Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune
Gitte Ottosen

Vi kan alle gøre en forskel

mandag, 23 juni 2008 16:55 by Gitte

Båltale Sct. Hans aften 2008 

Tak for indbydelsen til at holde båltalen Sct. Hans aften her i Østbyen det har jeg glædet mig meget til. 

Sct. Hans er den tid, hvor alting synes skønnest. Hvor alt er grønt og sprængfyldt af liv. Alt er i færd med at vokse og udvikle sig.

Samtidig er Sct. Hans indbegrebet af sommer og den tid på året, vi drømmer os hen til. I sommeren ligger nemlig mulighederne. Ferien ligger – for de fleste – for døren og endelig har vi tid til at slappe af og hygge os med børnene, familien og vennerne. Vi drømmer om, at nå alt det, vi ikke når til dagligt. At få indhentet alt det liv, vi har forsømt i løbet af året. 

Og sådan er det vel for de fleste af os, at sommeren er den tid, vi holder allermest af. 

Sct. Hans aften har fra gammel tid været en festdag. At tænde bål, har været en anledning til at mødes og hygge sig. At have noget, at være sammen med andre om. Sådan en traditionsrig aften opstår der et fællesskab. Og fællesskab har altid været med til at skabe tryghed og glæde. At være en del af et fællesskab giver en god fornemmelse. Får os til at føle os godt tilpas.  Fællesskaber skal vi sætte pris på. Tage vare om. For vi har, i vores fortravlede verden, ikke så mange af dem, som man havde tidligere. 

Og måske er det sådan en aften, hvor håbet og lyset mødes, at vi skal tænke over, hvordan vi kan genfinde fællesskabets varme. Som et af verdens rigeste samfund skal vi også kunne tage vare på hinanden. Hjælper dem, der har det svært og afse tid til at pleje de nære bånd. Og når vi nu lever i et af verdens rigeste samfund, så skal vi også kunne give hvert enkelt menneske, de bedste livsbetingelser.  Det lille barn skal have den bedste start på livet. Og når et menneske efter mange år, er blevet træt af livet skal respekt og værdighed også være de værdier, vi følger dette menneske ud af den sidste dør med. 

Igen kommer jeg tilbage til fællesskabet og vores travle hverdag. For vi kan alle gøre en forskel ved i vores nærmiljø at danne trygge, opbyggende fællesskaber.

 Men desværre ser vi ofte, at enhver er sig selv nok. Vi ser det fra foreningslivet, hvor det er svært at skaffe frivillige til alt det arbejde, der skal gøres. Børn bliver afleveret og afhentet, men man er sjældent en del af den fritidsinteresse, som børnene dyrker. For far og mor har travlt – travlt med at tjene penge, så der kan blive råd til en ny bil, et nyt køkken eller en udlandsrejse. 

Hvorfor er det i grunden sådan, at jo rigere vores samfund bliver – jo mindre tid bruger vi på vores børn? Inderst inde vil vi jo gerne tjene penge, for at kunne give dem så god en tilværelse som muligt. Og mange af os får også mulighed for, at købe i de rigtige tøjmærker. Råd til at de kan dyrke deres fritidsinteresser 3-5 dage om ugen. Men hvor bliver tiden af? Den tid vi skulle bruge til at lære dem de gode værdier om, hvad der er rigtigt og forkert så de siden hen kan klare sig i samfundet – et samfund der langt hen af vejen bliver dårligere til at tage sig af de svageste. 

Værdierne lader vi børnehaven, skolen og idrætslederne om at formidle til vores børn. Heldigvis er mange af dem rigtig dygtige og kompetente, men vi kan ikke forvente, at de skal overtage forældrerollen. Det er og bliver vores ansvar. 

Danmark er også et af verdens mest trygge samfund. Alligevel føler mange sig utrygge. Utrygge for fremtiden, utrygge i dagligdagen. En meningsmåling foretaget af Cepera viser, at hver anden dansker er blevet mere bange for at færdes udenfor om aftenen, selvom statistikkerne viser, at volden ikke er steget.  Faktisk viser undersøgelser, at den mest utrygge dansker er en 57-årig kvinde fra Ringkøbing. Og det er egentlig meget sigende. For hvor stor en risiko tror I, at hun er udsat for? Sikkert ikke ret stor.  

Der er nok ingen tvivl om, at medierne har en stor rolle at spille her. Vores virkelighed bliver jo formidlet gennem historier om knivoverfald med drabelige billeder og blodige overskrifter. Det føles meget tæt på vores egen lille hverdag og denne utryghed påvirker også vores børn. Erik Sigsgård har i sin bog: "Det åbne og det lukkede", spurgt nogle børn om, hvad tryghed er. Og nogle af svarene var:
 
.   Tryghed er, at de voksne og mine forældre snakker godt sammen.
.   Tryghed er, at jeg føler mig holdt af og hørt på - også når jeg er dum.
  .Tryghed er, at få knus og få kæl, fordi jeg er mig.
.  Tryghed er, at jeg føler, der er brug for mig.
   Tryghed er, at vide, hvad der skal ske.


Jeg ved godt, at det er barske ord en Sct. Hans aften. Men det er en del af vores virkelighed. Og vi skal kunne passe på hinanden. Store som små. Unge som gamle.  

Sct. Hans er symbolsk brugt til at slippe af med noget af det, man ikke var tryg ved, eller det man var bange for. Vi forsøger således med vores symbolske afbrænding af heksen, at sende det onde væk. Måske helt til Bloksbjerg.

Så lad os gøre det – også i aften. Lad os bruge ilden til at afværge det onde med. Lad os bruge de hedenske hekseprocesser til at rense sjælen, til at skubbe utrygheden lidt på afstand.  

Engang brændte vi de mennesker vi ikke kunne lide. I dag samles vi om det samme bål. Men denne gang for at fejre den lyse tid og midsommerens komme. Snart skal bålet tændes. Lad dette bål i aften være med til at give lidt eftertanke – og få os hver især til at tænke over, hvad det egentlig er, der er vigtigt i tilværelsen og samtidig tænke over, om der var et eller andet, vi selv kunne være med til at gøre lidt bedre. 

Fortsat god aften og ha’ en rigtig god sommer. 

Har i øjeblikket 4.8 point givet af 6 læsere

  • Currently 4,833333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:   ,
Kategorier:   Børn og unge | Taler
Menu:   E-mail | Permalink

S vil en anden vej

lørdag, 21 juni 2008 12:36 by Gitte

Mit indlæg på Generalforsamlingen for Fællesledelsen for Socialdemokraterne i Billund Kommune lørdag den 21. juni 2008 

Pr. 1. januar 2008 overtog jeg posten som gruppeformand fra Marlene. Og de 6 måneder der er gået siden, har jeg oplevet som turbulente, men - på trods heraf - styrkende for den socialdemokratiske gruppe. 

Vi startede året med at miste Ole til SF. En oplevelse, der indadtil rystede gruppen, ikke mindst på grund af Oles henvisning til samarbejdsproblemer i gruppen og udadtil straks fik pressens bevågenhed. Så meget, at jeg mindre end en måned efter, jeg var tiltrådt som gruppeformand fik stillet spørgsmålet, om jeg var partiets spidskandidat. Det var en overvejelse, jeg slet ikke havde gjort mig på daværende tidspunkt, men ikke desto mindre en beslutning, jeg lige nøjagtig havde et splitsekund til at træffe, da en journalist jo aldrig stiller et spørgsmål, uden prompte at forvente et svar. Jeg besluttede at sige ja. Det er min vurdering, at det ville have svækket gruppen, hvis jeg havde svaret nej eller var kommet med et uklart svar. Samtidig var det at sige ja, fuldt ud i overensstemmelse med de intentioner jeg havde, om at samle gruppen og få markeret gruppens holdninger. Men jeg har også klart meldt ud, at jeg kun er spidskandidat, hvis partiets opbakning til det er markant. Jeg er ikke masokist og kan sagtens finde andet at bruge min tid på. Selvom jeg selvfølgelig foretrækker at bruge den på det arbejde jeg er startet på og som jeg lægger rigtig mange kræfter i. 

Som det første halve år startede såvel med uro på de interne linier som med pressens bevågenhed – sådan er det også sluttet. Og med endnu et medlem, der forlader gruppen. Det er Rash, der har valgt at flytte til Herning. Og her er situationen jo en ganske anden. Rash er stadig socialdemokrat og for ham er det familiemæssige årsager, der er baggrunden for bruddet. Personligt vil jeg komme til at savne Rash, da han har været en god støtte for mig al den tid, hvor jeg har været i politik. Han vil også blive husket og manglet rent politisk – da Rash har varetaget nogle sider, som vi andre får svært ved. Men jeg ser ikke gruppen som svækket af den grund. I stedet for Rash træder Frede ind – og med det kendskab jeg har til Frede, vil vi kunne få meget glæde af ham som gruppemedlem. Du skal være velkommen Frede og jeg glæder mig meget til samarbejdet.   

Byrådsgruppens arbejde i 2008 startede i januar med internt at få diskuteret vores profil og få taget hul på de strategiske overvejelser i relation til vores byrådsarbejde. Og allerede i februar måned tog vi afsæt heri, da investeringsoversigten som en del af budget 2008 skulle behandles i byrådet. Gruppen kom således med ændringsforslag til budgettet, idet vi ønskede penge afsat til en madordning i skolerne samt til et forsøg med offentlig transport. Venstre ønskede ikke at tilgodese vores forslag og gruppen blev nedstemt.  

Allerede i april måtte byrådet efterfølgende udskyde flere af de anlægsinvesteringer, som vi lige havde vedtaget. Da vi ikke havde nået at få udført de planlagte investeringer i 2007 og derfor overført dem til 2008,  blev vi nødt til at overføre investeringer for et tilsvarende beløb fra 2008 til 2009 – ellers ville vi blive trukket i bloktilskud i 2009. Det er det, som kaldes for  ”modregningsmekanismen” og som regeringen først meldte ud til kommunerne i april måned. Der ligger i den mekanisme en høj grad af detailstyring af den kommunale økonomi fyldt med sanktionsmekanismer, hvilket låser kommunerne fast. Netop det budskab forsøgte vi at markere os på. Paradoksalt nok, endte byrådet faktisk med at skyde flere af de samme investeringer, som den socialdemokratiske gruppe tidligere havde foreslået udskudt for at skaffe finansiering til vores ændringsforslag.  

I maj kom Grindsted Værket endnu engang på alles læber. Det kom nemlig frem, at flere af medarbejderne i 60’erne og 70’erne er blevet forgiftet med kviksølv uden at være blevet gjort opmærksom på det, selvom den daværende ledelse kendte til det. I vores lokal miljø har værket altid været beskyttet af en ring af tavshed og loyalitet. Vi skal have respekt for, at værket var og er en god arbejdsplads. Men lad mig også være helt klar i mælet her: vi bliver nødt til at bryde denne ring af tavshed. Vi må presse på op ad i systemet hos regionen og staten for at få en plan for, hvad der skal til for at beskytte vores grundvand og de borgere der kan blive berørt. Og ikke mindst, så må vi gøre hvad vi kan, for at hjælpe de borgere, der er berørt af kviksølv-sagen. Vi må her skabe politisk opbakning til at forældelsesfristen på 20 år sættes ud af kraft. Efter forlydende har disse problemer fra Grindstedværket aldrig været på en dagsorden i byrådet – lad mig derfor slå fast, at så er det på tide, at de kommer det!  

Senere i maj måned skulle byrådet godkende byggeprogrammet til IKC – det nye Fritids- og Kulturcenter i Grindsted. Byrådsgruppen finder det afgørende for kommunens fremtid, at vi kan bevare vores ungdomsuddannelser i Grindsted og som følge heraf vil IKC’s sammentænkning med Campus være central. Det var også baggrunden for, at vi ønskede biblioteket med i den 1. fase. Vi blev imidlertid endnu en gang nedstemt i byrådet og der er i det godkendte byggeprogram ikke lagt op til et bibliotek i fase 1. 

 Her for en lille uges tid siden blev aftalen mellem finansministeren og KL lavet om kommunernes økonomi i 2009. Det skete under trusler fra Lars Løkke om blot at diktere kommunerne den økonomiske ramme for 2009.   Det virker derfor til, at KL har haft pistolen for panden. KL har derfor ikke haft andet valg, hvis de fortsat ønskede indflydelse på regeringens styring af den kommunale økonomi. Bundlinien i den aftale, som er indgået er uændret niveau for service og anlægsinvesteringer i 2009. Det betyder nulvækst i velfærden de kommende år. For Billund Kommune betyder det, at hvis der er områder med udgiftspres, eller områder, hvor kommunen gerne vil opprioritere, så kan det kun finansieres gennem nedskæringer og besparelser på andre af de kommunale områder. Det er den virkelighed, vi står overfor og som vil få konsekvenser for os ikke mindst i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.  

Den offentlige leverede velfærd vil sakke bagud og blive mere og mere udhulet. Ikke alene i Billund Kommune, men på landsplan. Vi vil se en langsom forandring af vores velfærdsmodel i retningen af større grad af privat leverede velfærdsydelser. Eksempler er her sundhedsforsikringer, privathospitaler samt private skoler, børnehaver og ældrecentre. Den borgerlige regering får skabt plads til disse private leverede velfærdsydelser – de finder bedre og bedre fodfæste. Og det sker netop ved, at befolkningen bliver mere og mere utilfredse med den velfærd de modtager fra den offentlige sektor. Og den utilfredshed er der desværre ingen tvivl om, at vi i stigende grad vil komme til at opleve i de kommende år. 

Den socialdemokratiske gruppe skal være bevidste om, at det er den vej udviklingen vil gå. Men vi skal også være klar til at kæmpe imod. Vi skal forbedre kvaliteten i de offentlige tilbud, hvor vi kan og forsøge at begrænse skaderne af det minimatstats-korstog, som vi for øjeblikket ser i fremdrift.  Det er det udgangspunkt jeg vil have i det fremadrettede arbejde i byrådet.

På en række områder vil vi forsøge at markere, at S vil en anden vej.  Billund Kommune trænger til forandring. Den forandring er S bedst til at stå i spidsen for. Og det håber jeg, at alle sammen med byrådsgruppen vil samle kræfterne om i den kommende valgkamp.       

Har i øjeblikket 4.8 point givet af 6 læsere

  • Currently 4,833333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5