Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

Min 1. maj tale på Engen 2012

tirsdag, 1 maj 2012 05:27 by Gitte

Kære 1. Maj- entusiaster, kære drenge, kære piger, kære mænd, kære kvinder – hvor er det dejligt at se jer.

1.maj signalerer rigtig mange ting for alle os, der er til stede her i dag. Historien fortæller os, at dagen er en kampdag og en festdag. Dagen har sat dybe spor i det danske såvel som i det internationale samfund. Og dagen markerer, at når mennesker virkelig vil, så kan der opnås resultater. Derfor er 1. Maj også en dag til eftertænksomhed. Det er tid til at stoppe op. Til at spørge os selv om, hvor vi er på vej hen, og hvad der sker omkring os.

Og rigtig meget tyder på, at verden er i gennemgribende forandring. At den verden vi vil se i morgen vil være en ganske anden, end den vi ser i dag. Og hvorfor er det så interessant?, tænker I måske. Det er det, fordi det vil få markant betydning for vores velfærdssamfund og for den nære service, som vi står for i kommunerne. Store forandringer er altid svære at begribe og det gør os sårbare, når vi ikke helt kan overskue konsekvenserne.

De sidste par uger har vi i medierne kunnet følge retssagen mod Anders Behring Breivik. Dag for dag har vi fået et kik ind i den forskruede hjerne, der stod bag de forfærdelige handlinger, der fandt sted på Utøja sidste sommer. Og hver gang har det mindet os om, hvor hurtigt verden og den virkelighed vi befinder os i, kan forandre sig. Hvordan tæppet hårdt og brutalt kan blive revet væk under os. Hvordan vi kan miste det fundament, som vi har bygget vores liv op omkring. Vi oplever det, når vi mister nogen vi holder af. Og vi oplever det, når noget forfærdeligt sker, som i Utøja. Når overgangen sker hurtigt og pludseligt. Men vi oplever det også, når der hen over tid, sker en udvikling i vores samfund, som vender op og ned på de værdier, vi har baseret vores liv på. Sådan var det i 2008, hvor vi havde haft høj økonomisk vækst, og alle troede, træerne voksede ind i himlen. Mange husker sikkert Thor Pedersens berømte ord om, at snart ville vi – altså danskerne - eje hele verden. Det var som bekendt ikke sådan, det gik. Pludselig vendte udviklingen nemlig. Ledigheden er siden steget, og mange kan ikke længere finde en plads på arbejdsmarkedet. Banker er gået konkurs og husejere har måttet indse, at deres huse ikke kan sælges.

Også i 80’erne oplevede vi en udvikling, der fik stor betydning for mange. Vi havde en ungdomsarbejdsløshed, der bare steg og steg, til den i 1983 nåede sit hidtil højeste niveau på 19%. I dag ved vi – desværre - , at mange af de unge, der dengang ikke kunne få job, aldrig siden blev en del af arbejdsmarkedet. I dag har vi tilsvarende en alarmerende høj ungdomsarbejdsløshed. 12% af de unge kan ikke få lov til at komme ind på arbejdsmarkedet. Det er himmelråbende grotesk, at det er blandt de unge, ledigheden er størst. De unge står på springbrættet til deres voksenliv, og de er det råstof hvorpå vi skal bygge Danmarks fremtid. Og desværre venter der for mange af dem, et liv på passiv forsørgelse med alt for stor risiko for at hænge fast. For den barske sandhed er: At jo længere tid en person har været væk fra arbejdslivet, jo længere er vejen tilbage. Jeg er oprigtig bekymret for, at vi igen er ved at tabe en generation af unge på gulvet. 

I en tid med arbejdsløshed og virksomheder, der skærer ned kan det være svært, at forestille sig, at der igen kommer til at mangle arbejdskraft. Men vi ved, at det vil ske. Selvom vi ikke ved, hvornår. En økonomisk krise er altid midlertidig. På et tidspunkt vender det, og virksomhederne får igen gang i hjulene.Og når det sker, vil der mangle hænder. Alt for mange går i disse og i de kommende år ud af arbejdsmarkedet – det er de store årgange, der siger farvel. Og desværre er de årgange, der siger goddag, væsentlig mindre. Det gælder både de unge, der nu er på vej ind på arbejdsmarkedet og børnene, der senere kommer til. Det betyder, at danske virksomheder måske aldrig kan få rigtig gang i hjulene igen, fordi de vil mangle arbejdskraft. I hvert fald så langt øjet rækker. Og det betyder, at den offentlige velfærd kommer voldsomt under pres, fordi de få skal betale til de mange.

Allerede nu er ca. halvdelen af befolkningen udenfor arbejdsstyrken. Hvilket betyder, at den ene halvdel af befolkningen skal forsørges af den anden halvdel. Forandringens vinde vil derfor blæse. Fordi vi bliver for få til at betale til de mange. Og fordi, den tidligere regering ikke formåede, at ruste Danmark til den fremtid, vi står overfor. Rettidig omhu, var ikke et begreb, der optrådte i hverken Anders Fogh eller Lars Løkkes bevidsthed. Og faktum er, at de kørte Danmark i sænk og efterlod et kæmpe hul i statskassen på 100 mia. De formåede med andre ord ikke at lægge til side i de gode år – tværtimod deltog de i forbrugsfesten med vores penge.

Den nuværende Regering har nok at gøre med at vende skuden. Efter 10 år med den borgerlige Regering er der sår, der skal heles, plastre, der skal sættes på – og reformer, der skal gennemføres. I kommunerne mærker vi store som små tiltag fra Christiansborg. Det gjorde vi før og det gør vi nu. Årsagen er jo, at det er os, der står for den nære service til borgerne. Det er os, der står med fødderne solidt plantet i daginstitutionerne og folkeskolerne.

Vi oplever folkeskolelærer, hvis hverdag er ved at bryde sammen, fordi de skal rumme flere børn med flere behov. Inklusion er det nye mantra. Samtidig oplever vi pårørende til handicappede og ældre, der fortæller, at nu synes de, det er ved at være nok.Virkeligheden er, at det er ganske svært, at levere mere og bedre service, samtidig med, at pengene bliver mindre. For det er her i vores kommune de bor, de flere ældre, der kommer til. Og der er her de bor, børnene med de stadig flere diagnoser. Det er vores borgere der får nye og stigende behov. Vi får ganske vist færre børn, men når antallet af pædagoger og lærere reduceres så er det altså svært, ikke også at opfatte det som en servicenedgang.Jeg vedgår gerne, at jeg ”piver”. Det gør jeg fordi jeg kan se, hvordan det er nu og fordi jeg ved, at det – økonomisk - ikke vil blive meget bedre. Forandringens vinde blæser. Vi må indstille os på, at velfærden kommer under pres. Fordi der helt basalt er grænser for, hvad halvdelen af befolkningen har mulighed for at betale, til den anden halvdel.

Men når forandringens vinde blæser kommer det ikke kun til at handle om økonomi. Det kommer også til at handle om værdier. Vi er tilbage ved det helt grundlæggende, nemlig fordelingen af den velstand vi har. Spørgsmålet er f.eks., om man fremadrettet skal tildeles goder efter alder eller efter behov. Efter hvor mange børn man har – eller efter økonomisk formåen. Jeg tilstår gerne, at jeg hører til dem, der mener, vi først og fremmest skal tilgodese dem, der ikke har ressourcerne selv. Det må være behovet, der er det afgørende. Så må de, der har råd, til gengæld bidrage lidt mere. Vi skal have et sikkerhedsnet, der samler de borgere op, som der af den ene eller anden grund ikke er plads til ved samfundets bord. Og det sikkerhedsnet skal bl.a. bruges til at gelejde dem tilbage til en plads ved bordet. For mig er det selve kernen i den danske velfærdmodel, at vi alle skal være en del af fællesskabet. Et fællesskab der indebærer rettigheder til at modtage, når man har behov og pligter til at bidrage, i det omfang og med de ressourcer, man kan.De overordnede rammer skabes på Christiansborg. Det er jeg helt på det rene med. Men når besparelserne skal effektueres lokalt, rundt om i kommunerne, skal vi have fokus på værdierne. Derfor skal vi værne om hinanden i et fællesskab. Det handler både om, at tage hånd om de svageste og det handler om at sørge for, at vi får alle med. I det øjeblik vi holder op med at tro på, at alle har noget at give, giver vi slip på hinanden. Og vi er først for alvor et fattigt samfund, hvis holder op med at bekymre os om hinanden. 

Forandringens vinde blæser og vi vil se reformer. Det er nødvendigt for at takle de udfordringer, Danmark står over for. Og der er ingen lette løsninger. Men vi skal lokalt passe på, at det ikke kun kommer til at handle om at forringe, skære væk og spare. At velfærdssamfundet og fællesskabet ikke bliver pillet fra hinanden. Det gør vi som politikere ved at have fokus på forandringer frem for forringelser. Og det gør vi som borgere ved at give en hånd med hos dem, der af den ene eller anden grund ikke kan løfte det hele selv. Pligter og rettigheder, som vi synger i arbejdersangene. Vær der for andre, som de skal være der for dig – engager dig i samfundet.  Vi kommer til at gøre os umage, vi kommer til at anstrenge os. For det er os, der sammen skal bære Danmark igennem forandringens vinde. Det skal vi gøre, så vi fortsat kan bevare troen på, at ethvert lille barn, der kommer til verden har en chance – en chance for omsorg, uddannelse og job. Og troen på, at alle, også i den sidste måske svære tid, får muligheden for at leve et værdigt liv. Et samfund, hvor de mange får chancen for at udvikle sig. Fordi vi værner om frihed, lighed og fællesskab. Og derfor er der stadig noget at kæmpe for.

Tak for ordet og fortsat rigtig god 1. Maj.

 

Har i øjeblikket 3.3 point givet af 6 læsere

  • Currently 3,333333/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5