer ikke af sig selv, hvis vi vil bryde den negative sociale arv. Det handler om at ændre de nuværende værdier i den retning, vi ønsker verden skal bevæge sig i.

Vores børn vil måle os på, om vi gjorde det godt nok. Den tanke skal altid være i vores hoveder. Vi kommer til at gøre os umage, vi kommer til at anstrenge os. For det er os, der sammen skal bære Danmark videre.

Tak for ordet og fortsat rigtig god 1. Maj.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Er der fortsat brug for et Socialdemokrati?

fredag, 16 maj 2008 08:29 by Gitte

Dette uudtalte spørgsmål blev der klart og præcist svaret ”Ja” på. Og svaret kom fra Socialdemokraternes partiformand Helle Thorning Schmidt på et møde i Billund i går hos 3F.

Helle holdt et levende indlæg, hvor det stod lysende klart for alle tilhørere, at Socialdemokraterne fortsat har en rolle at spille og endda en meget vigtig rolle. Der er nemlig rigtig mange udfordringer i disse år, hvor uligheden øges – både økonomisk, uddannelsesmæssigt og sundhedsmæssigt.  

Vi har i dag et samfund, der understøtter den enkelte, når han eller hun rammes af ledighed, sygdom eller andre sociale begivenheder. Et samfund, hvor der er skolegang til alle og hvor der tages hånd om de ældre og de svage. Et samfund, der betegnes som et velfærdssamfund. Det er imidlertid uomtvisteligt, at forskellen mellem rig og fattig er vokset i Fogh’s regeringstid. Magten og velstanden i Danmark anno 2008 er uretfærdig og ulige fordelt.  

Fattigdomsproblemet har således været stigende siden 2001, hvor VK kom til magten. I Danmark er der pt. 196.000 fattige og heraf er den andel, der er fattige i mere end 3 år, steget fra 28.000 personer i 1997 til 46.000 i 2007. 

Samtidig lever flere børn i dag under fattigdomsgrænsen. I alt 60.000 børn lever i dag i fattigdom, hvor der var ca. 48.000 i 2001. De lever i familier, der ikke har råd til f.eks. sund mad og deltagelse i fritidsaktiviteter, ligesom deres kammerater.Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt! 

Tager vi flygtninge på starthjælp, så lider de og deres børn sociale og materielle afsavn, i en sådan grad, at det skader deres integration markant. Deres behov for tilstrækkelig og sund mad kan slet ikke kan blive opfyldt. Dårlig integration på arbejdsmarkedet og asociale tiltag som starthjælpen har betydet, at vi har fået en ny underklasse i Danmark - defineret alene ved sin etniske baggrund.  

Er det den vej vi vil? Og er det noget vi kan være stolte af? Nej vel! Derfor var jeg også glad for, at få slået fast af vores egen partiformand på mødet i dag, at Socialdemokraterne vil arbejde på at løfte disse udfordringer. Så et par gode timer sammen med Helle, der også gav grobund for vores daglige politiske arbejde i byrådet.

Har i øjeblikket 4.6 point givet af 7 læsere

  • Currently 4,571429/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Min 1. maj tale på Engen i Grindsted 2008

torsdag, 1 maj 2008 21:46 by Gitte

1 maj 2008 

1 maj handler for mig om værdier – og om viljen til at kæmpe for de værdier. Det er især værdier som lighed og fællesskab, der har været bærende. 

Disse værdier har også været med til at skabe det samfund, som vi har i dag. Et samfund, der betegnes som et velfærdssamfund. Det velfærdssamfund er primært fagbevægelsens og socialdemokraternes projekt. Og det er et projekt, som vi kan være stolte af. Vi har skabt et samfund, der understøtter den enkelte, når han eller hun rammes af ledighed, sygdom eller andre sociale begivenheder. Et samfund, hvor der er skolegang til alle og hvor der tages hånd om de ældre og de svage. Det har kostet blod, sved og tårer. Det har krævet kampgejst og styrke. Det skal vi også huske hinanden på i dag – den 1. maj. 

Men vores visionen om øget lighed – ja den må vi i disse år se nedskudt. Her må vi erkende, at regeringen vil en anden vej. Det er uomtvisteligt, at forskellen mellem rig og fattig er vokset under Fogh’s regime. Magten og velstanden i Danmark 1. maj 2008 er uretfærdig og ulige fordelt.  

Fattigdomsproblemet har således været stigende siden 2001, hvor VK kom til magten. I Danmark er der pt. 196.000 fattige, hvor fattigdom defineres som det at leve for under 50 % af en normal (gennemsnitlig) indtægt. Og af de 196.000 fattige er den andel, der er fattige i mere end 3 år, steget fra 28.000 personer i 1997 til 46.000 i 2007. 

Samtidig lever flere børn i dag under fattigdomsgrænsen. I alt 60.000 børn lever i dag i fattigdom, hvor der var ca. 48.000 i 2001. De lever i familier, der ikke har råd til f.eks. sund mad og deltagelse i fritidsaktiviteter, ligesom deres kammerater. I tusindvis af børn vokser altså op med dårligere muligheder end deres kammerater. Dårligere muligheder for udvikle sociale netværk, arbejde med computer, få ernæringsrigtig mad mv. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt! 

Tager vi flygtninge på starthjælp, så lider de og deres børn sociale og materielle afsavn, i en sådan grad, at det skader deres integration markant. Deres behov for tilstrækkelig og sund mad kan slet ikke kan blive opfyldt. Dårlig integration på arbejdsmarkedet og asociale tiltag som starthjælpen har betydet, at vi har fået en ny underklasse i Danmark - defineret alene ved sin etniske baggrund.  

Ydermere har en række udsatte grupper i det danske samfund i dag en tilværelse præget af livsvilkår, som almindelige danskere har svært ved at forestille sig. Det gælder eksempelvis hjemløse, alkoholikere, narkomaner og prostituerede. 

Er det den vej vi vil? Og er det noget vi kan være stolte af? Nej vel! 

Det danske samfund har udviklet sig til et af de rigeste samfund i verden. De seneste år har vi haft økonomisk opsving samt et overskud på ca. 70 milliarder kroner om året i statskassen. Men rigdom er jo ikke nok. Og vi må altså konstatere, at den borgerlige regering har brugt syv år ved magten til at øge uligheden i samfundet markant. Det er ikke Socialdemokratisk politik. Og vi må klart tage afstand fra det.

Op til valget i november 2007 struttede regeringen af økonomisk selvtillid og lovede, at der var plads til både velfærd og skattelettelser.  Inden valget  fik danskerne at vide, at den danske økonomi gik ufatteligt godt med bl.a. historisk lav arbejdsløshed, høje lønstigninger på det private arbejdsmarked og løfter om mere velfærd. Den daværende finansminister Thor Pedersen udtalte endda, "at snart kan vi købe hele verden." . Efter valget – blev der dannet ny regering og vi fik en ny Finansminister. Men det var bestemt ikke Løkken. Nu brugte regeringen i stedet ord som ”overophedning” og ”ansvarlighed”. Ord der slet ikke var nye for hverken Socialdemokrater eller andre danskere, vi havde nemlig hørt, hvad Nationalbankdirektøren sagde, da han i efteråret 2007 var ude og advare mod skattelettelser. Det var også derfor vi sagde, at man ikke både kan få velfærd og skattelettelser. Men vi skulle åbenbart først på den anden side af valget – før regeringen forstod, hvad nationalbankdirektøren og vi havde sagt.

Venstre kalder sig jo et ansvarligt parti. Regeringen har derfor også brugt de første måneder af 2008 på deres korstog mod uansvarligheden. Nu skal der oprettes ro og orden – efter at regeringen selv har været med til at øge overophedning ved at gennemføre skattelettelser – primært til gavn for de bedrestillede selvfølgelig. Korstoget er derfor sat ind overfor kommunerne og de offentligt ansatte.

Kommunalreformen har flyttet opgaver fra de tidligere amter til kommunerne og der har været en voldsom underfinansiering af de nye opgaver kommunerne har overtaget. Når kommunerne så oveni reformen skal leve med både skattestop og grænser for servicevækst, så er det svære betingelser, vi stilles over for. Samtidig har Finansministeren indført sanktioner overfor kommunerne efter parolen: Kan I ikke få de midler til at slå til, som vi stiller til rådighed for jer – ja så får I bare færre næste år.  

Det er da pædagogik, der er til at forstå! Og på den måde holder regeringen kommunerne i en spændetrøje og gør det hele tiden  vanskeligere og vanskeligere, at få det hele til at hænge sammen. Det kommunale selvstyre sættes under pres - samtidig med, at kommunerne tvinges til at gøre det beskidte arbejde med at foretage serviceforringelser og effektiviseringer. Ydermere kontrolleres kommunerne snart ihjel. Kære Anders, kære Lars: Lad kommunerne få fred. Lad medarbejderne få fred. 

I Danmark er vi heldige, fordi vi har offentlig ansatte, der er idealistiske, fagligt dygtige og gerne vil gøre en forskel. Vi ved imidlertid, at det i fremtiden vil blive svært, at få hænder nok. Når flere i de kommende år går ud af arbejdsmarkedet og færre kommer derind – ja så bliver en offentlig medarbejder en mangelvare. Samtidig er flugten fra jobs i den offentlige sektor ved at være at være mærkbar. Hvordan kan vi i det hele taget skabe en bedre velfærd, hvis der i fremtiden ikke er nogen, der vil arbejde med at levere den?.  

Den offentlige medarbejder er med i hele vores livsforløb – nærmest fra vugge til grav. Det er medarbejdere i den offentlige sektor, der passer os, når vi er små, underviser os, når vi skal i skole, tager sig af os, når vi bliver syge og passer os, når vi bliver gamle. Hvis vi synes, at vores liv er så meget værd, hvorfor vil vi så ikke give de mennesker, der følger os livet igennem nogle ordentlige arbejdsbetingelser? 

Vi er ganske simpelthen nødt til at forbedre arbejdsmiljøet i den offentlige sektor – ellers ender vi med slet ikke at have nogen offentlig sektor. Velfærd og arbejdsmiljø er i øvrigt ikke et spørgsmål om det ene på bekostning af det andet. Vi får den bedste hverdag for børnene, for de syge og for de ældre, ved at skabe et bedre arbejdsliv. Så lad os tage fat der. 

Et bedre arbejdsmiljø vil gøre det mere attraktivt at arbejde i den offentlige sektor. Men vi er altså også nødt til at se på lønnen. En lønstigning på 12,8 % over 3 år er historisk høj – er der blevet sagt. Jeg vil kalde det peanuts. Det retter IKKE op på forskellen mellem det private og det offentlige arbejdsmarked. Men det afhjælper, at forskellen ikke bliver uddybet.  I den private sektor steg lønnen alene 4,3 pct. fra fjerde kvartal 2006 til fjerde kvartal 2007.  

Så det er forståeligt, at FOA medlemmerne og andre i den offentlige omsorg i øjeblikket kæmper for bedre løn og bedre ansættelsesvilkår. Vi har i den forbindelse hørt i medierne, at den konservative Mads Lebæk forhandlingsleder fra KL til gengæld har svært ved at forstå, hvorfor FOA er i konflikt, når nu SOSU-assistenterne rent faktisk var blevet tilbudt 15% over 3 år. Urimeligheden heri er imidlertid indlysende for os andre – for hvem var det lige, der skulle betale? Pædagoger og dagplejemødre! 

Nej. Pengene må komme fra den Finansminister, der har holdt kommuner og regioner i et jerngreb i 7 år. Jeg vil derfor ønske de aktionerende al mulig held og lykke med det pres, de har lagt på de offentlige arbejdsgivere. Og jeg håber, at FOA’s forsøg i går på at få dialog i gang må lykkes. 

Danmark er et rigt land. Vi har råd – ikke bare til at bevare – men også til at udbygge velfærdssamfundet. Det er det, vi skal minde hinanden om i dag. 

Vi skal også minde hinanden om, at selvom rammerne er stramme, er der forskel på, om der lokalt sidder en IB eller en Socialdemokratisk borgmester, som vil gøre en forskel. 

Der er således stadig masser at kæmpe for. Så op på barrikaderne – og hold fanen højt hævet. Det her er vores dag.   

Rigtig god 1. maj.

Har i øjeblikket 4.8 point givet af 6 læsere

  • Currently 4,833333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5