Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

Svært at få øje på det unikke

mandag, 26 maj 2008 02:00 by Gitte
  

Ved byrådsmødet den 20. maj sad repræsentanter for ungdomsuddannelserne, i følge dagspressen, på tilhørerpladserne og bed sig i læben. Det gjorde de, fordi et byrådsflertal besluttede, at biblioteket ikke skal med i 1. etape af IKC, det nye Idræts- og kulturcenter. Et nyt bibliotek i IKC ville ellers understøtte planerne om campus som et fælles, spændende studiemiljø for de unge. Derfor ønskede skolelederne, at biblioteket skulle med. Og derfor stillede den socialdemokratiske gruppe på byrådsmødet et ændringsforslag om, at biblioteket kom med i 1. etape.

 

Der er i byggeprogrammet gjort meget ud af Campus-delen. IKC og uddannelsesinstitutionerne skal ”smelte sammen”, så de studerende får helt nye muligheder for at mødes og skabe fælles oplevelser. Det er imidlertid vores opfattelse, at der slet ikke bliver en ordentlig sammensmeltning mellem IKC og uddannelsesinstitutionerne uden et bibliotek. Vi vanskeliggør Campus-tankegangen. Og hvor bliver det unikke så af?

 

Samtidig er et bibliotek jo et kulturelt samlingspunkt for HELE familien. Og kultur bør være andet og mere end idræt. Et synspunkt, som sponsorerne også har fremført som et krav for at bidrage til IKC. Et IKC med et bibliotek vil klart trække flere til, end et IKC uden et bibliotek og dermed også skabe en bedre driftsøkonomi for centret.

 

Det kan således undre, at Venstre ikke havde den forbedrede driftsøkonomi for øje, når det ellers var økonomiske argumenter de brugte, til at skyde vores forslag i sænk. Spørgsmålet var nemlig, hvor vi ville finde pengene.

 

Da vi ikke har nogen vurdering af, hvad et bibliotek, som en del af IKC vil koste samt af, hvor meget, der vil være økonomisk råderum til, indenfor de afsatte 100 mio. kr. kunne vi heller ikke fremlægge en finansieringsplan for evt. meromkostninger. Men vi havde gerne overført meromkostningerne til fremtidige anlægsbudgetter – ligesom i øvrigt andre investeringer på samme byrådsmøde var blevet det, f.eks. ombygning af Myretuen.

 

Havde Venstre villet udvise blot en lille smule fleksibilitet, så havde de gået med til at ændre ordlyden i byggeprogrammet. Vi foreslog her fjernet afsnittet, hvor der direkte står, at biblioteket ”ikke forventes indarbejdet i etape 1”. Det virkede her som om, at borgmesteren var bange for at give selv små indrømmelser. Måske der kunne opstå problemer med at holde sammen på gruppen, hvis fligen blev løftet? Selv har han jo tidligere udtalt til dagspressen, at han gerne så biblioteket med i en 1. etape.

 

En realisering af campus vil efter al sandsynlighed betyde, at 10-klasse skolen skal flytte nærmere ungdomsuddannelserne. Det nuværende bibliotek har i den forbindelse en attraktiv placering. Vi kan derfor kun beklage, at den oplagte mulighed, der ville være i at flytte 10-klasse skolen hertil ikke længere eksisterer. Byrådet har med sin beslutning kuldsejlet sådanne planer.

 

Det er for os vigtigt, at vi får et Fritids- og kulturcenter, som lever op til de behov og forventninger, der er til sådan et center i en kommune i udvikling. En kommune, der har valgt at prioritere ungdomsuddannelserne og som gerne vil være en bosætningskommune. Vi havde en enestående chance for at skabe det unikke. En chance, som desværre ikke blev grebet.

 

Har i øjeblikket 4.7 point givet af 6 læsere

  • Currently 4,666667/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5