Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune
Gitte Ottosen

Hvor erhvervsvenlige er vi?

mandag, 20 maj 2013 04:12 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 20, 2013

I 2012 blev Billund Kommune af Dansk Industri kåret som en af landets mest erhvervsvenlige kommuner. Den position synes jeg helt klart, vi skal holde fast i. Derfor er det vigtigt, at vi som kommune – og byråd – agere som medspillere, når vores virksomheder ønsker at udvikle sig til gavn for deres egen forretning og vores lokale arbejdspladser. Det gælder også, når en virksomhed som REMA 1000 henvender sig, fordi lokalerne ikke længere er tidssvarende og butiksarealet ikke er stort nok. Såfremt der ingen muligheder er for udvidelse ved de eksisterende bygninger og der ikke findes realiserbare alternativer i bymidten, så må vores fornemmeste opgave være at støtte REMA 1000 i deres bestræbelser på at finde andre placeringsmuligheder.  

Det er muligt, at en placering ved siden af Lidl er udenfor midtbyzonen og derfor kræver en dispensation fra planloven. Det er imidlertid den socialdemokratiske gruppes holdning, at er det det, der skal til, så må vi arbejde for at få den dispensation igennem.  Erhvervsvenlighed er et udtryk for, hvor let eller besværligt det er, at drive virksomhed i kommunen. Og det at drive virksomhed må aldrig blive så besværligt, at udvikling sættes i stå eller at privat initiativ dræbes.

Fastholdelse af og udvikling af nye arbejdspladser fordrer samspil mellem byråd og det lokale erhvervsliv, og indimellem pres på andre myndigheder, lad os målrettet arbejde for det.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:  
Kategorier:   Kommune
Menu:   E-mail | Permalink

Min 1. maj tale på Engen 2013

torsdag, 2 maj 2013 11:25 by Gitte

Kære alle sammen. Tak for ordret. Tak for, at jeg må stå her i dag. Og tak til fagbevægelsen fordi I igen i år, laver det her arrangement.

At den 1. maj er et symbol på arbejderklassens kamp for bedre levevilkår, ved vi alle. Fremtidens kamp bliver måske at fastholde de vilkår vi har.

Vi ved nemlig, at der er grænser for den offentlige sektors vækst. Fordi, der er for få til at forsørge de mange. Hverdagen er derfor besparelser, nedskæringer og serviceforringelser. I kender selv ordene. I kender selv betydningen.

Heldigvis bliver vi også kreative i kommunerne. Finder nye løsninger. Inspireres af tanker om ”mere for mindre” og at ”køre lidt længere på literen”.   

Jeg husker i den forbindelse tydeligt, en søndag morgen, hvor jeg sad med min avis og en portion havregryn. Børnene og manden var ikke hjemme – ellers havde vi selvfølgelig fået rundstykker. Jeg var helt alene med min havregryn - bortset fra en kat der ville ud og en hund, der ville ind. Det var der, det stod, at den offentlige sektor ”skal køre længere på literen”. Først var jeg ved at få havregrynen galt i halsen. For når hverdagen ofte er, at vi svigter, der hvor det gør ondt – så virker bemærkningen nærmest ”dumsmart”. Bagefter tyggede jeg dog lidt længere - både på havregrynen og ordene. Billedligt talt betyder det jo bare, at vi skal bruge midlerne bedre.

Den virkelighed vi står midt i er, at flere vil have mere samtidig med, at alle har en forventning om, at de skal betale mindre. Derfor bliver enderne altså uhyre vanskelige at få til at nå sammen. Og derfor – tror jeg - fremtiden vil medføre, at vi kommer til at gribe dybt ned i rettigheder, der af alle opfattes som velerhvervede. Rettighederne der har eksisteret, så længe vi kan huske. Fordi vi har betalt vores skat gennem livet, har vi også fået adgangsbillet til ydelserne.

Måske I husker Karl Marx – marxismens fader - og hans berømte ord: Yde efter evne og nyde efter behov. Sådan fungerer velfærdsstaten imidlertid ikke. Fordi de fleste af os tager, hvad vi har ret til, uanset om vi har behov eller ej. For vi har jo betalt vores skat.

Vi bliver derfor nødt til at hente solidariteten frem igen. Fagbevægelsens gode gamle dyder om, at de brede skuldre skal bære de tungeste læs. Alle skal vi ønske at bidrage til fællesskabet uden selv – nødvendigvis - at få del i ydelserne. Jeg ser en velfærdsstat som fremad målrettes efter behov og ikke efter rettigheder – som i dag. SU, børnecheck, hjemmehjælp – nogle har behov og kan få – andre må betale selv, fordi de godt kan. Til gengæld får vi også fremover råd til gode børnehaver, gode skoler. Og mulighed for fortsat at tage os af hinanden, når beskæftigelsesmulighederne svigter på grund af sygdom, alder, handicap eller ledighed. Mulighed for at hjælpe og værne om vores allersvageste medborgere.

Når nu enderne er så svære at få til at hænge sammen. Så kan vi vel benytte os af frivillig arbejdskraft, ville I måske sige. Jeg siger nej. Den danske velfærdsstat må aldrig basere sig på frivilligt arbejde. Det frivillige skal kun være et supplement og bygge ovenpå velfærdsstaten. Derfor tager jeg også afstand fra Fredericia kommunes tanker om, at lade forældrene passe børn i daginstitutionernes ydertimer. Og jeg betragter med gru den udvikling der er i England, hvor flere og flere frivillige varetager decidere plejeopgaver.

Frivillige skal udføre arbejde, der ellers ikke ville blive gjort. Og de skal gøre det, fordi de har lyst. Som på Karensminde – f.eks. – og biblioteksfilialerne i Vorbasse og Sdr. Omme og på plejecentrene. Når blot vi respekterer grænsen, skal vi hilse det frivillige arbejde velkommen. For et samfund uden frivillige er et fattigt samfund. Det handler det om samfundsansvar og om, at være der for andre.  Både de frivillige og de der får hjælp af de frivillige, har nemlig glæde af fællesskabet.  

I disse år taler man meget om den inkluderende skole. Hvilket jo også handler også om fællesskaber.  

Dette var baggrunden for, at et flertal i byrådet i bestemte, at der ikke længere skal være specialklasser i Billund Kommune. At alle børn skal inkluderes i almindelige klasser. Den dag beslutningen blev taget var en sorgens dag. Det er børnene, der tages som gidsler i kampen på at nå en urealistisk drøm. Både de børn der er i vanskeligheder og de andre børn i klassen.

Ikke fordi skolen ikke skal være inkluderende. Men fordi der på trods af gode hensigter, altså er grænser for inklusion.

Rigtig mange børn kan deltage i en almindelig klasse. Men rigtig mange er ikke alle. Nogle børn kan ikke. De vil i bedste fald bare være på ”tålt” ophold. Og i værste fald vil de opleve, at blive ekskluderet frem for inkluderet.

 

Beslutningen var forkert. Derfor stemte jeg og mine imod. Og derfor gør vi, hvad vi kan for at tilbagerulle beslutningen. Den ekspertise vi har på Sdr. Skole - de lærerkræfter  - skal i spil igen.

 

Kvalificerede og dybt engagerede lærere kendetegner vores kommune. Efter overenskomstforhandlinger, lockout og regeringsindgreb kommer der også en hverdag. Engagementet skal tændes – igen. Tændes ved medindflydelse.

Til november skal I bestemme, hvem der skal træffe beslutningerne i byrådet de næste 4 år. Og jeg vil gerne i al fortrolighed hviske jer i øret, at den siddende borgmester, er ved at blive lidt metaltræt.  Nogen i kommunen – nok mest hans egne – synes at han har gjort det udmærket. Andre er ikke enige. Men jeg vil gerne slå fast- at bliver det til 4 år mere, så bliver det også til 4 år af det samme. Og et kryds, ved en anden venstre kandidat, er altså også et kryds ved Ib Kristensen.

Så sæt jeres kryds med omhu. Lev jeres liv med omhu. For kun sammen er vi stærke. Enighed gør stærk. Husk det.

Rigtig god 1. maj.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5