Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune
Gitte Ottosen

Enighed om budget

fredag, 13 september 2013 11:14 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 38/39 2013

Torsdag den 12. september blev der indgået budgetforlig for Billund kommune. Det er glædeligt, at valgkampen ikke fik lov til at stå i vejen for et fælles resultat, som alle partier kunne stå bag. Ligesom det for os er glædeligt, at der er rigtig mange socialdemokratiske fingreaftryk.  

Inklusionsopgaven fylder rigtig meget i skolerne, og området har haft vores bevågenhed, siden et flertal i byrådet besluttede, at nedlægge specialklasserne. For os er det derfor en grundsten i budgettet, at der afsat et betydeligt beløb til fagligt, at klæde skolernes lærere og pædagoger bedre på, til at løfte inklusionsopgaven. Konkret er der afsat 1,2 mio. kr. om året i 4 år. Herudover er flere af direktionens besparelsesforslag blevet trukket ud af budgettet igen. Områder, som vi allerede til 1. behandling af budgettet fremførte, vi ikke kunne acceptere, er således udtaget. De helt små børn skal ikke tidligere i børnehave, der kommer ikke turbo på de ældres toiletbesøg, besparelsen ved at hjemtage borgere er fjernet og Ungdomsskolen bevares som selvstændig institution.

Også flere nye tiltag, har fundet vej til budgettet. Bl.a. et forslag fra S om en bosætningskoordinator. Herudover bliver det iværksætterhus, S gik til valg på for 4 år siden, nu en realitet. Der afsættes en pulje på fritidsområdet til bl.a. leder- og træneruddannelse, der afsættes 1 mio. kr. om året til at forbedre den kollektive transport til ungdomsuddannelserne og der afsættes det hidtil største beløb i kommunens historie til udbygning af cykelstier. Alt i alt et godt resultat, som grundlag for kommunens arbejde de kommende år.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Tillykke med navnet

lørdag, 13 marts 2010 02:42 by Gitte

Indlæg i Jyske Vestkysten, Vejle Amtsfolkeblad og ugeaviserne i uge 11

Det har været en rigtig svær fødsel for vores nye idræts- og kulturcenter i Grindsted. Der er imidlertid ingen tvivl om, at barnet nu er kommet til verden. Det ligger ganske vist i kuvøse endnu, men det trækker vejret, og vokser sig stille og roligt stærk. Kært barn har som bekendt mange navne, og allerede inden det blev født, kaldte vi det Globen. Herefter brugte vi navnet IKC. Nu er barnet endelig navngivet, og navnet blev Magion. Jeg synes, at vi skal ønske både os selv, vores nye idræts- og kulturcenter og ikke mindst bestyrelsen et stort og rungende TILLYKKE med navnet. Hvor er det dejligt, at vi nu er så langt i processen. Jeg synes også, at vi skal tænke på alt det positive, navnet indeholder. Det er nævnt, at navnet indeholder et strejf af magi. Jeg vil bare supplere med, at Magion også er navnet på et rumfartøj og på en skrifttype med det man i reklameverden kalder ”en stærk og åben karakter”. Så der er alt mulig grund til at tage godt imod det nye navn. Og så kan vi ellers glæde os til, at barnet kommer ud af kuvøsen. Mon ikke det sker, når også Den Jyske Sparekasse vedkender sig faderskabet?    

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 3 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Kategorier:   Kommune | Børn og unge | Globen | Campus
Menu:   E-mail | Permalink

Bevar 10. klasse i kommunen

mandag, 1 september 2008 15:56 by Gitte

10. klasse er et ekstra skoleår, som de unge tager, hvis de ønsker at forbedre deres karakterer, eller er usikker på, hvilken ungdomsuddannelse de vil begynde på. Når Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti nu ønsker at ”sælge” 10. klasse til Tekniske Skole øver de derfor vold mod det, der er intentionen med 10. klasse. Et 10. klasse forløb på Tekniske Skole kan nemlig ikke afsluttes med statskontrollerede prøver.  Da det er lovgivningsmæssigt bestemt, at en kommune skal tilbyde en 10. klasse med afgangsprøver, vil de unge, der ønsker at afslutte med prøve, derfor fremover blive sendt til andre kommuner.

 

Jeg er alvorligt bange for, at mange af de unge, ikke vender tilbage for at tage deres uddannelse i Grindsted. Og hvorfor skulle de også det efter at have oplevet det spændende miljø, som f.eks.Vejle kan tilbyde? Hvad er der lige, der kan trække dem hjem igen?

Hermed fjernes en væsentlig del af kundeunderlaget for de i forvejen hårdt trængte ungdomsuddannelser. Spørgsmålet er, hvor længe vi så kan fastholde uddannelserne i Grindzted. Det stemmer ikke overens med byrådets visioner om at skabe et godt ungdomsmiljø med campus. Det stemmer heller ikke overens med byrådets vision om 30,000 indbyggere. Kommunen vil slet ikke være attraktiv nok til at trække så mange nye borgere hertil, hvis vi ikke længere har gymnasiet, erhvervsskolen og en teknisk skole.

 

Det er heller ikke godt for de unge. De har brug for den chance, en 10. klasse, der afsluttes med prøve giver. Et år, der udelukkende er afklaring og hvor der ikke er et eksamensmål er ikke godt nok. Det må vi ikke acceptere.

 

Vi bør sikre vores 10. klasse med de muligheder og rettigheder, der er i dag.. Måske kan gymnasiet eller erhvervsskolen stille lokaler til rådighed og der kan indgås et samarbejde – det er en mulighed, jeg vil foreslå, at man undersøger.

 Så kære forligspartier. Kom nu til fornuft. Det handler om Grindsted som uddannelsesby. Det handler om vores børns fremtid.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 4 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Børnene og de ældre skal betale

torsdag, 21 august 2008 17:20 by Gitte

Det bliver børnene og de ældre, der kommer til at betale for, at kommunens økonomi kan hænge sammen i 2009. Det vil vi ikke være med til og derfor står Socialdemokraterne udenfor forliget.

Hvis en SFO-plads stiger med 400 kr., som der var lagt op til i budgetforslaget, vil den komme til at koste 1750 kr. om måneden. Vi er overbeviste om, at det vil få en social slagside. En SFO-plads, der er et pasningstilbud nogle få timer om dagen, bliver dermed væsentligere dyrere end en heltids børnehaveplads, der koster 1490 kr. om måneden.  Mange forældre vil melde deres børn ud af SFO’en og børnene vil være henvist til at tilbringe eftermiddagstimerne foran fjernsynet eller på gaden. Det synes vi ikke er foreneligt med visionerne bag vores helhedsskole. Vi kan på SFO området maksimalt acceptere en prisstigning på 100kr., hvilket der ikke kunne opnås enighed om.

Vi finder det heller ikke rimeligt, at vores ældre både skal have reduceret service for i alt 5 mio kr. og samtidig betale 10 kr. mere for en døgnportion mad. Incl. almindelige prisstigning vil en døgnportion komme op på 108 kr – eller i alt 3240 kr. om måneden. Alle kan se, at der ud af folkepensionens grundbeløb på 5.096 kr. ikke vil være meget tilbage. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan være det bekendt over for de ældre. Det mener vi ikke og har derfor klart sagt fra. Også landspolitisk er der her en klar forskel til de borgerlige partier, idet Socialdemokraterne konkret foreslår et loft over madprisen til de ældre.

Vi synes samtidig, at det er problematisk, at Billund Kommune fremover vil sende 10.klasserne ud af kommunen. Man skal vist være lidt naiv, hvis man tror, at de unge efter at have prøvet det spændende miljø, f.eks. Vejle kan tilbyde, efterfølgende vil vende tilbage til Grindsted for at tage deres uddannelse. Og så trækker vi virkelig tæppet væk under vores ungdomsuddannelser. Det er i direkte modstrid med campus-tanken og intentionen om øget bosætning.

Socialdemokraterne har som sagt valgt at stå udenfor budgetforliget i år. Nogle vil måske beskylde os for at være uansvarlige. Vi må imidlertid erkende, at vi ikke kan være med til at bære besparelserne igennem. Havde det været os, der havde siddet på borgmesterposten, havde vi haft en helt anden indsigt og et meget bedre grundlag til at vurdere, hvordan ting i vores kommune kan gøres ikke bare billigere, men især anderledes. En anderledes tilgang vil være vores indfaldsvinkel, hvis flere ved næste valg sætter krydset ved liste A.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 6 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

S vil en anden vej

lørdag, 21 juni 2008 12:36 by Gitte

Mit indlæg på Generalforsamlingen for Fællesledelsen for Socialdemokraterne i Billund Kommune lørdag den 21. juni 2008 

Pr. 1. januar 2008 overtog jeg posten som gruppeformand fra Marlene. Og de 6 måneder der er gået siden, har jeg oplevet som turbulente, men - på trods heraf - styrkende for den socialdemokratiske gruppe. 

Vi startede året med at miste Ole til SF. En oplevelse, der indadtil rystede gruppen, ikke mindst på grund af Oles henvisning til samarbejdsproblemer i gruppen og udadtil straks fik pressens bevågenhed. Så meget, at jeg mindre end en måned efter, jeg var tiltrådt som gruppeformand fik stillet spørgsmålet, om jeg var partiets spidskandidat. Det var en overvejelse, jeg slet ikke havde gjort mig på daværende tidspunkt, men ikke desto mindre en beslutning, jeg lige nøjagtig havde et splitsekund til at træffe, da en journalist jo aldrig stiller et spørgsmål, uden prompte at forvente et svar. Jeg besluttede at sige ja. Det er min vurdering, at det ville have svækket gruppen, hvis jeg havde svaret nej eller var kommet med et uklart svar. Samtidig var det at sige ja, fuldt ud i overensstemmelse med de intentioner jeg havde, om at samle gruppen og få markeret gruppens holdninger. Men jeg har også klart meldt ud, at jeg kun er spidskandidat, hvis partiets opbakning til det er markant. Jeg er ikke masokist og kan sagtens finde andet at bruge min tid på. Selvom jeg selvfølgelig foretrækker at bruge den på det arbejde jeg er startet på og som jeg lægger rigtig mange kræfter i. 

Som det første halve år startede såvel med uro på de interne linier som med pressens bevågenhed – sådan er det også sluttet. Og med endnu et medlem, der forlader gruppen. Det er Rash, der har valgt at flytte til Herning. Og her er situationen jo en ganske anden. Rash er stadig socialdemokrat og for ham er det familiemæssige årsager, der er baggrunden for bruddet. Personligt vil jeg komme til at savne Rash, da han har været en god støtte for mig al den tid, hvor jeg har været i politik. Han vil også blive husket og manglet rent politisk – da Rash har varetaget nogle sider, som vi andre får svært ved. Men jeg ser ikke gruppen som svækket af den grund. I stedet for Rash træder Frede ind – og med det kendskab jeg har til Frede, vil vi kunne få meget glæde af ham som gruppemedlem. Du skal være velkommen Frede og jeg glæder mig meget til samarbejdet.   

Byrådsgruppens arbejde i 2008 startede i januar med internt at få diskuteret vores profil og få taget hul på de strategiske overvejelser i relation til vores byrådsarbejde. Og allerede i februar måned tog vi afsæt heri, da investeringsoversigten som en del af budget 2008 skulle behandles i byrådet. Gruppen kom således med ændringsforslag til budgettet, idet vi ønskede penge afsat til en madordning i skolerne samt til et forsøg med offentlig transport. Venstre ønskede ikke at tilgodese vores forslag og gruppen blev nedstemt.  

Allerede i april måtte byrådet efterfølgende udskyde flere af de anlægsinvesteringer, som vi lige havde vedtaget. Da vi ikke havde nået at få udført de planlagte investeringer i 2007 og derfor overført dem til 2008,  blev vi nødt til at overføre investeringer for et tilsvarende beløb fra 2008 til 2009 – ellers ville vi blive trukket i bloktilskud i 2009. Det er det, som kaldes for  ”modregningsmekanismen” og som regeringen først meldte ud til kommunerne i april måned. Der ligger i den mekanisme en høj grad af detailstyring af den kommunale økonomi fyldt med sanktionsmekanismer, hvilket låser kommunerne fast. Netop det budskab forsøgte vi at markere os på. Paradoksalt nok, endte byrådet faktisk med at skyde flere af de samme investeringer, som den socialdemokratiske gruppe tidligere havde foreslået udskudt for at skaffe finansiering til vores ændringsforslag.  

I maj kom Grindsted Værket endnu engang på alles læber. Det kom nemlig frem, at flere af medarbejderne i 60’erne og 70’erne er blevet forgiftet med kviksølv uden at være blevet gjort opmærksom på det, selvom den daværende ledelse kendte til det. I vores lokal miljø har værket altid været beskyttet af en ring af tavshed og loyalitet. Vi skal have respekt for, at værket var og er en god arbejdsplads. Men lad mig også være helt klar i mælet her: vi bliver nødt til at bryde denne ring af tavshed. Vi må presse på op ad i systemet hos regionen og staten for at få en plan for, hvad der skal til for at beskytte vores grundvand og de borgere der kan blive berørt. Og ikke mindst, så må vi gøre hvad vi kan, for at hjælpe de borgere, der er berørt af kviksølv-sagen. Vi må her skabe politisk opbakning til at forældelsesfristen på 20 år sættes ud af kraft. Efter forlydende har disse problemer fra Grindstedværket aldrig været på en dagsorden i byrådet – lad mig derfor slå fast, at så er det på tide, at de kommer det!  

Senere i maj måned skulle byrådet godkende byggeprogrammet til IKC – det nye Fritids- og Kulturcenter i Grindsted. Byrådsgruppen finder det afgørende for kommunens fremtid, at vi kan bevare vores ungdomsuddannelser i Grindsted og som følge heraf vil IKC’s sammentænkning med Campus være central. Det var også baggrunden for, at vi ønskede biblioteket med i den 1. fase. Vi blev imidlertid endnu en gang nedstemt i byrådet og der er i det godkendte byggeprogram ikke lagt op til et bibliotek i fase 1. 

 Her for en lille uges tid siden blev aftalen mellem finansministeren og KL lavet om kommunernes økonomi i 2009. Det skete under trusler fra Lars Løkke om blot at diktere kommunerne den økonomiske ramme for 2009.   Det virker derfor til, at KL har haft pistolen for panden. KL har derfor ikke haft andet valg, hvis de fortsat ønskede indflydelse på regeringens styring af den kommunale økonomi. Bundlinien i den aftale, som er indgået er uændret niveau for service og anlægsinvesteringer i 2009. Det betyder nulvækst i velfærden de kommende år. For Billund Kommune betyder det, at hvis der er områder med udgiftspres, eller områder, hvor kommunen gerne vil opprioritere, så kan det kun finansieres gennem nedskæringer og besparelser på andre af de kommunale områder. Det er den virkelighed, vi står overfor og som vil få konsekvenser for os ikke mindst i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.  

Den offentlige leverede velfærd vil sakke bagud og blive mere og mere udhulet. Ikke alene i Billund Kommune, men på landsplan. Vi vil se en langsom forandring af vores velfærdsmodel i retningen af større grad af privat leverede velfærdsydelser. Eksempler er her sundhedsforsikringer, privathospitaler samt private skoler, børnehaver og ældrecentre. Den borgerlige regering får skabt plads til disse private leverede velfærdsydelser – de finder bedre og bedre fodfæste. Og det sker netop ved, at befolkningen bliver mere og mere utilfredse med den velfærd de modtager fra den offentlige sektor. Og den utilfredshed er der desværre ingen tvivl om, at vi i stigende grad vil komme til at opleve i de kommende år. 

Den socialdemokratiske gruppe skal være bevidste om, at det er den vej udviklingen vil gå. Men vi skal også være klar til at kæmpe imod. Vi skal forbedre kvaliteten i de offentlige tilbud, hvor vi kan og forsøge at begrænse skaderne af det minimatstats-korstog, som vi for øjeblikket ser i fremdrift.  Det er det udgangspunkt jeg vil have i det fremadrettede arbejde i byrådet.

På en række områder vil vi forsøge at markere, at S vil en anden vej.  Billund Kommune trænger til forandring. Den forandring er S bedst til at stå i spidsen for. Og det håber jeg, at alle sammen med byrådsgruppen vil samle kræfterne om i den kommende valgkamp.       

Har i øjeblikket 4.8 point givet af 6 læsere

  • Currently 4,833333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Svært at få øje på det unikke

mandag, 26 maj 2008 02:00 by Gitte
  

Ved byrådsmødet den 20. maj sad repræsentanter for ungdomsuddannelserne, i følge dagspressen, på tilhørerpladserne og bed sig i læben. Det gjorde de, fordi et byrådsflertal besluttede, at biblioteket ikke skal med i 1. etape af IKC, det nye Idræts- og kulturcenter. Et nyt bibliotek i IKC ville ellers understøtte planerne om campus som et fælles, spændende studiemiljø for de unge. Derfor ønskede skolelederne, at biblioteket skulle med. Og derfor stillede den socialdemokratiske gruppe på byrådsmødet et ændringsforslag om, at biblioteket kom med i 1. etape.

 

Der er i byggeprogrammet gjort meget ud af Campus-delen. IKC og uddannelsesinstitutionerne skal ”smelte sammen”, så de studerende får helt nye muligheder for at mødes og skabe fælles oplevelser. Det er imidlertid vores opfattelse, at der slet ikke bliver en ordentlig sammensmeltning mellem IKC og uddannelsesinstitutionerne uden et bibliotek. Vi vanskeliggør Campus-tankegangen. Og hvor bliver det unikke så af?

 

Samtidig er et bibliotek jo et kulturelt samlingspunkt for HELE familien. Og kultur bør være andet og mere end idræt. Et synspunkt, som sponsorerne også har fremført som et krav for at bidrage til IKC. Et IKC med et bibliotek vil klart trække flere til, end et IKC uden et bibliotek og dermed også skabe en bedre driftsøkonomi for centret.

 

Det kan således undre, at Venstre ikke havde den forbedrede driftsøkonomi for øje, når det ellers var økonomiske argumenter de brugte, til at skyde vores forslag i sænk. Spørgsmålet var nemlig, hvor vi ville finde pengene.

 

Da vi ikke har nogen vurdering af, hvad et bibliotek, som en del af IKC vil koste samt af, hvor meget, der vil være økonomisk råderum til, indenfor de afsatte 100 mio. kr. kunne vi heller ikke fremlægge en finansieringsplan for evt. meromkostninger. Men vi havde gerne overført meromkostningerne til fremtidige anlægsbudgetter – ligesom i øvrigt andre investeringer på samme byrådsmøde var blevet det, f.eks. ombygning af Myretuen.

 

Havde Venstre villet udvise blot en lille smule fleksibilitet, så havde de gået med til at ændre ordlyden i byggeprogrammet. Vi foreslog her fjernet afsnittet, hvor der direkte står, at biblioteket ”ikke forventes indarbejdet i etape 1”. Det virkede her som om, at borgmesteren var bange for at give selv små indrømmelser. Måske der kunne opstå problemer med at holde sammen på gruppen, hvis fligen blev løftet? Selv har han jo tidligere udtalt til dagspressen, at han gerne så biblioteket med i en 1. etape.

 

En realisering af campus vil efter al sandsynlighed betyde, at 10-klasse skolen skal flytte nærmere ungdomsuddannelserne. Det nuværende bibliotek har i den forbindelse en attraktiv placering. Vi kan derfor kun beklage, at den oplagte mulighed, der ville være i at flytte 10-klasse skolen hertil ikke længere eksisterer. Byrådet har med sin beslutning kuldsejlet sådanne planer.

 

Det er for os vigtigt, at vi får et Fritids- og kulturcenter, som lever op til de behov og forventninger, der er til sådan et center i en kommune i udvikling. En kommune, der har valgt at prioritere ungdomsuddannelserne og som gerne vil være en bosætningskommune. Vi havde en enestående chance for at skabe det unikke. En chance, som desværre ikke blev grebet.

 

Har i øjeblikket 4.7 point givet af 6 læsere

  • Currently 4,666667/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5