Gitte Ottosen
Politiker. Gruppeformand for Socialdemokraterne i byrådet i Billund Kommune

Min 1. maj tale på Engen 2014

torsdag, 1 maj 2014 11:29 by Gitte

Kære alle sammen. Tak for ordret. Tak for, at jeg, som gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe, må stå her i dag. Og tak til fagbevægelsen fordi I igen i år, laver det her arrangement.

1.maj signalerer rigtig mange ting for alle os, der er til stede her i dag. Historien fortæller os, at dagen er en kampdag og en festdag. Og dagen markerer, at når mennesker virkelig vil, så kan der opnås resultater. Derfor er 1. Maj også en dag til eftertænksomhed. Det er tid til et servicetjek af de normer og værdier, vi basere vores samfund på.

Jeg vil derfor gerne bringe kampen for større lighed i spil. Den kamp har altid været en socialdemokratisk kamp, det har været venstrefløjens kamp og fagbevægelsens kamp. Men kampen har haft svære ods i de seneste år. Det er nemlig gået den forkerte vej.

Fra perioden 2005 til 2012 er Danmark således det vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest. Fra at have positionen som verdens mest lige land, så er vi i dag kun det 14. mest lige land i Europa.

Antallet af fattige er steget – og ikke mindst er antallet af fattige børn steget. Uligheden kommer også til udtryk i vores levealder. Der er i dag næsten 10 års forskel på, hvor gamle vi kan forvente at blive, alt efter om vi kan betegnes som nogen af de rigeste, eller nogen af de fattigste i Danmark. Faktisk er postnummeret helt afgørende for, hvor gamle vi bliver.

Så det må være på sin plads, at bringe kampen mod ulighed op på en 1. maj. Det er imidlertid en kamp, der ikke alene afgøres af kroner og øre. Vejen frem handler også om, at føre værdikamp mod de normer og holdninger, der retfærdiggør og fordrer uligheden. Jeg har i dag valgt at hæfte mig ved: Eksklusion, middelmådighed og snæversyn.

Eksklusion. Når danske arbejdspladser ikke i tilstrækkelig grad tør åbne op for arbejdskraft, der er anderledes. For mennesker der har et handicap, en anden hudfarve eller bare ikke er, ligesom vi andre. Når man ikke tør tage et socialt ansvar og sige, at mangfoldighed er en styrke. Så ekskluderer vi. Mennesker sættes i bås ud fra devisen: du er ikke god nok. Og jo længere tid, et menneske ekskluderes og holdes ude, jo længere er vejen ind på arbejdsmarkedet. At kunne hjælpe sine børn på rette vej er alt andet lige lettere, når man selv er en del af et arbejdsfællesskab. Derfor er kampen mod eksklusion en del af kampen mod ulighed.

Middelmådighed. Når mennesker ikke formår, at stræbe efter noget, der er bedre. Når de unge ikke synes, det er nødvendigt, at nå længere end far og mor. Når tankerne på vestjysk vis, bestandig kredser om, hvorvidt det kan svare sig. Ja, så bliver kampen mod ulighed en kamp, vi aldrig kan vinde. Det der gennem årtier har drevet menneskeheden. Har gjort, at vi generation efter generation hele tiden har oplevet, at være bedre uddannet end den forrige. Det, der har udviklet Danmark. Ja, det har været kampen for et bedre liv. Vi ved, at uddannelse rykker, når vi skal bryde den sociale arv. At uddannelse er helt afgørende. Men man kan ikke uddanne folk, der ikke selv vil det. En uddannelse er ikke noget man får, det er noget man tager. Og det kræver blod sved og tårer. Derfor er det nødvendigt, at ville det. Og derfor er kampen mod middelmådighed også en del af kampen mod uligheden.

Snæversyn. Når vores syn på andre mennesker begrænses af vores egne normer og værdier. Når vi ikke ser mennesket bag etiketten ”ledig”, ”kontanthjælpsmodtager”, ”førtidspensionist”, ”plejehjemsbeboer” eller andet. Når vi dømmer folk ude, som i x-factor eller reality-programmerne med betegnelsen: ”du’r ikke”. Ja så får vi slet ikke set de ressourcer, det enkelte menneske har. Vi stirrer os blind på begrænsningerne og piller folk ned, frem for at bygge dem op. Vi betragter de ledige, som dovne arbejdsløse. Derfor er kampen mod snæversyn også en del, af kampen mod uligheden.

Måske synes I, at jeg er kontroversiel. At provokationerne er lige skrappe nok til en 1. maj, hvor vi jo lige skulle have det så rart. Men, der er altså meget, der ikke er rart i disse dage. I kommunerne væltes vi over ende af reformer, der har store konsekvenser for vores borgere. Samtidig har vi økonomiske udfordringer, der holder os i en spændetrøje. Ja. Er det ikke svært, at være socialdemokrat?, er der mange, der spørger. Det skal jeg bestemt ikke lægge skjul på, at det er. Men jeg ved, at det også ville have været svært, under en VK-regering. De nødvendige reformer ville stadig skulle gennemføres, og det ville stadig være vores borgere, det gjorde ondt på. Samtidig føler jeg mig overbevist om, at indholdet i reformerne ville skubbe uligheden endnu mere i den forkerte retning.

Og de økonomiske udfordringer, ja de ville have været endnu større, fordi vi ikke kunne nøjes med en vækst i de offentlige udgifter på 0,6% men måtte leve med en 0-vækst.

Det redder jo heller ikke meget, at sætte sig i et hjørne, og begræde den situation man er i. Som byråd er vores opgave altid at administrere indenfor de rammer Regeringen stikker ud – og sådan er det, uanset Regeringens farve.

Foran os venter de kommende budgetforhandlinger. Og der skal vi for alvor administrer indenfor de udstukne rammer. Vi går som bekendt ind i forhandlingerne med en blå borgmester ved roret. Det gør vi fordi vælgerne ville det sådan. Fordi de belønnede den siddende borgmester for, at det går så godt i Billund Kommune. Går det virkelig så godt?, kan man måske spørge. På mange måder gør det. Vi oplever år, hvor  LEGO’s mange millioner luner i kassen og kan bruges til gode anlæg i kommunen. Er det så borgmesterens fortjeneste? Næppe.  Og det går jo heller ikke godt på alle måder. Faktisk er vi piv-fattige, når vi ser på, hvad vi får ind i indkomstskatter. Årsagen er, at vores lønindkomster ikke er så høje i kommunen. Er det så borgmesterens skyld? Nej. Selvom vi gerne ville, så kan vi ikke gøre ham ansvarlig for de problemer.

Men det er det set-up der er, og udfordringerne er store.  Som jeg sagde, så er meget svært i disse dage. Og kampen mod uligheden er vores allesammens kamp. Kampen skal finde sted i byrådet, på Christiansborg og i de danske hjem. For udviklingen kommer ikke af sig selv, hvis vi vil bryde den negative sociale arv. Det handler om at ændre de nuværende værdier i den retning, vi ønsker verden skal bevæge sig i.

Vores børn vil måle os på, om vi gjorde det godt nok. Den tanke skal altid være i vores hoveder. Vi kommer til at gøre os umage, vi kommer til at anstrenge os. For det er os, der sammen skal bære Danmark videre.

Tak for ordet og fortsat rigtig god 1. Maj.

Vær den første til at give point

  • Currently 0/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5