Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune
Gitte Ottosen

50 år - og hvad så?

onsdag, 29 oktober 2008 09:58 by Gitte

Når man runder det skarpe hjørne - hvilket jeg gør på lørdag - er det tid til at standse op og gøre sig nogle overvejelser.

Først og fremmest må jeg jo erkende, at jeg nok har levet den største del af mit liv og har den mindste del tilbage. Og hvad blev tiden så brugt til? Og hvad ønsker jeg fortsat at nå? Der er tanker nok, der sådan maser sig på.

Ofte, når venner og familie har nået den samme alder, har jeg i fødselsdagskortet skrevet: ”50 og tilfreds – eller 50 og fyldt med stress?”. Når jeg i dag stiller mig selv det samme spørgsmål, synes jeg faktisk, at det er rigtig svært, at svare på. Mit bedste bud på et svar er derfor: ”Ja”.

Livet kan selvfølgelig – af og til - forekomme urimeligt barsk. Som da vi mistede Anders i sommer og hver gang, vi bliver mindet om, at han ikke er her mere. Og hver gang, min mors alzheimer tager endnu et stort skridt i den forkerte retning og jeg mister endnu et lille stykke, af den mor, jeg havde engang. Men på trods af livet genvordigheder er jeg jo tilfreds.

Jeg er tilfreds, fordi jeg har nogle pragtfulde børn og en dejlig mand. De glæder det giver i hverdagen, er ubeskrivelige. Stoltheden over mine børn vil slet ingen ende tage. De har så mange menneskelige kvaliteter udover, at de er rigtig dygtige, på hver deres felter.

Jeg er også tilfreds, fordi min hverdag – primært – er fyldt op med ting, der interessere mig. At få lov til at arbejde med politik dagligt, at have indflydelse på forhold, der berører os alle lokalt – ja det er en gave. Hele tiden dukker der nye ting op. Verden ændrer sig. Og jeg ændrer mig med den verden. Man skulle jo være et skarn, hvis man ikke syntes, at det gav tilfredshed. Det gjorde mig også utrolig glad, da jeg i midten af oktober måned blev valgt til Socialdemokraternes spidskandidat til det kommende kommunalvalg. Den markante opbakning, som mine egne partikollegaer hermed gav mig, fylder mig både med glæde og taknemmelighed.

Men for at vende tilbage til spørgsmålet, er jeg også – ofte – fyldt med stress. For min hverdag er jo fyldt helt op. Så godt og vel endda. Det er svært at få tid til det hele. Jeg føler i perioder, at jeg svigter mine børn og min mand, og ikke bruger den tid på mine heste, som jeg burde. For jeg skal hele tiden læse papirer, skrive læserbreve, deltage i møder, rette opgaver (for mit arbejde presser sig jo også på) mv. Hold da op! Havde døgnet bare nogle flere timer. Og var livet noget længere……………..    

Men livet har nu engang den længde, som det har. Og vi har kun det ene liv. Kunsten er så, at få det bedste ud af det. Jeg synes – heldigvis - at mit liv er godt. Og hvis ikke det bliver ved med at være godt, så håber jeg virkelig, at jeg vil være i stand til at indse det i tide og få foretaget de ændringer, der skal til.

Har i øjeblikket 4.5 point givet af 8 læsere

  • Currently 4,5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Kategorier:   Private tanker
Menu:   E-mail | Permalink

Derfor hyler vi!

søndag, 5 oktober 2008 05:43 by Gitte

Under overskriften ”Socialdemokratisk hylekor” anklager Allan Munk fra Konservative Socialdemokraterne for at hyle over konsekvenserne af kommunens budget 2009. Og det indrømmer vi gerne. Vi hyler fordi besparelserne går ud over børnene, de unge og de ældre. Vi ønsker, at gøre borgerne opmærksomme på, hvad det er, flertallet i byrådet er i gang med samt at mane beslutningstagerne til fornuft. På den måde fik vi bl.a.  reddet 10. klasse og på den måde vil vi forsøge at redde nattevagtstillingerne på plejecentrene.   

Stoltheden over at have indgået forlig med Venstre og DF, forekommer helt absurd. På samme tidspunkt kan man nemlig læse i avisen, at partierne som en konsekvens af forliget lægger op til at nedlægge 3 nattevagtstillinger på plejecentrene i Krogager, Vorbasse og Hejnsvig.

Vi taler om vores allersvageste borgere, der nu skal overlades til sig selv om natten. Virkeligheden er jo den, at såfremt de kunne klare sig selv, så var de slet ikke på et plejecenter, men boede fortsat i egen bolig. Argumentet om, at personalet kan kontaktes via et nødkaldeanlæg holder heller ikke for de beboere, der fysisk eller psykisk ikke kan benytte et sådant anlæg.

Det fremføres videre i læserbrevet, at en forbedring af arbejdsmiljøet indenfor ældreplejen, er en del af budgetforliget. Her må jeg så fortælle Allan Munk, at en nedlæggelse af nattevagtstillingerne virker lige omvendt. Det er let at forestille sig, hvordan det psykisk vil påvirke personalet, når de om natten, bliver nødt til at forlade ældre, der er utrygge, der kan finde på at stå op og finde på at forlade centret. Jeg tror næppe, at det vil forbedre det psykiske arbejdsmiljø for vores personale indenfor ældreplejen.   

Når Konservative gerne tager ansvar for kommunens økonomi, vil vi fra den Socialdemokratiske gruppe i stedet opfordre forligspartierne til at tage ansvar for kommenens borgere. At tage et ansvar, så det ikke bliver vores allersvageste, der kommer til at betale prisen.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 5 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Kategorier:   Kommune | Børn og unge | Økonomi | Budget | De ældre
Menu:   E-mail | Permalink

Ib og hans rønnebær

onsdag, 1 oktober 2008 14:04 by Gitte

Borgmesteren fastslår i et læserbrev, at der bestemt er demokrati og medindflydelse i Billund Kommune. Han påpeger således, at den model og tidsplan, der lægges budget efter i år, er den samme som de to foregående år. Dette er imidlertid ikke et argument, der understøtter ovenstående, da byrådet jo netop de foregående år er blevet kritiseret for manglende åbenhed og medindflydelse.

 

Uanset, hvad man har gjort tidligere, er det et faktum, at der i Billund Kommune er indgået forlig meget tidligt i forhold til andre kommuner. Det er yderligere et faktum, at der er indgået forlig mere end 3 uger før høringssvarene er modtaget. Det er derfor, jeg betegner processen som skindemokrati. Borgerne må da have krav på at blive taget alvorligt. De må have krav på, at vi læser og inddrager deres høringssvar. At vi lader deres svar få indflydelse på det kommende års budget. Jeg må desværre konstatere, at det ikke har været tilfældet.

 

Når et forlig indgås meget tidligt låses budgettet også fast meget tidligt. En kommune kan på den måde miste flere måneders vigtig analysearbejde i forhold til det kommende års budget. Ib Kristensen skriver, at der arbejdes videre med detaljerne frem til budgettet træder i kraft. Det er jeg selvfølgelig udmærket klar over. Men jeg taler ikke om detaljer. Jeg taler om de store linier. Om der var noget, der kunne gøres på en helt anden måde.   

 

”Hvis 18 er tilfreds med processen og materialet og syv ikke er, hvad så?” skriver Ib Kristensen yderligere. Og her har han selvfølgelig ret i, at flertalsafgørelsen umiddelbart kan indikere, at alt har været tilfredsstillende. Men det kan også fortolkes således, at 7 har haft et behov for at høre borgernes mening. At 7 har ønsket en anden tilgang til kommunens budget for 2009. At 7 ikke har ønsket at skære så voldsomt i servicen overfor børnene og de ældre. At 7 lægger vægt på det forebyggende arbejde og at 7 bl.a. vil have noget gjort ved det voldsomt voksende vikarforbrug indenfor ældreplejen.

 

Jeg vil gerne medgive Ib Kristensen, at jeg ikke har den samme erfaring som han i at udarbejde budgetter for kommunen. Heldigvis er erfaring jo noget man kan få. Man kan imidlertid forvalte sin erfaring på mange måder og jeg tror gerne, at borgerne i Billund Kommune ville have haft, at deres borgmester havde brugt en del af sin erfaring til at lytte.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 4 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Kategorier:   Kommune | Børn og unge | Budget | De ældre
Menu:   E-mail | Permalink