Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune
Gitte Ottosen

Kulturperlen Karensminde

søndag, 20 september 2009 07:08 by Gitte

Indlæg i Jyske Vestkysten og Midtjysk ugeavis i uge 38

Det var en rigtig god oplevelse søndag den 13. september at være med til Historisk Dyrskue og Veteranstævne på Karensminde. Solen stod højt på himlen og der var nok at se på, røre ved og smage på for både børn og voksne. De gamle husdyrracer bød sig til. Kvæg, heste, får og geder blev præsenteret i ringen og dyrene kunne klappes og besigtiges hele dagen – også en stolt vædder, der bestemt ikke så rar ud. Veteranbiler stod blankpolerede og i flotte farver – side ved side - og tiltrak især mændenes opmærksomhed. Og snorlige pløjning blev foretaget med veterantraktorer. Der blev kokkereret, lagkager blev pyntet og kaffen brygget.

 

Det er tankevækkende, at årsagen til, vi kan opleve dyrskue, julemarked og meget mere på Karensminde er de mange frivillige hænder og hjerner. For det er dem, der planlægger, arrangerer og udfører arbejdet både forud og undervejs på sådan en dag. Jeg er fuld af beundring for det, de kan udrette.

 

Jeg er samtidig taknemmelig for, at der i min kommune generelt er mange frivillige foreninger. Foreninger, der hver på sin måde bidrager til, at sociale netværk dannes, at fællesskaber udfoldes og at livsglæde og livskvalitet øges for både dem, der er med til at udføre arbejdet og for dem, de udfører arbejdet for.

 

Også Grindsted festuge blev til på frivillig basis - og summede af liv på grund af de mange frivillige. Desværre var vejrguderne ikke med arrangementet, som på dyrskuet ved Karensminde. Og desværre svigtede besøgstallene til flere af enkeltarrangementerne. Men engagementet var der. Der var mange, der ønskede at gøre en forskel. Det skal vi som borgere sætte pris på og som kommune bygge videre på. For det er det, der f.eks. skaber et kulturhus med stigende besøgstal, en lokal revy og en kulturperle som Karensminde.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 4 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:   ,
Kategorier:   Kommune
Menu:   E-mail | Permalink