Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune
Gitte Ottosen

Rigtig godt nytår

onsdag, 30 december 2015 06:44 by Gitte

Snart rinder året 2015 ud og vi kan tage fat på endnu et år. Det er derfor tid til at sige tak, for året der gik. Tak for samarbejdet til politiske venner, venner der slet ikke er politiske, kommunens direktion og alle de andre ansatte, erhvervsliv og foreningsliv, frivillige sjæle og andre borgere, der gør en indsats.

Politisk har 2015 på mange måder været et godt år. Billund Kommune har ikke som mange andre kommuner skullet igennem store besparelser. Der har været plads til velfærdsudvidelser. Og som Byråd har vi i forbindelse med budgettet afsat et betydeligt beløb til børn og skole samt ældreområdet. Det er vigtige velfærdsopgaver for en kommune. Jeg håber, at midlerne i 2016 og fremadrettet vil bære frugt. Det er som jeg ser det en investering i fremtiden.

2015 var også året, hvor jeg fik en ny ven. En ven, der kommer fra Syrien. Han er det, vi i daglig tale kalder en flygtning. Vi forstår ikke altid hinanden – hverken sprogligt eller kulturelt. Men vi bliver begge hele tiden klogere på den verden og det samfund, vi lever i. Hans tilværelse er ikke let. Han er nu blevet familiesammenført med sin kone og sine 4 børn. Og der er ikke mange penge, at gøre godt med efter den nedsatte integrationsydelse. Savnet efter hjemlandet og familien er stort, og højest på ønskelisten står et job. Men hvordan får man et job i Danmark, når man ikke kan dansk? Og hvordan lærer man dansk, når man ikke er på en arbejdsplads, hvor man taler dansk, men på en sprogskole, hvor kammeraterne taler arabisk?  Og dog vil et job være det eneste, der kan sikre, at familien bliver en del af fællesskabet – ikke bare til gavn for min ven, men også for det danske samfund.

Mit store ønske for 2016 er, at vi i Danmark generelt – og i Billund Kommune specifik – bliver langt bedre til at skaffe job til flygtninge og andre, der er på kanten af arbejdsmarkedet. At vi vil opleve virksomheder, der står i kø for at tilbyde jobs til mennesker, der trænger til en chance og praktikpladser til de unge, der slet ikke har været på arbejdsmarkedet endnu. At vi alle vil tage et socialt ansvar og lærer kunsten, at række en hånd frem.

Min nye ven sagde forleden: ”Betragt mig som et menneske og ikke som en flygtning”. Jeg synes, det var meget smukt sagt. For i grunden er det jo det, det handler om. At vi skal betragte hinanden som mennesker.

Rigtig godt nytår til jer alle.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Et helt fantastisk budget

lørdag, 12 september 2015 06:36 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 38 2015

Fra Socialdemokraternes side er vi rigtig glade og stolte af det budgetforlig, vi netop har indgået med V og DF i Billund Kommune. Det er et godt budget, fordi det giver mere service til borgerne. Primært indenfor børne-, skole- og ældreområdet. Det er også et modigt budget, fordi vi som forligsparter viser, at vi tør efterleve vores visioner. Det er derfor ganske betydelige beløb, der afsættes til både dagtilbud og skole. Vi har fra S’side ofte sagt, at visionen om at være Børnenes Hovedstad forpligtiger. At afsætte flere midler til børn og skole har været en kamp, vi altid har kæmpet. Med de midler dagtilbudsområdet tilføres er det nu muligt, at forbedre normeringen i børnehaver og vuggestuer. Ligesom det er muligt, at sikre virkardækningen i folkeskolerne, når personalet er på kursus. Hvis det er det, personalet ønsker. For det helt afgørende er, at personalet får indflydelse på, hvad pengene konkret skal bruges til. Vi er glade for, at der fortsat ydes Cafe Jydepotten et betydeligt kommunalt tilskud. Det er en stor opgave, der løftes til gavn for nogle af vores aller svageste borgere. Og hvor er det godt, at det kan fortsætte. Når der forhandles budget drejer det sig altid om at give og tage. Der kan være ting, der ikke blev plads til og andet, man ikke kom igennem med. Det er betingelserne for alle parter. Et valg imellem serviceudvidelse og skattelettelse vil for S altid falde på serviceudvidelse. I dette års budget har vi imidlertid været i den heldige situation, at der var plads til begge dele. Derfor griber vi muligheden for indflydelse – det skylder vi borgerne.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Endelig valg!

onsdag, 27 maj 2015 06:23 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 22/23 2015

Vi har ventet længe. Og som gruppeformand og byrådsmedlem venter jeg med spænding på resultatet. Fordi jeg ved, at valget bliver helt afgørende for vores fremtid. Hvis regeringsmagten tilfalder de partier, der ønsker nulvækst, så ved jeg nemlig godt, hvad det vil betyde for din og min virkelighed. Nulvækst er således en økonomisk spændetrøje, som år for år vil kræve nedskæringer i den offentlige sektor – besparelser i Billund Kommune. Jeg mener, at det er den forkerte vej. Vi har ikke brug for dårligere, men bedre velfærd. Vi skal ikke eksperimentere med færre hænder til vores ældre, syge, handicappede og børn. Det er vigtigt at tænke på den 18. juni, når krydset skal sættes. Jeg kan derfor kun opfordre til at stemme socialdemokratisk. Jeg vil samtidig anbefale, at sætte krydset personligt ved Troels Ravn – så har vi også en lokal mand på tinget efter valget. En socialdemokrat, der brænder og kæmper for vores område og de udfordringer, vi står overfor.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Hvem vil betale?

tirsdag, 21 oktober 2014 05:42 by Gitte

Når en oprensning af Engsøen interesserer borgerne - og medierne – så er det forståeligt. De rekreative muligheder er indlysende – for tænk, hvis vi kunne bade i søen og spise fiskene. Og tænkt, hvis vi kunne blive bekymringerne for kviksølvsforureningen kvit. Derfor er tanken også nærliggende: Er der overhovedet mulighed for at rense den sø?

Før vi har fundet nogen, der er villig til at betale for en oprensning, tror jeg imidlertid, man skal være varsom med at bruge penge på endnu en undersøgelse, som foreslået af Borgerlisten og DF. Hvis det var så let at sige, hvad en oprensning koster, så kunne man jo have gjort det for mange år siden, på baggrund af de mange undersøgelser, der allerede er lavet.  

 

En pris for oprensningen løser stadig ikke spørgsmålet om, hvem der skal betale. Vil staten? Vil regionen? Vil vi selv bidrage? Og hvordan vil vi stille os kommunalt, hvis valget kommer til at stå mellem lukning af et plejehjem – eller en skole – og så at oprense Engsøen? Det er altid en prioritering, hvordan vi bruger pengene. Der er således mange overvejelser og drøftelser, der bør foretages, inden vi kaster penge efter sådan en undersøgelse.

 

På trods af, at Grindstedværket hældte sit forurenede spildevand ud med statens godkendelse, så har staten endnu ikke vedkendt sig det økonomiske ansvar. Selvom det er samme fabrik, samme tilladelser og samme giftstoffer, som ved giftdepotet i Kærgaard Plantage. Det rigtige er derfor at få undersøgt, om nogen vil betale for en oprensning, inden der gøres andet.

 

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Bedre livskvalitet for senhjerneskadede

fredag, 29 august 2014 05:25 by Gitte

Læserbrev skrevet sammen med Ruth Lauridsen den 29/8-2014

I en artikel i Jydske Vestkysten søndag den 24. august fortæller avisen om et nyt og forbedret tilbud til senhjerneskadede som er en del af budgetforslaget.

Vi er rigtig glade for forslaget, der fremadrettet vil give en mere sammenhængende, koordineret og forbedret indsats for de senhjerneskadede i Billund Kommune.

I artiklen i JV kommer det desværre til at fremstå, som om det nye tilbud også indeholder et nyt botilbud til de borgere, der i dag bor på Sydtoftens Plejecenter eller i eksterne tilbud, men det er ikke oplægget.

Det nye tilbud handler om en ny, forbedret og tidlig indsats for de senhjerneskadede i Billund Kommune, og der vil fortsat være brug for eksterne genoptræningstilbud til borgere, som er moderat til svært hjerneskadede.       

Forskellen på det nye tilbud og det tilbud kommunen har i dag, vil primært bestå i, at medarbejderne opkvalificeres, således at vi i Billund Kommune kan udvikle et tilbud med kompetencer, som matcher de senhjerneskadedes behov.

Vi tror og håber på, at det nye tilbud fremadrettet kan sikre et kvalitativt og effektivt tilbud som kan være med til at løfte den enkelte borgers udvikling, og dermed sikre bedre livskvalitet for borgere og pårørende.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:   , ,
Kategorier:   Kommune | De ældre
Menu:   E-mail | Permalink

Har Penge følelser?

torsdag, 14 november 2013 11:00 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 47, 2013

”Pengene har det bedst i borgernes lomme” – sådan lyder det ofte fra borgerlige politikere. Sikke noget vrøvl – penge kan ikke have det godt – penge er en død ting uden følelser. Desuden er det jo ikke pengene, men netop borgerne der skal have det godt. Derfor går Socialdemokraterne i Billund Kommune ikke til valg på løfter om skattelettelser – vi siger nej til skattelettelser, men ja til kommunal velfærd.

Socialdemokraterne er garant for en fortsat udvikling med et menneskeligt ansigt. Vi vil have reel borgerindflydelse. I ældreplejen vil vi sikre indflydelse på eget liv. Og generelt vil vi indføre tilfredshedsundersøgelser på de kommunale serviceområder. Vi ønsker også indflydelse på eget arbejde. Derfor vil vi decentralisere beslutninger til de led, hvor arbejdet udføres. Endvidere vil vi genetablere specialklasserne og hæve personalenormeringen i daginstitutionerne. I Billund Kommune skal pengene ikke have det godt, det skal borgerne.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Ældre hægtes af

tirsdag, 12 november 2013 03:27 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne uge 46/47 2013

Mange ældre føler sig hægtet af, fordi de ikke kan bruge en computer – og det bliver kun værre. For ved udgangen af 2015 skal al kommunikation med det offentlige være digital. Den digitale verden skaber stor frustration og usikkerhed hos de ældre.  Men også andre risikere at blive hægtet af - f.eks. udviklingshæmmede, hjerneskadede, sindslidende og demente. Mange af disse kommer aldrig på nettet. 

Det er uetisk, at samfundet i fremskridtets navn ”hægter af”, når vi i stedet burde tage i hånden og hjælpe. Så hvordan får vi ældre og andre borgere uden it-kendskab på nettet? Og hvad vi gør for dem, der aldrig bliver i stand til det?

Socialdemokraterne vil arbejde for, at der ydes hjælp og vejledning i biblioteksafdelinger og på aktivitetscentre. At der ansættes en it-support medarbejder, der online kan hjælpe ved behov. At der fortsat skal være papirløs og ansigt til ansigt hjælp i borgerservice. Og at det være muligt fortsat at kunne modtage ikke-digital post fra kommunen.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:  
Kategorier:   De ældre | Kommunalvalg 2013
Menu:   E-mail | Permalink

Minuttyranniet lever fortsat

tirsdag, 22 oktober 2013 14:02 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 43

 

Når Ruth Lauridsen i sit læserbrev skriver, at minuttyranniet stort set allerede er afskaffet på plejecentrene siger vi bare: ”Ja, sådan kan det jo godt fortolkes”. Virkeligheden er bare, at pakketildelingerne som borgerne i dag tildeles efter funktionsniveau indeholder så få timer, at det dagligt er et stort puslespil for personalet, at få tid til at varetage de grundlæggende behov hos borgerne. Dette betyder også, at det frie valg i forhold til hvilken hjælp borgerne ønsker, er meget begrænset i dagligdagen.

Ser vi på udeområdet, er tidsydelserne også meget små. Hvor mange af os ”velfungerende” bruger f.eks. kun 9 min på et bad? I løbet af de 9 min. skal personalet også hjælpe med at tørre, smøre creme på kroppen og få tøj både af og på.

Ruth skriver, at hjemmeplejen er et plejeorgan og ikke en vicevært funktion. Det er ganske rigtigt, og det er der heller ingen i hjemmeplejen, der regner med. Men personalet ønsker at varetage de behov, som de med deres faglige viden og deres empati kan se borgerne har behov for, og dette er ofte meget svært pga. minuttyranniet og de stramme tildelinger.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Tags:  
Kategorier:   De ældre | Kommunalvalg 2013
Menu:   E-mail | Permalink

Hvad vil Socialdemokraterne?

onsdag, 16 oktober 2013 13:56 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 42 2013

Når Kai Bayer i et læserbrev spørger, om vi ved, hvad vi vil på ældreområdet, er svaret: ”Ja. Det ved vi godt.”  Vi vil først og fremmest give de ældre mere indflydelse på deres eget liv. Vi ønsker således et opgør med den kommunale styringsmodel og at minuttyranniet afskaffes. Der skal bruges mindre tid på dokumentation og dobbeltregistreringer. Ledere og medarbejdere skal have mere frihed. Og helt centralt skal medarbejdere og borgere i dagligdagen kunne aftale, hvad der er mest behov for. Det skal ikke længere være centralt udarbejdede planer og skemaer der fortæller, hvilken pleje og omsorg den ældre har krav på. Der skal lyttes til de ældres ønsker og behov, som helt naturligt kan skifte fra dag til dag.

Det er korrekt, at Socialdemokraterne ikke - som Kai Bayer - har insisteret på, at der skal bygges nye plejeboliger. Årsagen er den simple, at der ikke er behov for flere plejeboliger i Billund Kommune. Skal der bygges nye plejeboliger skal der derfor nedlægges andre, og det er ikke det, vi går til valg på. Derfor har vi ikke kæmpet for at afsætte midler til nybyggeri i budgettet.    

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 1 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5

Enighed om budget

fredag, 13 september 2013 11:14 by Gitte

Indlæg i JV, VAF og ugeaviserne i uge 38/39 2013

Torsdag den 12. september blev der indgået budgetforlig for Billund kommune. Det er glædeligt, at valgkampen ikke fik lov til at stå i vejen for et fælles resultat, som alle partier kunne stå bag. Ligesom det for os er glædeligt, at der er rigtig mange socialdemokratiske fingreaftryk.  

Inklusionsopgaven fylder rigtig meget i skolerne, og området har haft vores bevågenhed, siden et flertal i byrådet besluttede, at nedlægge specialklasserne. For os er det derfor en grundsten i budgettet, at der afsat et betydeligt beløb til fagligt, at klæde skolernes lærere og pædagoger bedre på, til at løfte inklusionsopgaven. Konkret er der afsat 1,2 mio. kr. om året i 4 år. Herudover er flere af direktionens besparelsesforslag blevet trukket ud af budgettet igen. Områder, som vi allerede til 1. behandling af budgettet fremførte, vi ikke kunne acceptere, er således udtaget. De helt små børn skal ikke tidligere i børnehave, der kommer ikke turbo på de ældres toiletbesøg, besparelsen ved at hjemtage borgere er fjernet og Ungdomsskolen bevares som selvstændig institution.

Også flere nye tiltag, har fundet vej til budgettet. Bl.a. et forslag fra S om en bosætningskoordinator. Herudover bliver det iværksætterhus, S gik til valg på for 4 år siden, nu en realitet. Der afsættes en pulje på fritidsområdet til bl.a. leder- og træneruddannelse, der afsættes 1 mio. kr. om året til at forbedre den kollektive transport til ungdomsuddannelserne og der afsættes det hidtil største beløb i kommunens historie til udbygning af cykelstier. Alt i alt et godt resultat, som grundlag for kommunens arbejde de kommende år.

Har i øjeblikket 5.0 point givet af 2 læsere

  • Currently 5/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5