Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

Min 1. maj tale på Engen i Grindsted 2008

torsdag, 1 maj 2008 21:46 by Gitte

1 maj 2008 

1 maj handler for mig om værdier – og om viljen til at kæmpe for de værdier. Det er især værdier som lighed og fællesskab, der har været bærende. 

Disse værdier har også været med til at skabe det samfund, som vi har i dag. Et samfund, der betegnes som et velfærdssamfund. Det velfærdssamfund er primært fagbevægelsens og socialdemokraternes projekt. Og det er et projekt, som vi kan være stolte af. Vi har skabt et samfund, der understøtter den enkelte, når han eller hun rammes af ledighed, sygdom eller andre sociale begivenheder. Et samfund, hvor der er skolegang til alle og hvor der tages hånd om de ældre og de svage. Det har kostet blod, sved og tårer. Det har krævet kampgejst og styrke. Det skal vi også huske hinanden på i dag – den 1. maj. 

Men vores visionen om øget lighed – ja den må vi i disse år se nedskudt. Her må vi erkende, at regeringen vil en anden vej. Det er uomtvisteligt, at forskellen mellem rig og fattig er vokset under Fogh’s regime. Magten og velstanden i Danmark 1. maj 2008 er uretfærdig og ulige fordelt.  

Fattigdomsproblemet har således været stigende siden 2001, hvor VK kom til magten. I Danmark er der pt. 196.000 fattige, hvor fattigdom defineres som det at leve for under 50 % af en normal (gennemsnitlig) indtægt. Og af de 196.000 fattige er den andel, der er fattige i mere end 3 år, steget fra 28.000 personer i 1997 til 46.000 i 2007. 

Samtidig lever flere børn i dag under fattigdomsgrænsen. I alt 60.000 børn lever i dag i fattigdom, hvor der var ca. 48.000 i 2001. De lever i familier, der ikke har råd til f.eks. sund mad og deltagelse i fritidsaktiviteter, ligesom deres kammerater. I tusindvis af børn vokser altså op med dårligere muligheder end deres kammerater. Dårligere muligheder for udvikle sociale netværk, arbejde med computer, få ernæringsrigtig mad mv. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt! 

Tager vi flygtninge på starthjælp, så lider de og deres børn sociale og materielle afsavn, i en sådan grad, at det skader deres integration markant. Deres behov for tilstrækkelig og sund mad kan slet ikke kan blive opfyldt. Dårlig integration på arbejdsmarkedet og asociale tiltag som starthjælpen har betydet, at vi har fået en ny underklasse i Danmark - defineret alene ved sin etniske baggrund.  

Ydermere har en række udsatte grupper i det danske samfund i dag en tilværelse præget af livsvilkår, som almindelige danskere har svært ved at forestille sig. Det gælder eksempelvis hjemløse, alkoholikere, narkomaner og prostituerede. 

Er det den vej vi vil? Og er det noget vi kan være stolte af? Nej vel! 

Det danske samfund har udviklet sig til et af de rigeste samfund i verden. De seneste år har vi haft økonomisk opsving samt et overskud på ca. 70 milliarder kroner om året i statskassen. Men rigdom er jo ikke nok. Og vi må altså konstatere, at den borgerlige regering har brugt syv år ved magten til at øge uligheden i samfundet markant. Det er ikke Socialdemokratisk politik. Og vi må klart tage afstand fra det.

Op til valget i november 2007 struttede regeringen af økonomisk selvtillid og lovede, at der var plads til både velfærd og skattelettelser.  Inden valget  fik danskerne at vide, at den danske økonomi gik ufatteligt godt med bl.a. historisk lav arbejdsløshed, høje lønstigninger på det private arbejdsmarked og løfter om mere velfærd. Den daværende finansminister Thor Pedersen udtalte endda, "at snart kan vi købe hele verden." . Efter valget – blev der dannet ny regering og vi fik en ny Finansminister. Men det var bestemt ikke Løkken. Nu brugte regeringen i stedet ord som ”overophedning” og ”ansvarlighed”. Ord der slet ikke var nye for hverken Socialdemokrater eller andre danskere, vi havde nemlig hørt, hvad Nationalbankdirektøren sagde, da han i efteråret 2007 var ude og advare mod skattelettelser. Det var også derfor vi sagde, at man ikke både kan få velfærd og skattelettelser. Men vi skulle åbenbart først på den anden side af valget – før regeringen forstod, hvad nationalbankdirektøren og vi havde sagt.

Venstre kalder sig jo et ansvarligt parti. Regeringen har derfor også brugt de første måneder af 2008 på deres korstog mod uansvarligheden. Nu skal der oprettes ro og orden – efter at regeringen selv har været med til at øge overophedning ved at gennemføre skattelettelser – primært til gavn for de bedrestillede selvfølgelig. Korstoget er derfor sat ind overfor kommunerne og de offentligt ansatte.

Kommunalreformen har flyttet opgaver fra de tidligere amter til kommunerne og der har været en voldsom underfinansiering af de nye opgaver kommunerne har overtaget. Når kommunerne så oveni reformen skal leve med både skattestop og grænser for servicevækst, så er det svære betingelser, vi stilles over for. Samtidig har Finansministeren indført sanktioner overfor kommunerne efter parolen: Kan I ikke få de midler til at slå til, som vi stiller til rådighed for jer – ja så får I bare færre næste år.  

Det er da pædagogik, der er til at forstå! Og på den måde holder regeringen kommunerne i en spændetrøje og gør det hele tiden  vanskeligere og vanskeligere, at få det hele til at hænge sammen. Det kommunale selvstyre sættes under pres - samtidig med, at kommunerne tvinges til at gøre det beskidte arbejde med at foretage serviceforringelser og effektiviseringer. Ydermere kontrolleres kommunerne snart ihjel. Kære Anders, kære Lars: Lad kommunerne få fred. Lad medarbejderne få fred. 

I Danmark er vi heldige, fordi vi har offentlig ansatte, der er idealistiske, fagligt dygtige og gerne vil gøre en forskel. Vi ved imidlertid, at det i fremtiden vil blive svært, at få hænder nok. Når flere i de kommende år går ud af arbejdsmarkedet og færre kommer derind – ja så bliver en offentlig medarbejder en mangelvare. Samtidig er flugten fra jobs i den offentlige sektor ved at være at være mærkbar. Hvordan kan vi i det hele taget skabe en bedre velfærd, hvis der i fremtiden ikke er nogen, der vil arbejde med at levere den?.  

Den offentlige medarbejder er med i hele vores livsforløb – nærmest fra vugge til grav. Det er medarbejdere i den offentlige sektor, der passer os, når vi er små, underviser os, når vi skal i skole, tager sig af os, når vi bliver syge og passer os, når vi bliver gamle. Hvis vi synes, at vores liv er så meget værd, hvorfor vil vi så ikke give de mennesker, der følger os livet igennem nogle ordentlige arbejdsbetingelser? 

Vi er ganske simpelthen nødt til at forbedre arbejdsmiljøet i den offentlige sektor – ellers ender vi med slet ikke at have nogen offentlig sektor. Velfærd og arbejdsmiljø er i øvrigt ikke et spørgsmål om det ene på bekostning af det andet. Vi får den bedste hverdag for børnene, for de syge og for de ældre, ved at skabe et bedre arbejdsliv. Så lad os tage fat der. 

Et bedre arbejdsmiljø vil gøre det mere attraktivt at arbejde i den offentlige sektor. Men vi er altså også nødt til at se på lønnen. En lønstigning på 12,8 % over 3 år er historisk høj – er der blevet sagt. Jeg vil kalde det peanuts. Det retter IKKE op på forskellen mellem det private og det offentlige arbejdsmarked. Men det afhjælper, at forskellen ikke bliver uddybet.  I den private sektor steg lønnen alene 4,3 pct. fra fjerde kvartal 2006 til fjerde kvartal 2007.  

Så det er forståeligt, at FOA medlemmerne og andre i den offentlige omsorg i øjeblikket kæmper for bedre løn og bedre ansættelsesvilkår. Vi har i den forbindelse hørt i medierne, at den konservative Mads Lebæk forhandlingsleder fra KL til gengæld har svært ved at forstå, hvorfor FOA er i konflikt, når nu SOSU-assistenterne rent faktisk var blevet tilbudt 15% over 3 år. Urimeligheden heri er imidlertid indlysende for os andre – for hvem var det lige, der skulle betale? Pædagoger og dagplejemødre! 

Nej. Pengene må komme fra den Finansminister, der har holdt kommuner og regioner i et jerngreb i 7 år. Jeg vil derfor ønske de aktionerende al mulig held og lykke med det pres, de har lagt på de offentlige arbejdsgivere. Og jeg håber, at FOA’s forsøg i går på at få dialog i gang må lykkes. 

Danmark er et rigt land. Vi har råd – ikke bare til at bevare – men også til at udbygge velfærdssamfundet. Det er det, vi skal minde hinanden om i dag. 

Vi skal også minde hinanden om, at selvom rammerne er stramme, er der forskel på, om der lokalt sidder en IB eller en Socialdemokratisk borgmester, som vil gøre en forskel. 

Der er således stadig masser at kæmpe for. Så op på barrikaderne – og hold fanen højt hævet. Det her er vores dag.   

Rigtig god 1. maj.

Har i øjeblikket 4.8 point givet af 6 læsere

  • Currently 4,833333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5